04-06-2020

Læsetid: 6 minutter

Ankestyrelsen vurderer, at det ikke er dokumenteret, at din arbejdsevne varigt er nedsat i et sådant omfang, at der er grundlag for at tilkende dig førtidspension.
Vi vurderer også, at der er behov for en yderligere lægelig afklaring, og eventuel behandling af din helbredstilstand. Først herefter kan kommunen tage stilling til, om din arbejdsevne er varigt nedsat i et omfang, som kan give ret til førtidspension.

Vi vurderer tillige, at der er behov for en længerevarende afklaring og udvikling af din arbejdsevne, eventuelt i et ressourceforløb.

Afklaringen skal tage hensyn til dine skånebehov, og du skal kunne have et stabilt fremmøde.
Først herefter kan kommunen tage stilling til dine fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet.

Vi vurderer derfor, at der er udviklingsperspektiv for din arbejdsevne.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af kronisk venstresidig skulderskade som følge af arbejdsulykke i 2013, kronisk seneskedehindebetændelse i venstre håndled, hælspore og navlebrok.
Du lider også af kraftig overvægt med en BMI på 51,3 og følger heraf, herunder søvnapnø og væskeansamlinger.
Det fremgår yderligere af de lægelige oplysninger, at du lider af struma
(forhøjet stofskifte), samt sekundær trombocytopeni med lavt antal blodplader og øget tendens til blødninger. Du lider desuden af skrumpelever og forstørret milt.

Vi lægger videre vægt på lægeattest til rehabiliteringsteam af 6. december 2018.
Dine smerter i skulderen er kroniske og uden yderligere behandlingsmuligheder.
Du har kronisk håndeksem, som er stationært og i passende behandling. Din søvnapnø kunne bedres, hvis du sænkede din vægt. (NEJ.)
Din navlebrok, væskeansamlinger og hælspore er kroniske.
Din blodsygdom er stationær.

Det vurderes, at du ikke er egnet til fysisk arbejde, men du vil godt kunne gennemføre en skoleuddannelse, fx en kontoruddannelse, gerne inden for logistikafdelingen.
Vi lægger tillige vægt på speciallægevurdering i Socialmedicinsk Ambulatorium, Klinisk Funktion af 29. maj 2019.

Du er tidligere forsøgt motiveret til fysioterapeutisk træning, som du ikke har kunnet eller villet deltage i på grund af smerter. Du er opereret for afklemningssyndrom i skulderen i 2017 med nogen effekt på smerter. Det vurderes, at du er optimalt behandlet for din skulderskade.

Du er dog fortsat generet af smerter ved aktiv brug og bevægeindskrænkning i venstre skulder. Du er plaget af nedsat kraft, smerter og stivhed i fingrene. Du har væskeansamlinger i benene, hvilket du er i vanddrivende behandling for.
Du anbefales, at tale med egen læge om muligheden for, at yderligere vanddrivende medicin kan afhjælpe stive led og væskeophobning i ansigtet.
Det fremgår også af speciallægevurderingen, at du er i blodtrykssænkende medicinsk behandling. Du følges med kontroller for din søvnapnø i øre-næse-hals-regi og har C-PAP-maske til natten. Du har søvnproblemer og plages af konstant træthed.

Din hustru klarer alle daglige gøremål i hjemmet.

Du har en inaktiv hverdag, der tilbringes hjemme og primært siddende i en lænestol.

Du kan ikke længere køre bil på grund af smerter og angst for at falde i søvn imens.

Det anbefales i speciallægevurderingen, at du forsøger at holde dig aktiv, da din inaktivitet forværrer dine smerter og tendens til hævede ben. Det vurderes, at der er behov for en længerevarende tværfaglig indsats, for at du kan bringes tættere på arbejdsmarkedet.

Det kan overvejes, at du deltager i et forløb med diætist, henvisning til tværfaglig smerteklinik, fysioterapiguidet træning, afdækning af eventuelt behov for hjælpemidler og på sigt etablering af en virksomhedspraktik med mentorstøtte under hensynstagen til dine skånebehov. Dine skånebehov er mulighed for at have benene oppe, fleksible arbejdstider, varierende arbejdsopgaver og -stillinger, ikke fysisk krævende arbejde, intet skulderbelastende eller gående arbejde, og gerne mulighed for hjemmearbejdsplads.

Vi lægger desuden vægt på psykiatrisk speciallægeerklæring af 28. august 2019.
Du har kroniske smerter fra lever og milt, som varierer i intensitet.
Du har bevægeindskrænkning og ømhed i det venstre håndled. Det vurderes, at du alene har somatiske helbredsproblemer, og at du har et væsentligt lavt funktionsniveau.
Der skal forventes langsom forværring af din helbredstilstand. Det er muligt, at du også lider af Sarkoidose.
Vi lægger endvidere vægt på, at du er ufaglært. Du har gennemført forskellige kurser inden for transport og har kørekort til bus, lastbil og
taxa. Du har tidligere haft en stabil og længerevarende tilknytning til
arbejdsmarkedet, senest som guide med administrative opgaver i 2015. (Nej jeg var chauffør mellem Polen og Danmark.)

Dit forsørgelsesgrundlag er kontanthjælp.

Vi lægger vægt på, at du har været i beskæftigelsesrettede tilbud, herunder CV kursuser og senest et Ufaglært til faglært-kursus i 2018.
Du har deltaget i et forløb hos Hartmanns fra 24. oktober 2016 til 16. januar 2017. Det fremgår af progressionsrapport af 31. januar 2017, at du har været mødestabil.

Du ønsker at arbejde inden for det administrative felt, eventuelt efter en uddannelse inden for offentlig administration.
Du har deltaget aktivt i det faglige forløb angående CV og jobsøgning, men du har ikke villet deltage i træningen. (Passer ikke!)
Det har ikke været muligt at etablere en praktik, da det skal vente til efter din skulderoperation i 2017. Det vurderes, at du har ressourcer, som kan bruges inden for det administrative felt i form af, at du er velstruktureret, god til at sætte dig ind i udfordrende problemstillinger og velformuleret i tal og på skrift.


Vi lægger videre vægt på, at du ikke har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud med henblik på at afklare og udvikle din arbejdsevne.
Vi lægger tillige vægt på rehabiliteringsteamets indstilling af 7. oktober 2019.
Teamet vurderer, at der ikke er beskrevet en helbredstilstand, som bevirker, at din funktionsevne er ophævet. Teamet indstiller til afslag på førtidspension og henviser til, at du skal tilbydes den almindelige beskæftigelses- og sociale indsats, som kommunen kan tilbyde.
Vi bemærker hertil, at det ikke er et krav for tilkendelse af førtidspension, at din funktionsevne er ophævet. Efter reglerne er det er en betingelse for at få tilkendt førtidspension at personens arbejdsevne er varigt nedsat, og at nedsættelsen er af et sådant omfang, at den pågældende uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.
Vi bemærker herefter, at der er et udviklingsperspektiv for din arbejdsevne.
Vi lægger vægt på, at der kan peges på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at du kan drage nytte af indsatsen, og på sigt kan forbedre din situation og blive i stand til at deltage på arbejdsmarkedet, fx i et fleksjob.

Vi henviser til, at der stadig er behandlingsmuligheder i form af eventuel yderligere vandrivende medicin, som kan afhjælpe stive led og væskeophobning i ansigtet og henvisning til tværfaglig smerteklinik. Der er også behov for, at du deltager i fysioterapiguidet træning, og at det overvejes behov for et forløb med diætist.
Vi henviser også til, at der er behov for at undersøge muligheder for, at du kan få hjælp, og eventuelt hjælpemidler, i hjemmet. Det kan være relevant, at der bliver lavet en funktionsevnebeskrivelse i eget hjem for derved at afdække, hvorvidt der er behov for støtte og hjælp i hverdagen, som kan have betydning for udvikling af dine ressourcer og arbejdsevne. På sigt vil der kunne iværksættes et længerevarende stabilt beskæftigelsestilbud, eventuelt med mentorstøtte, til afklaring og udvikling af din arbejdsevne inden for et bredt fagområde med hensyntagen til dine skånebehov og dit funktionsniveau.
Vi er opmærksomme på, at speciallæge i psykiatri vurderer, at du har et væsentligt lavt funktionsniveau, som ikke er foreneligt med arbejde af nogen art, selv ikke under rummelige eller skånsomme forhold.
Vi bemærker, at de lægefaglige oplysninger i sagen kun er et delelement blandt en række social- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer, når arbejdsevnen skal vurderes.
På denne baggrund er det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at din arbejdsevne er varigt nedsat i et omfang, der giver ret til førtidspension, og uden muligheder for bedring ved behandling og arbejdsmarkedsrelaterede foranstaltninger.
Vi forudsætter, at kommunen i samarbejde med dig tager stilling til det videre forløb.

Om reglerne

Efter reglerne er det en betingelse for at få førtidspension, at arbejdsevnen er varigt nedsat i et sådant omfang, at en person uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.
Det skal ikke blot være sandsynliggjort, men være dokumenteret bl.a. ved at alle relevante indsatser i den beskæftigelsesrettede indsats, herunder deltagelse i relevante jobafklarings- eller ressourceforløb, er udtømt.
Ressourceforløb er relevant, når der er et udviklingsperspektiv i
forhold til personens arbejdsevne.

Er det dokumenteret, eller er det på grund af særlige forhold helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved deltagelse i et ressourceforløb, skal et ressourceforløb ikke iværksættes. Vi henviser i den forbindelse til Ankestyrelsens principmeddelelse 58-18.

Efter reglerne kan en person bede kommunen om at tage stilling til, om personen har ret til førtidspension. Kommunen skal i disse tilfælde afgøre sagen på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Afgørelse på det foreliggende grundlag

Du har søgt om førtidspension på det foreliggende grundlag den 31. juli 2019, og kommunen har truffet afgørelse om påbegyndelse af sagen oktober 2019. Kommunen skal derefter træffe afgørelse om din ret til pension alene på grundlag af de allerede foreliggende oplysninger.
Ved det foreliggende dokumentationsgrundlag forstås det materiale, som allerede er udarbejdet. Kommunen skal fremskaffe dette til brug for sagsbehandlingen.
Kommunen kan ikke inddrage nye oplysninger, der er udarbejdet efter, at sagen er overgået til behandling efter reglerne om førtidspension. Din sag er overgået til behandling efter pensionsreglerne den 8. oktober 2019.

Oplysningerne fra breve af 12. marts 2020 om, at din sag skal forelægges rehabiliteringsteamet, og at virksomhedskonsulent ikke kan tilbyde dig en virksomhedspraktik, samt dit brev af 28. april 2020, som du efterfølgende har indsendt, kan derfor ikke inddrages i sagens behandling.
Vi henviser i den forbindelse til Ankestyrelsens principmeddelelse 39-17.

Disse oplysninger må derimod indgå i kommunens videre sagsbehandling for at afklare, hvilken hjælp du skal have, for at du kan blive selvforsørgende.

Vi har afgjort sagen ud fra:

Oplysninger, vi har fået fra kommunen.
Kommunens afgørelse af 29. oktober 2019.
Klagen af 25. november 2019 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Kommunens genvurdering af 10. december 2019.
Din henvendelse af 28. april 2020 med supplerende akter.
Regler
Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.
Love og bekendtgørelser
Lov om social pension (pensionsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 983 af 23. september 2019.
§ 16, stk. 1 og 3, om betingelserne for at tilkende førtidspension.
§ 17, stk. 2, om påbegyndelse af pensionssag på det foreliggende dokumentationsgrundlag.
§ 20, om betingelserne for at tilkende førtidspension.
Lov om ændring af lov om social pension og forskellige andre love, nr. 1559 af 27. december 2019.
§ 1, om ændring af § 17 i lov om social pension.
Praksis

Ankestyrelsens principmeddelelse 39-17, om førtidspension – foreliggende grundlag – rehabiliteringsteam – genforelæggelse – påbegyndelse af sag om førtidspension.
Ankestyrelsens principmeddelelse 58-18, om ressourceforløb – førtidspension – arbejdsevne – dokumentationskrav – udviklingsperspektiv.

Facebook Kommentarer