EU-Domme af betydning

I den kommende tid kan alle blive meget klogere på EU-retten.

Alt skrevet heri skal krediteres Kim Pedersen Nyberg (Herefter KPN) Senior-rådgiver hos Ægteskab Uden Grænser

KPN har nemlig fundet en stribe afgørelser fra EU-Domstolen (i det følgende blot benævnt “Domstolen”), som KNP vil dykke ned i.

Der er tale om 124 domme i skrivende stund, og omkring 20 sager mere, som er på vej gennem Domstolen.

Domstolen har til huse i Luxembourg. Dens rolle er at fortolke traktaterne, direktiver, forordninger og andre retsakter fra EU i konkrete sager, der har dels et grænseoverskridende element, dels et strejf af en generel problemstilling.

Fortolkningen sker som regel i lyset af en national retsforskrift og dens eventuelle uoverensstemmelse med EU-reglerne.

Processen er normalt den, at en sag indbringes for en national domstol, for eksempel Byretten eller Landsretten. Her kan borgeren, som er en del af tvisten, anmode retten om at afbryde retsmødet og sende nogle spørgsmål til Domstolen.

Hvis en tilsvarende sag allerede er afgjort af Domstolen, vil den lokale dommer afvise anmodningen.

Men hvis en tilsvarende sag endnu ikke har været forbi Domstolen, vil dommeren være forpligtet til at sætte retssagen på pause.

Herefter sætter dommeren sig sammen med både sagsøger og sagsøgte for at formulerer de spørgsmål, man gerne vil have svar på.

Den nationale domstol må nemlig ikke selv fortolke EU-regler. Den kompetence har Domstolen eneret på.

Spørgsmålene og alle sagens øvrige akter sendes til Domstolen, hvor den modtages og får et sagsnummer, der følger den hele vejen.

Når Domstolens administration har fået lavet et sammendrag af sagen i et dokument, er næste skridt enten en mundtlig eller en skriftlig forhandling.

Her har parterne mulighed for at møde op og give sin version af sagen.

Repræsentanter for medlemsstaternes regeringer har ligeledes mulighed for at møde op og intervenerer til fordel for en af parterne.

Repræsentanterne vil typisk være på embedsmandsniveau.

Herefter kommer sagen videre til noget, der hedder generaladvokater. Det er hentet fra fransk retspraksis, og går ud på, at en generaladvokat skriftligt skal beskrive hvor de to parter står, hvori tvisten består og herefter skrive et forslag til afgørelse.

Domstolen har et par håndfulde generaladvokater ansat, heraf den tidligere danske forbrugerombudsmand, Henrik Saugsmann Øe. I mere end 90% af sagerne, vælger dommerne at følge generaladvokaternes forslag til afgørelse.

Formålet med generaladvokaterne er, at gøre arbejdet lettere for dommerne.

Sidste step er de høje dommere. I Domstolen er der ansat én dommer fra hver medlemsstat, det vil sige i alt 27 dommere.

De er fordelt på en række afdelinger.

Dommerne må ikke tage imod ordrer fra deres respektive hjemlande, for eksempel til at stemme på en bestemt måde.

De skal være fuldstændig uafhængige, hvilket betyder, at de end ikke må være medlem af den lokale skolebestyrelse eller sportsklub.

Dommerne er ansat på livstid og udpeges af dommerstanden i oprindelseslandet.

Når afgørelsen offentliggøres, vil man aldrig kunne se stemmefordelingen.

Hele processen tager 2-3 år.

Hvem kan indbringe sager for Domstolen?

Man kan i hvert fald slå fast, at privatpersoner ikke kan indbringe sager direkte for Domstolen.

De skal som nævnt tidligere typisk igennem det nationale retssystem først. Men ellers kan samtlige offentlige administrative myndigheder og nationale domstole indbringe tvister for Domstolen.

Når jeg ovenfor skrev om at sætte sagen på pause, skal det tages helt bogstaveligt. Når først sagen er indbragt for Domstolen, må den nationale retsinstans ikke røre mere i den, før Domstolen er kommet med sin afgørelse. Herefter genoptager den nationale domstol sagen, og her er den nationale domstol forpligtet til at afgøre sagen endeligt i overensstemmelse med Domstolens dom.

Domstolens afgørelse kan ikke ankes.

Til hver dom er I meget velkomne til at debatterer og stille opklarende spørgsmål i kommentarsporet. Målet skulle gerne være, at alle kommer til at kende reglerne nærmest som professionelle, og så svarene på spørgsmål fra nye bliver toptunede. Håber I vil være med på ideen.

Det vil ikke være sådan, at der hovedløst citeres en dom eller bare lægger et link. KNP vil med sine egne ord “oversætte” til et dansk, som den almindelige borger kan forstå. Det vil blive krydret med korte citater, særligt hvis det er ting, der har haft en betydelig afspejling i senere retspraksis.

Principperne i alle nævnte domme gælder stadig i dag, med mindre andet fremgår i mine fortællinger.

Sag 6/64, Costa mod ENEL:

Vi skal langt tilbage i tiden. Faktisk helt tilbage til 1964, hvor det, vi i dag kender som EU, var forholdsvis nybagt og lige skulle finde sine ben. Sagen vi skal gå ind i i dag, var en af de allerførste fra Domstolen, den var mod Italien og handler om forholdet mellem national ret og fællesskabsret (nu EU-ret). Sagen har nr. 6/64 og hedder Costa mod ENEL.

En såkaldt fredsdommer i Milano havde taget sig den frihed, at stille Domstolen nogle spørgsmål om fortolkningen af nogle artikler i den daværende traktat. Det blev regeringen i Rom møgsure over, og erklærede, at sagen end ikke kunne realitetsbehandles af Domstolen, fordi de nationale domstole alene var forpligtede af nationale love. Sagt med andre ord, kunne Fællesskabets Domstol ifølge den italienske regering rende og hønse.

Her måtte Domstolen irettesætte den italienske regering. På det tidspunkt bestod Fællesskabet (nu EU) af Italien, Frankrig, Belgien, Nederlandene, Luxembourg og Tyskland, og de havde alle underskrevet den daværende traktat og var forpligtede af den og dens indhold.

Fællesskabet havde nemlig indstiftet en helt ny, unik retsorden, med egen Domstol, som skal sikre, at reglerne fortolkes ens hele vejen rundt. Medlemsstaterne havde således overført dele af deres suverænitet til Fællesskabet og dets institutioner (Kommissionen, Parlamentet, Domstolen og så videre), og derfor kunne hver enkelt Medlemsstat ikke foretage sine egne fortolkninger af Fællesskabsretten.

Domstolen siger ligefrem, at såfremt den italienske regering havde ret i sin påstand, ville fælleskabsretten kun være eventuel. Med andre ord: Så kunne vi lige så godt lukke, slukke og gå hjem. Så ville Fællesskabet være en død sild.Det er her vigtigt at slå fast, at EU-ret ikke står over national ret. Eller omvendt, for den sags skyld. De nationale regler skal dog være EU-konforme, som det hedder. Det vil sige, at de skal overholde EU-retten. Og nu skal man holde ørene stive, for hvis en Medlemsstat har en regel, som ikke er EU-konform, må det pågældende land gerne beholde reglen, de må blot ikke gøre den gældende i sager, hvor EU-reglerne er inde over.

Dommen her har derfor været definerende for det, der kaldes EU-rettens forrang. Hvilket blot betyder, at er der det mindste strejf af en grænseoverskridende handling (altså at nogen eller noget har krydset en landegrænse indenfor Fællesskabet/EU), skal det ikke afgøres af nationale retsregler, men af de fælles regler i EU.

Link til dommen i sag 6/64, Costa mod ENEL:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=A004264534AC3AA09F8E5FDD61E03E59?text=&docid=87399&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1284497

Sag 75/63, Unger:

I dagens afsnit om domme fra EU-Domstolen med betydning for fri bevægelighed, skal vi beskæftige os med den første afgørelse om arbejdstagerbegrebet. Lige som sag 6/64, Costa mod ENEL, som var emnet i går, er denne sag også fra 1964. Vi skal til sag 75/63, Unger.Unger var på det her tidspunkt bosat i Nederlandene (eller Holland, om man vil) og spørgsmålet var nu, hvad der ligger i begrebet arbejdstager. Både Nederlandene og de lande, der intervenerede i sagen, var enige om, at begrebet – ordet – “arbejdstager” stod i både den dagældende traktat, en forordning og nogle direktiver, men indhold var der ikke noget af. Altså hvad der skulle til, for at være arbejdstager.Kunne det mon tænkes, at medlemslandene stod frit til hver især at definerer begrebet i deres egen lovgivning, når Fællesskabsreglerne manglede det? Det var de seks Medlemsstater meget interesserede i at få belyst, og tonen var meget stille og rolig hele vejen igennem. Vi kommer senere til en opfølgende dom, hvor tonen fra Domstolen bliver noget mere kontant.Det man skal lægge særligt mærke til i Unger-dommen er, at Domstolen ikke sætter timetal eller antal uger på, men alene henholder sig til, at der skal være tale om en reel økonomisk aktivitet. I senere sager skal vi se, hvordan Domstolen udfylder de manglende huller.Noget andet man skal være opmærksom på er, at helt fra Rom-traktaten [også kaldet EØF-traktaten] blev gældende i 1957 og dermed gjorde det, vi i dag kender som EU til en realitet, og helt frem til 29. april 2006, hvor det nuværende opholdsdirektiv trådte i kraft, gjaldt den fri bevægelighed KUN for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende, tjenesteydere, pensionerede arbejdstagere og studerende. Selvforsørgende havde ingen ret til det.Fordi det ikke var alle statsborgere i Medlemsstaterne, der havde denne ret, brugte man ordet “begunstiget” om dem, der havde retten. Dengang havde man heller ikke opfundet begrebet unionsborger, så man blev i stedet omtalt som “EØF-borger”, hvor EØF står for Europæisk Økonomisk Fællesskab.Domstolen var enig med Medlemsstaterne i, at indholdet i begrebet “arbejdstager” ikke fandtes i de fælles regler, og medgav også at ordet fandtes i de daværende retsakter (det vil sige traktat, forordning og direktiver). Men Domstolen var ikke enig i, at de enkelte Medlemsstater frit kunne definerer begrebet i deres egen retsorden. Når begrebet fremgår af de fælles retsakter, har det fællesskabsretlig rækkevidde, således at det tilkommer Fællesskabet at putte indhold ind i begrebet.Resultatet er i det store og hele det, vi kender det som i dag. Altså bortset fra det med timetal og antal uger. Men at der skal være tale om en reel beskæftigelse, hvor man sidestilles med landets egne statsborgere hvad angår løn og øvrige arbejdsvilkår for tilsvarende arbejde. Og at arbejde, der udgør “et marginalt supplement” (altså så lidt, at det reelt ikke betyder noget), ikke falder ind under begrebet.

Link til dommen i sag 75/63, Unger:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=87175&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1285543

———-

Inden vi går videre, skal vi lige lave to nedslag, som har haft betydning.

Det første nedslag var i 1968. Diskussionen i Unger-sagen var blevet hørt. Fællesskabet lavede derfor en forordning (1612/68) om arbejdskraftens fri bevægelighed. Forordningen gælder ikke mere, da der er kommet en ny. Men det var en landevinding med rigtig stor betydning for dem, der udnyttede deres ret til at bo og arbejde i et andet Medlemsland. Som vi skal se i sagerne fremadrettet, har Domstolen også fortolket forordningen i en hel masse afgørelser.

Det næste nedslag skete i oktober 1972. På det tidspunkt var der en folkeafstemning i Danmark om medlemskab af EF, som det blev kaldt dengang, i hvert fald i Danmark. Der var et overvældende flertal for medlemskab. Dagen efter folkeafstemningen, gik statsministeren af. Ikke fordi han var utilfreds, men fordi han havde opnået det, han ville. Danmark trådte ind i EF 1. januar 1973 sammen med Irland og Storbritannien.

Lad os så komme videre i rækken af domme.

Sag 53/81, Levin:

Vi skal helt hen til start-firserne for at finde den næste afgørelse i rækken. Levin-sagen er en viderefortolkning af Unger-sagen, som er nævnt ovenfor.

Det Domstolen nu skulle tage stilling til var, om deltidsstillinger faldt ind under begrebet arbejdstager. Medlemsstaterne havde forstået Unger-sagen sådan, at man skulle arbejde på fuld tid, for at være omfattet. Fru Levin havde blot et deltidsjob og havde derudover en opsparing så stor, at de alene kunne leve af den, hvis det andet blev et problem.

Men enten havde Nederlandene og Danmark glemt Unger-sagen, eller også satte de med vilje Domstolen på prøve. I hvert fald mente begge lande, at det altså må være op til Medlemsstaterne selv at fylde begrebet “arbejdstager” ud i deres nationale lovgivninger. Den lille spøg, gjorde Domstolen rasende:

“Dette synspunkt kan imidlertid ikke anerkendes. Som Domstolen allerede har bekræftet det i sin dom af 19. marts 1964 (Unger, 75/63, Sml. 1954- 1964, s. 471), kan begreberne »arbejdstagere« og »lønnet beskæftigelse« ikke defineres ved henvisning til medlemsstaternes lovgivninger, men er begreber af fællesskabsretlig rækkevidde. I modsat fald ville fællesskabsreglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed blive uden betydning, fordi indholdet af disse begreber i så fald kunne fastsættes eller ændres ensidigt uden kontrol fra Fællesskabets institutioner af de nationale lovgivere, der således også ville have mulighed for efter forgodtbefindende at udskille visse personkategorier fra traktatens anvendelsesområde.”

Anfaldet var nok særligt rettet mod Nederlandene, som lige havde fået det samme at vide i dommen 18 år tidligere. Danmark var forholdsvis ny medlem, men burde have haft tid til at læse op på de – trods alt – få domme, der lå på det tidspunkt, på de 9 år, landet på daværende tidspunkt havde været medlem af EF.

Altså, hvis Medlemsstaterne selv kunne definerer begreberne, ville vi have et kludetæppe, hvor reglerne var på én måde i Tyskland, en anden måde i Frankrig, en tredje måde i Danmark og så videre. Dét kan I godt glemme alt om, var budskabet.

Tilbage til Fru Levin. Hun vandt sagen. At man vælger kun at have deltidsjobs, og dermed accepterer et lavere beløb på sin lønseddel hver måned, end folk, der arbejder fuldtids, er også en farbar vej til at påberåbe sig begrebet arbejdstager. Umiddelbart er det på en måde stadig bemærkelsesværdigt, at der ikke er sat timetal på. Men vi vil snart finde ud af, at tingene kommer drypvis fra Domstolen.

Link til dommen i sag 53/81, Levin:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=38785393B2F6C28B73917CBB41E5EB19?text=&docid=91213&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1533298

Sag 139/85, Kempf:

Blækket på Levin-sagen var knapt blevet tørt, før næste sag bankede på. Den tyske statsborger, R. H. Kempf, boede i midten af 80’erne i Nederlandene og underviste i musik 12 timer om ugen. På et tidspunkt blev han syg og modtog tre forskellige offentlige ydelser fra de nederlandske myndigheder, for at opretholde et eksistensminimum. De nederlandske myndigheder var som sådan ikke i tvivl om, at antallet af timer opfyldte kravet til arbejdstagerbegrebet. Men var han reelt arbejdstager, når han samtidig fik økonomisk støtte fra værtslandet?

Det mente både Kempf og Kommissionen, at han var, og henviste til to tidligere domme (249/83, Hoeckx, og 122/84, Schriver), hvor Domstolen slog fast, at det var en social fordel efter forordning 1612/68, og som derfor kan tilbydes arbejdstagere fra andre Medlemsstater.

Den danske og nederlandske regering var ikke helt enig i den konklusion. De mente, at hvis man ikke kunne leve af den indtægt man havde fra sin lønnede beskæftigelse, bortfaldt status som arbejdstager. Den danske regering lavede dog en helgardering ved at mene, at hvis man blev syg, mens man udførte sit arbejde, og derfor overgik til offentlig hjælp fra værtslandet, så kunne man beholde status.

Domstolen gav Kempf og Kommissionen ret. I dommens præmis 14 står følgende:

“De på dette område gældende regler skal derfor fortolkes således, at man ikke fra deres anvendelsesområde kan udelukke en person, der som deltidsbeskæftiget lønmodtager udøver en faktisk og reel beskæftigelse, alene fordi han ønsker at supplere den løn, han oppebærer i kraft af denne beskæftigelse, og som er lavere end eksistensminimum, med andre lovlige midler. Det er her uden betydning, om de supplerende midler hidrører fra formue eller arbejdsindtægter fra et familiemedlem, som det var tilfældet i Levin-sagen, eller om der som i den foreliggende sag er tale om offentlige ydelser udbetalt af bopælsmedlemsstaten, såfremt det godtgøres, at hans lønnede beskæftigelse er faktisk og reel.”

Det vil sige, at vi på det her udviklingstrin har fået fastslået, at man er arbejdstager i EU-rettens forstand, hvis man udøver en faktisk og reel økonomisk aktivitet i gæstelandet, det kan godt være deltidsjob ned til 12 timer om ugen og man kan godt få suppleret op til eksistensminimum fra gæstelandets sociale system. Domstolen er dog ikke færdig med at fylde indhold i begrebet. Det vender vi tilbage til i senere domme.

Link til dommen i sag 139/85, Kempf:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=F8D58B335D70995A10CB859860CD46C6?text=&docid=93960&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7546280

Sag C-370/90, Surinder Singh:

Begrebet “den primære fri bevægelighed” handler om, at unionsborgeren flytter fra sit eget land til et andet EU/EØS-land. Begrebet “den sekundære fri bevægelighed” er, når han eller hun flytter tilbage igen. Afgørelsen har status af doktrin, det vil sige en afgørelse, som senere domme udspringer af.

Den afgørelse vi skal kigge lidt nærmere på i dag, handler om den sekundære fri bevægelighed, og her særligt om en tredjelandsborgers ret til at følge med. I nogle af de tidligere afgørelser, for eksempel Levin, har der også været tredjelandsborgere, men de har kun været nævnt i bisætninger, fordi de ikke direkte havde noget med sagerne at gøre. I Surinder Singh trækkes de helt frem i lyset for første gang.

Ægteparret Singh, hvor han var indisk statsborger og hustruen var britisk, havde boet sammen nogle år i Tyskland, hvor de også begge havde arbejdet. Da de vendte tilbage til Storbritannien, ville de tilbyde tjenesteydelser. Surinder Singh fik en opholdstilladelse, men kort efter gik et eller andet skævt, og der blev indgivet begæring om separation. Senere blev de skilt. Alene det faktum, at der blev indgivet begæring om separation gjorde, at de britiske myndigheder ville fratage opholdstilladelsen fra Hr. Singh. De gjorde også alvor af det, således at han reelt var uden opholdsret i et stykke tid.

Sagen endte ved Domstolen. Singh krævede at få sin opholdstilladelse tilbage, for han mente, at den havde han ret til. De britiske myndigheder, derimod, var ikke overraskende lodret uenig. De mente, at når en britisk statsborger vendte tilbage til Storbritannien, var det ikke Fællesskabsretten, der var gældende. Det var i stedet de nationale regler. Briterne kunne nemlig ikke finde noget i Fællesskabsretten, der sagde, at reglerne også gælder ved sekundær fri bevægelighed.

Domstolen skar igennem. Dommens præmisser 19-20 formulerer det sådan her:

“En statsborger i en medlemsstat kunne opgive at forlade sit oprindelsesland for i en anden medlemsstat at udøve en lønnet beskæftigelse eller en selvstændig erhvervsvirksomhed i traktatens forstand, såfremt vedkommende ikke ved en tilbagevenden til den medlemsstat, hvori han eller hun er statsborger, med henblik på at udøve en lønnet beskæftigelse eller en selvstændig erhvervsvirksomhed er underlagt vilkår med hensyn til indrejse og ophold, der er mindst lige så fordelagtige som dem, vedkommende i henhold til traktaten eller den afledte ret har krav på i en anden medlemsstat.

En statsborger i en medlemsstat kunne navnlig opgive noget sådant, såfremt ikke også hans eller hendes ægtefælle og børn havde tilladelse til at indrejse og tage ophold i medlemsstaten på vilkår, der er mindst lige så fordelagtige som dem, sådanne personer i henhold til fællesskabsretten har krav på i en anden medlemsstat.”

En anden grund til briternes afvisning var, at de mente, at hvis Singh fik ret, ville Medlemsstaterne bliver oversvømmet af en syndflod af immigranter. Hertil lod Domstolen forstå, at Medlemsstaterne har ret til i deres lovgivninger at indføre regler, der forhindrer misbrug. Det er blandt andet på grund af denne dom, at man siger, at opholdsdirektivet har “analog virkning” (det vil sige tilsvarende virkning), når man vender tilbage til unionsborgerens hjemland.

Link til dommen i sag C-370/90, Surinder Singh:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=5BE62CD20A2699952D6AB7D028024B40?text=&docid=97660&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8171534

Sag C-67/74, Bonsignore

Vi går lige lidt baglæns i tid igen, for der er nogle væsentlige domme, jeg har overset fra begyndelsen. Vi skal tilbage til 1975, hvor vi har fat i en rigtig skidt karl. I hvert fald efter de tyske myndigheders opfattelse.

Hr. Bonsignore er italiensk statsborger og er flyttet til Tyskland, hvor han følger et studium. På et tidspunkt køber han et håndvåben ulovligt, og ved en senere lejlighed kommer han til at ramme sin bror ved et uheld. Broderen døde senere af sine kvæstelser.

På det her tidspunkt havde Tyskland to love. Den ene skulle beskytte EØF-borgere fra andre Medlemsstater mod udvisning, den anden skulle smide de udlændinge ud, der ikke overholdt landets straffelov i forhold til statens sikkerhed og orden.

Enden af det blev, at de tyske myndigheder ville hælde ham ud af landet som afskrækkende effekt for andre, som måske kunne finde på noget tilsvarende. Bonsignore var ikke enig, og sagen kom til Domstolen med spørgsmålet om, hvorvidt en sådan sag kunne støttes på generalpræventive begrundelser eller specialpræventive begrundelser.

Forskellen på de to er, at med generalpræventiv menes, at bare fordi noget er forbudt, så er du en alvorlig trussel, hvis du overtræder reglen. Med specialpræventiv skal den pågældende personligt, umiddelbart og helt aktuelt udgøre en overhængende fare lige nu og her for sig selv og sine omgivelser. Afgørelsen i Bonsignore ved Domstolen dannede på sin vis ikke præcedens. I fællesskabslovgivningen var der allerede regler om det, som sagde, at man ikke kan straffes med for eksempel udvisning af generalpræventive årsager.

Man kan sammenligne det lidt med gadebanderne her i Danmark. Man kan ikke dømme den enkelte til udvisning blot fordi vedkommende er medlem af en sådan bande, men man kan dømme til udvisning, hvis personen skyder vildt og summarisk omkring sig, hvorved nogen kommer til skade eller dræbes. Hvis personen kunne dømmes til udvisning blot for at være medlem af banden, ville det være en generalpræventiv foranstaltning, mens det vil være en specialpræventiv (det vil sige personlig) foranstaltning, hvis han dømmes for den faktiske kriminalitet, han har begået.

Når nu der allerede var fællesskabsregler på området, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at Domstolen dømte i overensstemmelse med dem. Tyskland kunne således ikke udvise manden med henvisning til generalpræventive begrundelser.

Link til dommen i sag C-67/74, Bonsignore:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=88721&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2975229———-

Sag C-36/75, Rutili

Hr. Rutili er italiensk statsborger, født og har boet hele sit liv i Frankrig. Her er han aktiv i fagbevægelsen. Endda så aktiv, at han anses som en trussel mod den offentlige orden. Derfor får han først en udvisning, som senere trækkes tilbage. Derefter får han forbud mod at indrejse til og bevæge sig rundt i 4 navngivne områder (i Frankrig kaldet departementer), hvoraf et af departementerne er det, hvor han selv bor. Først da han anlægger sag ved de franske domstole, kommer hans aktiviteter i fagbevægelsen frem som den egentlige årsagsbegrundelse, og som i øvrigt var formuleret i generelle termer. Men er man en farlig mand for landet, blot fordi man er aktiv i en fagforening? Hvis man koger spørgsmålene fra de franske myndigheder til Domstolen ned til en Maggi-terning, var det spørgsmålet i sagen.Domstolen starter med at gentage den nuværende artikel 45 TEUF om arbejdstagerbegrebet og hvad den indeholder, stort set ordret. Dernæst går den ind i nogle dagældende direktiver om nogle retsgarantier for vandrende EØF-borgere (i dag står de samme regler i opholdsdirektiv 2004/38, artikel 27 og 31). Til sidst går de ind i det med de generelle termer, sådan som de også gjorde i Bonsignore-dommen.

Bundlinjen blev, at arbejdstagere fra andre Medlemsstater skal behandles på samme måde som egne statsborgere i en tilsvarende situation. Og da egne statsborgere ikke kunne begrænses indrejse til og bevægelse i dele af hjemlandet, kunne kravet heller ikke gøres gældende overfor denne fagforeningsaktive person.

Link til dommen i sag C-36/75, Rutili:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=4C8E3975CD7367039DD04D54965F25A4?text=&docid=89064&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8898340

Sag C-68/74, Alaimo

Hr. Alaimo var en italiensk statsborger, som boede og arbejdede i Frankrig. Hans datter fulgte et studie i Frankrig, men blev forhindret i at tage studiet et trin videre. De lokale franske myndigheder havde nemlig besluttet, at studiestøtten kun kunne tildeles franske statsborgere. Det blev begrundet i, at hvis de skulle uddele studiestøtte til højre og venstre, kunne de ikke styre den regionale økonomi. Alaimo var ikke tilfreds med det svar. I forordning 1612/68 fandt han det juridiske krudt, han mente, han kunne bruge. Artikel 12 i forordningen bestemte følgende:»Såfremt en statsborger i en medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat«Spørgsmålet til Domstolen var, om det kun gjaldt vilkårene for selve tilmeldingen til undervisningen eller om det også gjaldt rettigheder i øvrigt, som følger af undervisningen.Domstolen svarer, at det fremgår i en såkaldt betragtning til forordningen, at alle hindringer for den fri bevægelighed for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, skal fjernes. Frankrig kunne derfor ikke opretholde synspunktet om, at uddannelsesstøtte kun kan tildeles egne statsborgere.

Link til dommen i sag C-68/74, Alaimo:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=FE3F8593EE3F81269407C894D9CCB3E8?text=&docid=88696&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=9355422

Sag C-63/76, Inzirillo

Vi bliver i Frankrig lidt endnu, men skal et par år frem i tid. Det handler stadig om undervisning af en italiensk arbejdstagers børn, men denne gang er barnet handicappet. Spørgsmålet er (lettere omformuleret), om Alaimo-dommen også gælder i en situation, hvor barnet er handicappet. Det hører med til historien, at Inzirillo’s søn er blevet voksen og aldrig har arbejdet i Frankrig.

Hvis spørgsmålet var blevet stillet i dag, ville Domstolen helt afgjort have taget artikel 3 i det nuværende opholdsdirektiv med i afgørelsen, fordi flere momenter i den artikel indgår direkte i Domstolens argumentation. Blandt andet formuleringer som “familiemedlemmer over 21 år, som forsørges af denne”. Ligesom i Alaimo, forsøgte de franske myndigheder en gang til at være protektionistiske. De mente, at den nationale lov på området kun var beregnet på franske statsborgere, som boede på fransk jord. Og de mente ikke, at den ydelse, der var blevet søgt om, overhovedet kunne falde ind under de dagældende fællesskabsretlige reglers anvendelsesområde.

Domstolen var ikke enig i den argumentation. Den nåede i stedet frem til, at den ansøgte ydelse dels var omfattet af anvendelsesområdet, dels ikke kunne fortolkes protektionistisk. Dermed tabte Frankrig 2-0 i sager om ydelser til arbejdstageres børn.Link til dommen i sag C-63/76, Inzirillo:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=89199&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=9358393

Sag C-13/73, Angenieux/Hackenberg

Vi skruer atter tiden lidt tilbage, men bliver i det franske. Hr. Hackenberg er kørende sælger (tjenesteyder) for fabrikker i Frankrig til forskellige forhandlere i Tyskland. Hovedkontoret for den virksomhed, han er ansat i, ligger i Frankrig.

Hackenberg er i Tyskland 9 måneder om året, og fordi han kører langt omkring, har han en campingvogn på slæb, når han er i Tyskland. Det, at han ikke har noget fast opholdssted i Tyskland gav nogle knaster i forhold til, hvor han er socialt forsikret, hvis noget skulle opstå. Frankrig mente nemlig, at fordi han brugte så meget tid i Tyskland, måtte han da være et tysk problem, hvis det endelig var, mens Hackenberg selv mente, at fordi arbejdsgiveren var fransk og hovedsædet lå i Frankrig, måtte han helt klart være forsikret i Frankrig.

Oveni det, var de franske myndigheder i tvivl om, hvorvidt de skulle bruge ordlyden i en gammel forordning, eller en anden ordlyd i en ny forordning, der afløste den tidligere.

Uanset hvad forskellige ankeinstanser nåede frem til, var der nogle, der var utilfredse og ankede sagen igen. Til sidst nåede den Domstolen.

Domstolen nåede frem til, at selv om Hackenberg brugte 9 måneder om året i Tyskland som kørende sælger, var han stadig ansat i Frankrig, hvorved at han er socialt forsikret i Frankrig. Det har Tyskland ingen andel i.

Link til dommen i sag C-13/73, Angenieux/Hackenberg:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=88478&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=9617381

Sag C-33/74, van Binsbergen

Nu skal vi en tur til Nederlandene igen. Den årvågne læser vil opdage, at Nederlandene er ekstremt flittige til at sende sager til Domstolen. I hvert fald indenfor de områder, som beskrives i den her serie.Hr. van Binsbergen har en sag kørende ved en form for ankenævn, hvor advokatbistand ikke er en nødvendighed. Til nogle af de møder han indkaldes til, er han forhindret i at møde op, så han giver en fuldmagt til en juridisk rådgiver. Den juridiske rådgiver er nederlandsk, taler sproget og alt er tilsyneladende perfekt. Alligevel bliver denne rådgiver afvist af ankenævnet, fordi rådgiveren nu bor i Belgien. Dermed mener ankenævnet ikke, at rådgiveren har adkomst til at repræsenterer van Binsbergen i sagen.

I afgørelsen fra Domstolen, er Domstolen for så vidt enig i, at der kan stilles betingelser op om, hvad der skal til, for at man med rimelighed ikke kan repræsenterer en person i en sag. For eksempel hvis man ikke har kompetencerne til det, og dermed potentielt gør tingene værre for hovedpersonen.De nederlandske myndigheder anfægtede dog ikke rådgiverens kompetencer. Den eneste begrundelse de kom op med var, at rådgiveren ikke boede i Nederlandene, hvor den her sag med Hr. van Binsbergen kørte. Her satte Domstolen foden ned:“Dette er imidlertid ikke tilfældet, når ydelsen af visse tjenester i en medlemsstat ikke er undergivet nogen form for kvalifikation eller faglig justits, samt når kravet om fast bopæl er afgrænset ved henvisning til statens territorium”. (præmis 15)Argumentet om, at fordi rådgiveren var flyttet til et andet land, var denne afskåret fra at repræsenterer hovedpersonen, holdt derfor ikke. Ligesom i sagerne om rigets sikkerhed og orden, må der altså ikke bruges generalpræventive eller overordnede territoriale begrundelser for afslag. Der SKAL være helt konkrete, underbyggede argumenter, for at de accepteres af Domstolen.Men som vi skal se i en række domme senere, har Medlemsstaterne det umådelig svært ved at slippe de overordnede territoriale og andre begrundelser, som ikke tåler at blive kradset i for en nærmere analyse.

Link til dommen i sag C-33/74, van Binsbergen:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=B6785F54C49E7DDD544BCBE655579D1A?text=&docid=88726&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=9791366

Sag C-39/75, Coenen

Der skulle kun gå 11 måneder, før Domstolen atter måtte have fat i ørene på de nederlandske myndigheder. Nu drejede det sig om en forsikringsagent fra Nederlandene, der boede i Belgien og ejede to firmaer. Men ellers var den overordnede problemstilling fuldstændig ens med van Binsbergen.

De nederlandske lovgivere havde åbenbart ikke helt forstået, at man godt kan være tjenesteyder i et land uden at man nødvendigvis skulle bo der. Så i Coenen fastholdt de overfor Domstolen, at både ejer og virksomhed skulle have fast adresse i landet og være registreret ved de kompetente myndigheder, for at de kunne drive virksomhed i landet. I Coenen-sagen var ingen af de krav opfyldt.Domstolen gentog principperne fra van Binsbergen: At hindringerne for den fri bevægelighed gradvist skulle fjernes og at territoriale begrundelser ikke rimer på fri bevægelighed. At man i stedet skal finde noget personligt ved den pågældende i forhold til kompetence og lignende, hvis man vil gøre sig håb om at komme forbi Domstolens kritiske pegefinger.

Link til dommen i sag C-39/75, Coenen:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=987EE9354300C2229F0F768E16E9DEE7?text=&docid=89001&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4405983

Sag C-48/75, Royer

Nu skal vi til en sag, som i den grad trækker tråde helt op til i dag, trods det, at dommen her er dateret 8. april 1976. Det vender jeg tilbage til senere i fortællingen om denne dom. Først skal vi lige kigge på, hvem denne Royer var.

Royer var en ung mand med fransk statsborgerskab. Han var gift med en fransk kvinde. I Frankrig stod han anklaget for både flere tilfælde af væbnet røveri og alfonseri. Det fremgår dog af sagen, at han på daværende tidspunkt ikke har været retsforfulgt for disse anklager.

Hans kone havde en danseskole i den belgiske by Liége, hvor hun også boede. Et eller andet sted, var Royer også en håbløs romantiker, for samtidig med, at han legede kispus med det belgiske fremmedpoliti, der konstant og hele tiden smed ham ud af landet, var han lige så hurtig til at vende rundt for at komme tilbage til hende. Problemet ifølge fremmedpolitiet bestod i, at Royer ikke søgte om en særlig opholdstilladelse for EØF-borgere, sådan som han skulle. Fordi han blev ved i en uendelighed med at vende tilbage til Belgien, blev han til sidst sat bag tremmer og anklaget for at være en trussel mod den almindelige orden og statens sikkerhed. Når man læser sagen igennem, er det lidt spøjst, at fremmedpolitiet på intet tidspunkt forholdt sig til anklagerne mod ham i Frankrig, men at de alene baserede det på hans gentagne indrejser til Belgien uden opholdstilladelse.

Nu begynder der nærmest at gå Otto Leisner i det, også set i et nutidigt perspektiv, for et af spørgsmålene til Domstolen var nemlig, hvornår opholdsretten træder i kraft. Der bliver helt konkret stillet tre scenarier op i spørgsmålet, nemlig om det er i samme sekund man sætter fod på det pågældende lands geografiske territorium, eller om det er når de kompetente myndigheder har truffet afgørelse eller først når personen har modtaget sit opholdsdokument?

Kommissionen intervenerede i sagen. Her konkluderede de, at retten til fri bevægelighed udtrykkeligt fremgår af traktaten og at Medlemsstaterne ikke kan undertrykke denne traktatfæstede ret, med mindre der er tale om, at personen er en trussel mod statens sikkerhed, sundhed eller orden. Kommissionen mente ikke, at manglen på opfyldelse af en ren administrativ procedure kunne rubriceres under statens sikkerhed eller orden.

I forholdet mellem hvornår opholdsretten træder i kraft og opholdsdokument udstedes, er Kommissionen i dommen citeret for følgende:

“Opholdsretten eksisterer klart før opfyldelsen af enhver administrativ formalitet og navnlig udstedelsen af et dokument, der alene skal konstatere denne ret, og den er uafhængig af disse formaliteter.”Læs gerne lige det – langsomt – én gang til.

Domstolen nåede til samme konklusion. Der blev henvist til traktaten, som bestemte (og stadig bestemmer i dag) at opholdsretten træder i kraft i det selvsamme øjeblik, man sætter foden på landets territorium. Domstolen gør det samtidig tydeligt, at denne ret ikke kun gælder for den begunstigede EØF-borger (nu unionsborger), men at det også gælder for vedkommendes ægtefælle og øvrige familiemedlemmer.

Den dag i dag, er der kommuner i Danmark, som nægter at visiterer unionsborgere og deres familiemedlemmer til sprogskole. De forlanger, at udlændingemyndighederne først skal have foretaget en vurdering af opholdsretten, før de kan visiterer. De bruger udtrykket at “vurderer fast, lovligt ophold” for den pågældende. Desværre for kommunerne, er dette en ulovlig praksis. Domstolen svarer sådan her:

“De forelagte spørgsmål skal følgelig besvares således, at retten for statsborgerne i en medlemsstat til at rejse ind på en anden medlemsstats område og tage ophold dér er en ret, der umiddelbart ifølge traktaten — navnlig dennes artikler 48, 52 og 59 — eller ifølge bestemmelser udstedt til dennes gennemførelse tilkommer enhver der henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde, uanset om værtslandet har udstedt opholdstilladelse eller ej.” (præmis 50)

Hvis dommen var skrevet i dag, ville der være henvist til artikel 20-21 TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde), som trådte i kraft i 2009, og hvor retten ikke længere kun gælder for arbejdstagere og deres familier.

Hvad angår sprogskole, skal man her huske, at når man er omfattet af de her regler, er sprogskole ikke en pligt. Det er alene en rettighed, og dermed op til den enkelte, om man vil tage imod tilbuddet.

Domstolen fortsætter:“Det forhold, at en statsborger i en medlemsstat har undladt at efterkomme de formelle regler vedrørende udlændinges indrejse, flytning og ophold, truer ikke i sig selv den offentlige orden og sikkerhed og kan således ikke alene retfærdiggøre hverken en udvisning eller en foreløbig frihedsberøvelse med henblik på en sådan forholdsregel.” (præmis 51)Resultatet er altså, at myndighederne i Medlemsstaterne ikke kan forlange, at udlændingemyndighederne først skal fastslå, at personen har fast, lovligt ophold, for det lovlige ophold træder i kraft længe før det tidspunkt, nemlig når personen sætter sin fod på det pågældende lands geografiske territorium. Og det uanset om vi snakker unionsborgeren eller dennes familiemedlemmer.

Næste spørgsmål til Domstolen var, om der skal være adgang til at klage. Det var nemlig sådan med Royer, at hver gang han blev pågrebet af det belgiske fremmedpoliti, blev han kørt direkte til grænsen med det samme. Domstolen svarede, at ja, det skal der være, enten i form af en egentlig domstol eller i form af et administrativt klageorgan, der kan se på tingene med friske øjne.Link til dommen i sag C-48/75, Royer:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=0FFE10F1AEDF0EF00200CBC06AB2AFB0?text=&docid=89046&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4627852

Sag C-118/75, Watson og Belmann

Folkeregistrering er overskriften på denne afgørelse fra Domstolen. Lynne Watson var en 17-årig britisk kvinde, som var kommet til Italien uden et sted at være. Alessandro Belmann var en italiensk familiefar, der tog briten under sine vinger.De stod med et problem overfor det italienske sikkerhedspoliti. Loven i Italien var nemlig sådan på det tidspunkt, at udlændinge, der rejste ind på italiensk jord, havde pligt til at melde sig hos sikkerhedspolitiet indenfor 48 timer fra man havde passeret landegrænsen. Uanset om man bare var på gennemfart eller om man havde planer om at bosætte sig i landet. Gjorde man ikke det, var strafferammen op til 3 måneders fængsel eller en bøde på 80.000 lire.Tilsvarende blev en person, som gav husly til en udlænding straffet med fængsel i op til 6 måneder og dertil en bøde på op til 240.000 lire, hvis man indenfor 24 timer ikke gik til nævnte del af politiet, for at meddele til hvem og hvorfor der var givet husly.

Det lyder måske af meget, når man kigger på tallene, men en italiensk lire var ikke ret meget værd i sammenligning med danske penge. Heller ikke på det her tidspunkt, som var i sommeren 1976.

Spørgsmålene til Domstolen var, om fristen for at melde sig ved politiet var for kort og om straffen for ikke at overholde fristerne var proportionale. Samt om disse frister var EU-konforme.Til det første spørgsmål svarede Domstolen, at udlændinge ikke altid ved, hvor de skal melde sig, og det skal de have tid til at orienterer sig om. Domstolen satte ikke tid på, men konstaterede dog, at 48 timer fra man passerer landegrænsen er alt for kort tid.Til det andet spørgsmål var svaret et klart nej. Så markante straffe stod ikke mål med det, man tilsigtede.

Til det tredje spørgsmål om konformiteten, var Domstolen heller ikke enig. Domstolen forklarede, at Medlemsstaterne er forpligtede til at lade statsborgere fra andre Medlemsstater indrejse og tage arbejde dér efter de regler, som Fællesskabsretten beskriver. At her har de fælles regler forrang. Medlemslandene er dog ikke afskåret fra at have et system til folkeregistrering, heller ikke til statsborgere fra andre Medlemsstater. Men der skal dog være en vis rimelighed i tingene.Link til dommen i sag C-118/75, Watson og Belmann:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=C206A7BF8F63B7AB3E34AE67953FBB49?text=&docid=89152&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4945297

Sag C-40/76, Kermaschek

Fru Kermaschek var statsborger i det tidligere Jugoslavien, og havde udført nogle jobs i Nederlandene og i Schweiz. Mens hun havde et arbejde i Nederlandene, fandt hun en tysk mand, som hun giftede sig med. Hun opgav i den forbindelse sit job for at flytte med ham til Tyskland. Hun fandt ikke noget arbejde dér, så hun bad det lokale tyske socialkontor om arbejdsløshedsdagpenge. Det blev hun nægtet med den begrundelse, at hun ikke har været længe nok i beskæftigelse til at have optjent retten til denne ydelse.

Det var vores hovedperson her nu ikke enig i. I forordning 1408/71 (som i dag er erstattet af forordning 883/2004), mente hun at have fundet noget, der bakkede hendes sag op. På det grundlag ankede hun sagen til en social domstol, som var i tvivl om, hvordan den pågældende tekst i forordningen skulle tolkes.Det var Domstolen til gengæld ikke. Her blev det fastslået, at tredjelandsborgere ikke kunne påberåbe sig status som “arbejdstager”. Den status tilkommer kun Medlemsstaternes statsborgere (som i dag kaldes unionsborgere), der er rejst til en anden Medlemsstat for at udføre et stykke arbejde. Følgelig har de ret til ydelsen ved arbejdsløshed.Domstolen nåede dog også frem til, at ydelsen kunne tildeles tredjelandsborgere, som er familiemedlem til en vandrende [unionsborger], selv om ydelsen ikke er optjent i det land, hvor den udbetales fra. Og det gælder også selv om ydelsen er optjent inden hun blev gift med en vandrende [unionsborger].Link til dommen i sag C-40/76, Kermaschek:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=C3485CC85E9DA885D30935BC22FD417A?text=&docid=89186&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=10867027

Sag C-71/76, Thieffry

Hr. Jean Thieffry fra Belgien, havde læst på jurastudiet og ville gerne være advokat. Han havde derfor både taget en række certifikater og hjulpet til på advokatkontorer rundt om i Europa.Da han kom til et universitet i Frankrig, fik han sit belgiske dokument ligestillet med det tilsvarende franske. Kun navnet på dokumentet havde en anden lyd. Alt hvad der var af øvrige tests, klarede manden helt uden problemer.

Men da han efter tiden på universitetet skulle ud i den virkelige verden og praktisere som advokat, mødte han modstand. Den instans, der nu skulle godkende hans papirer på uddannelsen, nægtede at anerkende det belgiske dokument, alene på baggrund af, at titlen på dokumentet var en lille smule anerledes. Sagen blev anket til Appeldomstolen i Paris, hvor han også selv arbejdede (dog i en anden afdeling), og herfra blev sagen sendt til Domstolen i Luxembourg.

Domstolen starter med at sige, at en studerende må forvente, at når hans eller hendes dokument på uddannelsesstedet bliver ligestillet og anerkendt, gælder det ikke kun i forhold til selve studiet, men også i udøvelsen af uddannelsen bagefter. I forlængelse af det, siger Domstolen, at Medlemsstaterne gensidigt skal anerkende hinandens uddannelsesbeviser umiddelbart.

Trumfen kommer naturligvis til sidst: At bare fordi ordlyden i en titel er forskellig, men indholdet ellers er fuldstændig identisk, kan det ikke føre til, at dokumentet forkastes af de nationale myndigheder. Som Domstolen har gjort opmærksom på i tidligere domme, skal der være en væsentlig forskel i selve indholdet, for eksempel, at der er tale om en helt anden uddannelse eller at kompetencerne er forskellige, for at de franske myndigheders afvisning kan forsvares.

Link til dommen i sag C-71/76, Thieffry:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=145206AC40177C1CEE45C434B211B79A?text=&docid=89328&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5344634

———-

Sag C-8/77, Sagulo m.fl.

Denne sag er en opfølgning på Royer-dommen, som kan læses ovenfor. Sagulo m.fl. tager sit udgangspunkt i Tyskland, hvor sagen har tre hovedpersoner: to fra Italien og en fra Frankrig.Fælles for dem er, at de trods flere opfordringer fra de tyske myndigheder, ikke har fået søgt om den særlige opholdstilladelse for EØF-borgere, som de skulle have. De to italienere fik derfor en bøde på 100 DM (svarer til 400 kroner) og den franske statsborger fik en på 1.200 DM (svarer til 4.800 kroner). Og da vi er tilbage i 1977, var det nogle ret heftige bøder. For den ene af dem, var der endda tale om en fængsling oveni hatten.

De tre personer ankede deres sager, blandt andet fordi tyske statsborgere, som ikke gik rundt med et lovpligtigt identitetskort, kun kunne idømmes en langt mildere bøde for en tilsvarende forseelse.Ligesom i Royer, intervenerede Kommissionen i sagen. I sit indlæg for Domstolen skrev Kommissionen, at en opholdstilladelse givet efter udlændingeloven er retsstiftende. Det vil sige, at personen først har rettigheder fra det tidspunkt, opholdstilladelsen er tildelt. Hvorimod en opholdstilladelse givet efter Fællesskabsretten (nu EU-retten) ikke i sig selv er retsstiftende, fordi opholdsretten udspringer direkte af traktaten og opholdsdirektiverne (dengang var der kun én traktat og en hel stribe opholdsdirektiver). Faktisk er sammendraget fra Kommissionen interessant læsning, også i dag, hvis man vil have noget godt juridisk “krudt” overfor genstridige kommuner, der ikke vil lade den udenlandske ægtefælle gå på sprogskole, før udlændingemyndighederne har truffet deres beslutning om “fast, lovligt ophold”.Anyway, bundlinjen i sagen blev, at såfremt man ikke kunne fremvise en opholdstilladelse, kunne man godt få en bøde. Denne skulle dog være på samme niveau, som egne statsborgere kunne få for en tilsvarende forseelse, da der ellers vil være tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet. Såfremt man opfyldte opholdsretten i traktaten og direktiverne, kunne man under ingen omstændigheder sættes bag tremmer, netop fordi en sådan opholdstilladelse ikke er retsstiftende i sig selv.I dommen gør både Kommissionen og Domstolen meget ud af at forklare den hårfine forskel på en opholdstilladelse efter national ret og efter Fællesskabsretten. En forskel som stadig eksisterer i dag, bortset fra, at man i dag ikke længere skal have en opholdstilladelse, men i stedet et EU-registreringsbevis, når man er unionsborger bosiddende i et andet Medlemsland.Link til dommen i sag C-8/77, Sagulo m.fl.:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=07EFBAED1D1F0F56FFDD7440D36D5351?text=&docid=89529&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5639905

Sag C-30/77, Bouchereau

Nu skal vi en tur til Storbritannien, nærmere bestemt London. Den franske statsborger, Pierre Bouchereau, var i 1975 flyttet til London for at arbejde, men to gange i 1977 blev han tager af London Metropolitan Police for at være i besiddelse af narkotika. Første gang fik han en betinget dom. Anden gang ville man gerne af med ham.Politiet håbede inderligt på, at besiddelse af narkotika kunne kategoriseres som en trussel mod den almindelige orden. Faktisk kunne de ikke forestille sig andet. De var dog klar over de tidligere domme om begrebet “den offentlige orden”, men hvor forbrydelsen var af en hel anden karakter (ulovligt ophold).Både Kommissionen, politiet, den britiske regering og hovedpersonen selv havde afgivet indlæg for Domstolen, og de handlede mest om nogle tekniske ting ved begreberne “offentlig orden” og “statens sikkerhed”. Den diskussion skal jeg skåne jer for her. Hvis man vil nørde i det, kan man gå ind i dommen og læse disse partsindlæg. Det korte af det lange er to spørgsmål:

1) Er besiddelse af narkotika i sig selv omfattet af de to begreber? og
2) kan tidligere straffedomme komme på tværs af retten til fri bevægelighed?

Domstolen gentog, at Medlemsstaterne gerne må straffe ulovligheder, men at straffene til udlændinge ikke måtte være strengere, end straffene til egne statsborgere for samme forseelse. En udvisning af Bouchereau ville i det konkrete tilfælde være udtryk for diskrimination på grund af nationalitet, fordi egne statsborgere i en tilsvarende situation ikke får en sådan yderligere straf oveni den almindelige straf i sager af denne art. Ergo kan besiddelse af narkotika (i de mængder, der var tale om her) ikke falde ind under begrebet “offentlig orden”.I forhold til det andet spørgsmål, slukkede Domstolen også lyset for politiet:
“Artikel 3, stk. 2 i direktiv nr. 64/221/EØF, hvorefter straffedomme ikke alene og uden videre kan begrunde sådanne begrænsninger i den frie bevægelighed, som i henhold til artikel 48 [i EØF-traktaten] retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, skal fortolkes således, at tidligere straffedomme kun kan få betydning i det omfang de omstændigheder, som har ført til domfældelserne, er udtryk for et personligt forhold, som indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden.

Som begrundelse for visse indskrænkninger i de af fællesskabsretten omfattede personers ret til fri bevægelighed forudsætter en national myndigheds henvisning til begrebet den offentlige orden under alle omstændigheder, at der, ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse indebærer, foreligger en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn.”

Link til dommen i sag C-30/77, Bouchereau:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=E68B8A519471A1DE142EB90A13D3A881?text=&docid=89572&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=11497325

Sag C-16/78, Choquet

Vi springer til november 1978, hvor emnet for Domstolen er anerkendelse af kørekort. Franskmanden Choquet var flyttet til Tyskland, hvor han blandt andet kørte rundt i sin bil. Med sig havde han sit franske kørekort. På et tidspunkt blev han indblandet i en trafikulykke, hvor han blev idømt en bøde for at køre uden førerret. Ifølge den daværende tyske færdselslov, skulle man ombytte sit udenlandske kørekort til et tysk senest et år efter, at man var flyttet til Tyskland, og Choquet havde på det her tidspunkt boet i Tyskland i et par år uden at foretage ombytning.

På det her tidspunkt var begrebet kørekort ikke nævnt nogen steder i Fællesskabsretten, omend Rådet (der består af en fagminister for hver Medlemsstat) var på vej med et direktiv om transportområdet. Domstolen havde derfor bedt Kommissionen komme med en sammenligningstabel for Medlemsstaternes praksis hvad angår reglerne for prøverne, det tidsmæssige interval mellem lægeundersøgelserne, førerbevisets gyldighedsperiode og bestemmelsen af de forskellige kategorier af motorkøretøjer. Det viste sig, at praksis var så forskellig fra land til land, at en sammenligning var helt umulig.

Derfor blev resultatet, at Domstolen gav de tyske myndigheder ret: Det var på daværende tidspunkt ikke en hindring for den fri bevægelighed at kræve, at man skulle ombytte sit kørekort i henhold til gæstelandets regler om dette.

I dag findes reglerne for gensidig anerkendelse af kørekort i direktiv 2006/126, artikel 2 og 7. Link til direktivet: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:32006L0126&qid=1619557531872&from=DA

Dommen fra 1978 er ikke udtryk for retspraksis i dag, hvor blandt andet kategorier af kørekort er harmoniseret. Enkelte principper har dog fået lov at overleve, hvilket man også kan se, hvis man sammenholder dommen fra 1978 med det nuværende direktiv på området.

Link til dommen i sag C-16/78, Choquet:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=D363EB1165F0F773FD688643E1C453FE?text=&docid=89922&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6101033

Sag C-115/78, Knoors

Vi er fremme ved den 7. februar 1979. Hr. J. Knoors, der er statsborger i Nederlandene, men bosiddende i Belgien, har sin egen VVS-forretning i Belgien. Den har han haft i mange år, og nu vil han gerne etablerer sin forretning i sit hjemland.

Indenfor visse brancher er der krav om autorisation. Således også indenfor hans fag. Han løber dog ind i en massiv mur, for de nederlandske myndigheder siger nej til samtlige hans ansøgninger og klager. Ifølge de dagældende love i Nederlandene, var der blandt andet krav til kvalifikationer, som myndighederne ikke mente, at han opfyldte. Men kradser man lidt i sagen, viser det sig, at sagen handler om noget helt andet: De nederlandske myndigheder mener ikke, at den fri etableringsret i Fællesskabsreglerne gælder i hjemlandet. De henviser blandt andet til et direktiv på området og en bestemt ordlyd deri.Domstolen fejer de nederlandske undskyldninger af bordet:

“Rådets direktiv 64/427 af 7. juli 1964 om de nærmere overgangsforanstaltninger for selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de be- og forarbejdende erhverv under CITI-hovedgrupperne 23-40 (industri og håndværk) skal fortolkes således, at personer, som er statsborgere i værtslandet, også er »begunstigede« efter direktivets artikel 1, stk. 1.”Eller sagt med andre ord: Den fri etableringsret i de fælles regler, gælder også i hjemlandet, når man vender hjem.

Link til dommen i sag C-115/78, Knoors:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=F5EB94E4AA53FE983FB496253DFB2DEB?text=&docid=90081&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=12112851

Sag C-136/78, Auer I og sag C-271/82, Auer II

Vincent Auer var oprindelig østrigsk statsborger. Som voksen uddannede han sig til veterinærdyrlæge på universiteter i Østrig, Frankrig og Italien. Senere bosatte han sig i Frankrig og blev fransk statsborger. Han hjalp til i eksisterende dyrlægepraksisser og prøvede også at starte egen praksis op. Da han startede sit eget op, mødte han massiv modstand fra den franske dyrlægestand. Det kommer vi ind på lige om lidt. Det er første gang, at det er lykkedes for samme person, at få hele to sager bragt for Domstolen. Det er forlængelser af hinanden, og derfor tages de samlet her, mest for overblikkets skyld.

Tvisterne er en udløber af Thieffry-dommen, som kan ovenfor. På den første Auer-sag, er Thieffry faktisk også Auers forsvarsadvokat ved Domstolen. Den første sag har offentliggørelse 7. februar 1979. Rådet har fremlagt to direktiver om gensidig anerkendelse af diplomer, certifikater og diverse beviser indenfor dyrlægeuddannelsen i 1978, og dem forsøger Auer at støtte sin sag op ad. Han har nemlig nogle udfordringer med den franske dyrlægestand, som dels ikke vil anerkende hans dokumenter fra Østrig og Italien, så han kan åbne sin egen praksis. De vil kun anerkende dem “akademisk”. Dels nægter de ham muligheden for at blive medlem af den franske dyrlægeforening, hvilket franskmændene stiller som absolut krav for at kunne åbne egen praksis.

Således kan man måske allerede nu fornemme, at Auer-sagerne indeholder flere lag, som jeg skal forsøge at holde styr på. Det hele står og falder dog med de to nævnte direktiver. Så lad os kigge på, hvad et direktiv er for noget. Et direktiv er lovgivning fra EF/EU, som forklarer, hvordan traktaterne skal forstås på specifikke områder. Nogle gange kaldes de et mindste-direktiv, fordi direktivet stiller nogle mindstekrav både til dem, det handler om og til myndighederne. Det skal implementeres, som det hedder, i de nationale lovgivninger, og det har Medlemsstaterne to år til.

I den nationale lovgivning må man gerne give den personkreds, som direktivet omhandler, flere rettigheder, end direktivet siger, men man må ikke give dem færre. Ligeledes er det op til den enkelte medlemsstat, om direktivet implementeres ved en bekendtgørelse, ved sin egen lov eller ved at skrive dens regler direkte ind i eksisterende lovgivning. På hvert direktiv står den dato, hvor den træder i kraft. I Auer-sagerne er der ikke nævnt nogle forordninger, men lad mig bare forklare, hvad det er for noget, når nu vi er ved det. I modsætning til et direktiv, står en forordning alene. En forordning træder i kraft i samme sekund, den offentliggøres, og den gælder i mindste detalje i samtlige Medlemsstater. Medlemsstaterne må således hverken lægge til eller trække fra. Det er traktaterne, der afgør, om en artikel i traktaten skal udlægges i et direktiv eller en forordning. De to direktiver, som Auer forsøger at bruge, er altså ikke trådt i kraft endnu (omend man kender indholdet), da den første sag kører for Domstolen.

Derfor ender Domstolen med at sige, at på denne baggrund kan han ikke bruge dem som løftestang for nuværende.22. september 1983 (altså 4½ år senere) kommer så dom nummer 2. Direktiverne trådte i kraft i 1980, så de burde allerede være gældende. Desværre for Auer, løser det ikke hans problemer. Han kan stadig ikke blive medlem af den franske dyrlægeforening og han kan heller ikke få anerkendt sine dokumenter, bortset fra på “akademisk” niveau. Det viser sig blandt andet, at Frankrig ikke har implementeret direktiverne, så nu er dyre råd gode. Hvis et direktiv ikke er implementeret til tiden eller hvis den ikke er implementeret korrekt, kan man så overhovedet gøre brug af den? Det var nu det helt store spørgsmål for Domstolen.

Domstolen starter med at minde Medlemsstaterne om deres forpligtelse til at få implementeret direktiverne til tiden, ligesom de skal være korrekt implementeret. Herefter slår Domstolen fast, at selv om et direktiv ikke er implementeret til tiden og på korrekt vis, kan borgerne dog alligevel støtte ret på det pågældende direktiv. Frankrig var derfor forpligtet til at anerkende Auers dokumenter fra universiteterne i Østrig og Italien, lade ham blive medlem af den fransk dyrlægeforening, lad ham have sin praksis og i øvrigt stoppe forfølgelsen af ham. Auer tabte dermed den første sag, men kom stærkt igen og vandt den anden sag.

Link til dommen i sag C-136/78, Auer I:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=B359F50A4318157C15101A33DF7D2E98?text=&docid=90161&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6731847Link til dommen i sag C-271/82, Auer II:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=B359F50A4318157C15101A33DF7D2E98?text=&docid=92114&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6731847

Sag C-175/78, Saunders

Det er ikke alle sager, som Domstolen har beføjelser til at træffe afgørelse i. Sådan en sag skal vi til nu. Dommen er dateret 28. marts 1979 og sagen udspiller sig i Storbritannien. Vera Ann Saunders havde haft for lange fingre og erkendt det i en straffesag mod hende. Hun havde derfor højt og helligt lovet at flytte til Nordirland og ikke komme tilbage til England eller Wales de næste tre år. Hvilket hun ikke kunne holde alligevel. Man havde åbenbart en tro på, at Nordirland, Skotland, England og Wales var fire selvstændige nationer. Men det er de ikke. De udgør tilsammen Storbritannien (eller Det Forenede Kongerige, som Domstolen normalt kalder det). Fordi de mente, at de var fire selvstændige nationer, og Fru Saunders rejste fra den ene ende af Storbritannien til den anden og tilbage igen, var hun da sikkert arbejdstager i Fællesskabsrettens forstand. Derfor sendte de et spørgsmål til Domstolen i sagen.

Domstolen gør dog opmærksom på, at der ikke er tale om fire selvstændige nationer, men i stedet fire delstater, som tilsammen udgør ét land. Ergo er det dét, som i Fællesskabsretten kaldes en rent intern sag, og dem har Domstolen ikke beføjelse til at afgøre tvister i. Det må de britiske domstole selv finde ud af. Link til dommen i sag C-175/78, Saunders:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=789C5245832E7D04F1FC370A0E2BC675?text=&docid=90041&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=12907342

Sag C-98/79, Pecastaing

Fru Josette Pecastaing, fransk statsborger, var servitrice på fortrinsvis natbarer i Frankrig. Da hun søger tilsvarende job i Belgien, bliver hun afvist af de belgiske myndigheder, fordi de havde fået besked fra de franske myndigheder, at der i forbindelse med de barer hun arbejdede på i Frankrig, var tilknyttet værelser, hvor hun tog mænd med op på. Utugt og prostitution blev af de belgiske myndigheder betragtet som en trussel mod den offentlige orden, især når det var en udlænding, der tilbød den form for service. Hun mente ikke selv, at hun gjorde noget forkert, så hun blev ved med at anke alle afgørelser, der gik hende imod. Spørgsmålet til Domstolen var derfor, om man i sager om statens sikkerhed, sundhed og orden kan gøre kort proces og smide udlændinge ud allerede efter første instans eller om de skal have lov at blive indtil samtlige retsmidler var udtømte, samt om, hvem der bestemmer, hvor længe hun kan blive i landet.

Domstolen indleder med at fortælle, at enhver udlænding, som er omfattet af reglerne om fri bevægelighed, og som står anklaget for at være en trussel mod landets sikkerhed, sundhed eller orden, skal have samme mulighed som egne statsborgere har, når der klages over administrative afgørelser. Dernæst er det de nationale myndigheder, der afgør, om udlændingen kan opholde sig i landet under hele sagen, eller om vedkommende skal forlade landet undervejs. Det skal dog sikres, at den pågældende har mulighed for at fremføre alle sine indsigelser.

Dernæst siger Domstolen, at hvis personen dømmes, må det ikke være sådan, at der går lang tid fra afgørelsen til effektueringen af udvisningen. Domstolen nævner selv et halvt års tid som et eksempel på for lang tid, fordi personens situation derved kan nå at ændre sig væsentligt, og dermed kan en udvisning muligvis ikke effektueres.Vi kommer senere til en dom, hvor spørgsmålet er, om prostitution overhovedet kan betragtes som en trussel.

Link til dommen i sag C-98/79, Pecastaing:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=D88D832673B09CF0454AD61845EC69C2?text=&docid=90371&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7657731

Sag C-110/79, Coonan, dateret 24. april 1980:

Den irske statsborger, Una Coonan, havde i sit hjemland nået den pensionsgivende alder, men flyttede til Storbritannien for at arbejde. I Storbritannien havde hun endnu ikke opnået den pensionsgivende alder. Mens hun arbejder i Storbritannien, bliver hun syg. Dengang skulle man selv indbetale til forsikring mod sygdom, arbejdsulykker med mere, og det skal man stadig i nogle Medlemsstater. I Danmark er sådan noget betalt over skatten, så det skal vi normalt ikke tænke ret meget over. Coonan havde da også betalt troligt til sine forsikringer både i Irland før hun flyttede, og i Storbritannien efter hendes ankomst dér. I Storbritannien bliver hun nægtet den efterspurgte ydelse. Sagen kommer for Domstolen. Det fremgår af referatet, at der stilles spørgsmål både til forordning 1612/68 (om arbejdstageres rettigheder) og til forordning 1408/71 (om sikringsydelser til arbejdstagere). Domstolen starter dog med at konstaterer, at førstnævnte forordning ikke er relevant i forhold til sagens kerne. Dernæst overlader den kompetencen til de nationale myndigheder at vurderer, om og i hvilket omfang en borger er forpligtet til at være forsikret, ligesom det er op til de nationale myndigheder at vurderer, hvad der skal ske, hvis en borger har betalt til sine forsikringer ved en fejl. Domstolen gentager dog, at man stadig ikke må diskriminerer på grund af nationalitet. I den juridiske litteratur kaldes det “diskriminationsforbuddet”. Link til dommen i sag C-110/79, Coonan:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=90504&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7981208

Sag C-131/79, Santillo, dateret 22. maj 1980:

Hr. Santillo er en utro mand. Han er gift og har to børn – og så besøger han andre kvinder, der ernærer sig ved prostitution. Han har arbejdet i Storbritannien siden 1967, fortæller domsreferatet. Når han besøgte de “lette damer”, gik det ikke stille for sig. Han blev nemlig både dømt for voldtægt og legemsbeskadigelse af i hvert fald to prostituerede. Han fik en dom på 8 år og efterfølgende udvisning for disse ting. Som omtalt i tidligere afgørelser fra Domstolen, skal der være en tidsmæssig forbindelse mellem en anmodning om udvisning og en afgørelse om samme. I Santillo’s tilfælde gik der godt 4½ år fra anmodning til afgørelse, hvilket Domstolen i overensstemmelse med den tidligere sag sagde, var alt for lang tid. Den skal være så kort, at omstændighederne for den anklagede ikke kan nå at ændre sig. Sagen rejste for første gang spørgsmålet om, hvorvidt enkeltpersoner er omfattet af Fællesskabsreglerne, eller om de kun gælder for myndigheder og domstole. Ligeledes rejste det tvivl om, hvorvidt anklagede skulle have ret til at anke såvel strafudmåling som en kendelse om udvisning. For det gav de britiske love ikke adgang til. Domstolen svarede, at enhver enkeltperson, som er statsborger i en Medlemsstat, er en såkaldt “berettiget person” i Fællesskabsreglerne, og derved også nyder en vis beskyttelse, når myndigheder eller nationale domstole ønsker at sætte en klo i én. Samt at vedkommende skal have mulighed for at fremføre sit forsvar, eventuelt med hjælp fra en bisidder eller advokat, sådan som de nationale regler foreskriver, at reglerne er for egne statsborgere. Afslutningsvis henvistes til et dagældende direktiv, som fortæller, at den myndighed, der anmoder om udvisning i straffesager og den myndighed, der træffer den endelige beslutning, skal være to forskellige myndigheder, og den myndighed, der træffer den endelige afgørelse, må ikke være en administrativ myndighed. Havde sagen været dansk, kunne Udlændingestyrelsen godt være den myndighed, der anmoder om udvisning i sådanne straffesager, men det skal være en egentlig domstol, der træffer den endelige beslutning. Det kan ikke være for eksempel Udlændingenævnet, da både Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet er en del af samme ministerie, og fordi at man normalt ikke kan få foretræde for Udlændingenævnet.

Selv om det direktiv, der er nævnt i dommen, ikke gælder mere, står principperne i dommen dog fast. Link til dommen i sag C-131/79, Santillo:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=06E5E397A2DB821572E03556E08F2B52?text=&docid=90536&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8291233

Sag C-149/79, Kommissionen mod Belgien (traktatbrud), dateret 26. maj 1982:

Siden starten i 1957, har de gældende traktater fastslået følgende om arbejdstagerbegrebet, nu artikel 45 TEUF:

1. Arbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Unionen.2. Den forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.3. Med forbehold af de begrænsninger, der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, indebærer den retten til:

a) at søge faktisk tilbudte stillinger
b) frit at bevæge sig inden for medlemsstaternes område i dette øjemed
c) at tage ophold i en af medlemsstaterne for der at have beskæftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder for indenlandske arbejdstageres beskæftigelse
d) at blive boende på en medlemsstats område på de af Kommissionen ved forordninger fastsatte vilkår efter at have haft ansættelse der.

4. Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for ansættelser i den offentlige administration.

Citat slut.

Den dom vi skal kigge nærmere på nu, handler om stk. 4, altså om ansættelser i den offentlige administration.

Kommissionen og Belgien havde nogle voldsomme stridigheder om, hvad der egentlig menes med stk. 4. På den ene side mente Belgien, at nærmest alle ansatte i det offentlige var afskåret fra at kunne bruge disse bestemmelser, så de havde lavet en ret lang liste over stillinger, de mente var omfattet af stk. 4. Oven i det, havde Belgien i sin egen lovgivning skrevet, at stillinger i det offentlige alene kunne besættes af belgiske statsborgere, for at beskytte mod spionage med videre. På den anden side mente Kommissionen, at Belgien havde været lige rigeligt kreative i, hvad der kan lægges i begrebet “offentlig administration”.
Da de to parter ikke kunne nå til enighed selv, måtte Domstolen tages i anvendelse. Domstolen konkluderede to ting: For det første er det forbudt kun at tilbyde stillinger til egne statsborgere, også indenfor det offentlige område. For det andet skal “offentlig administration” tolkes som den gruppe af personer, der lovgiver (det vil sige byråd, regionsråd, nationale parlamenter), tilsynsførende i forskellige grader, arkitekter og natvægtere. Mens for eksempel skolelærere, pædagoger, sagsbehandlere, gartnere og rengøringsfolk ikke kan anses for at falde ind under “offentlig administration”. Dommen her har været gældende ret lige siden. Det er således ordet “administration”, der har været det springende punkt, og ikke om man er ansat på en offentlig arbejdsplads.

Link til dommen i sag C-149/79, Kommissionen mod Belgien:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=305A08C083EE0C23F01030CB969A2C33?text=&docid=90501&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8744804

Sag C-157/79, Pieck, dateret 3. juli 1980:

Den nederlandske statsborger, Pieck, har ofte været i Storbritannien, hvor han har udført nogle småjobs, når han alligevel var der. Han kendte derfor proceduren ved den britiske grænse særdeles godt. Denne her gang var dog noget anderledes.

Han fik nemlig et stempel i sit pas med en indrejsetilladelse. Tilmed var denne tilladelse begrænset til 6 måneder. Ingen af delene var han tilfreds med. Men han var der i de 6 måneder – så godt og vel. For da han havde overskredet tiden med 2 måneder, gik han til politiet og bad om et godt råd. Den venlige betjent rådede ham til at få søgt en opholdstilladelse, men det skulle vise sig, at Pieck ikke fulgte det råd. Han lod stå til.

Noget tid senere blev han af en anden betjent bedt om at vise ID. Da Pieck ikke havde lovligt ophold ifølge de britiske love, blev han anholdt. Straffen kunne være en bøde eller en udvisning, i nogle tilfælde endda begge dele, står der i dommen. Pieck protesterede og påberåbte sig Fællesskabsrettens regler i både EØF-traktaten (nok bedre kendt som Romtraktaten), nogle direktiver samt forordning 1612/68. Han gjorde gældende, at når man bruger sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed som arbejdstager, har Fællesskabsretten forrang, sådan som Domstolen fastslog det i Costa mod ENEL (se denne sag i del 1 i denne serie). Domstolen var på lange stræk enig med Pieck. Når man udøver retten til frit at bevæge sig indenfor Fællesskabet, må der ikke sættes begrænsninger for opholdets længde og der må heller ikke sættes en indrejsetilladelse eller anden formalitet i passet. Han var dog forpligtet til at få den særlige opholdstilladelse for EØF-borgere. Da han ikke havde søgt den, trods det gode råd fra den venlige betjent nævnt tidligere, kunne han idømmes en bøde. Domstolen gjorde det samtidig klart, at en bøde i den størrelsesorden briterne ville give Pieck var for stor. Den må nærmest kun være symbolsk. Og at en udvisning for den overtrædelse Pieck havde begået, var uproportionalt.

Link til dommen i sag C-157/79, Pieck:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=662426B2B680AC587CB9C6D01D73DF55?text=&docid=90474&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=128189

De forenede sager C-115/81, Adoui og C-116/81, Cornuaille, dateret 18. maj 1982:

Den faste læser af denne serie, husker den sidste sag, der var nævnt i del 3, der omhandlede prostitution overfor begrebet “offentlig sikkerhed og orden”. Det skal vi – havde jeg nær sagt – bore lidt dybere i nu. Vi har at gøre med to franske kvinder, som arbejder på barer i den belgiske by Liège. Cornuaille har været der i flere år, mens Adoui er nytilflytter. Selvom Cornuaille har en udløbet opholdstilladelse, betragtes hun som fastboende, og myndighederne gør ikke noget i den henseende. De to damers “arbejde” går ud på at danse letpåklædt i nogle vinduer og på den måde inviterer kunder ind i forretningen, og nogle af dem videre ind bagved, hvor kunderne kan få lettet trykket mod betaling.

Det finder myndighederne ud af, og vil have dem begge to smidt ud, fordi myndighederne stadig betragter prostitution som en trussel mod den offentlige orden. Herfra får de to sager rigtig mange lag, men de er også ens, bortset fra ovenstående forskelle. Derfor har Domstolen forenet dem.

Det første, der skal findes ud af, er om en Medlemsstat overhovedet kan smide statsborgere fra andre Medlemsstater ud af landet, når det udførte “arbejde” for det første ikke er forbudt i landet, og hvor man for det andet ikke griber ind over for egne statsborgere, der ernærer sig på samme eller tilsvarende måde.

Her svarer Domstolen:

“Undtagelsesbestemmelserne i [EØF-]traktatens artikler 48 og 56 giver medlemsstaterne beføjelse til, når de grunde, som er nævnt i bestemmelserne, foreligger, at træffe visse foranstaltninger over for statsborgere fra andre medlemsstater, navnlig foranstaltninger, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden. Medlemsstaterne kan ikke bringe tilsvarende foranstaltninger i anvendelse over for deres egne statsborgere, idet staten ikke kan udvise sine egne borgere fra det nationale område eller forbyde dem indrejse. En sådan forskelsbehandling, som vedrører arten af de foranstaltninger, der kan træffes, må derfor tillades, men på den betingelse, at den kompetente myndighed i en medlemsstat ikke ved udstedelsen af de nævnte foranstaltninger baserer sin beslutning på en bedømmelse af visse former for adfærd, som indebærer, at statsborgere fra andre medlemsstater behandles vilkårligt.” (præmis 7) Herefter henviste Domstolen til Bouchereau-sagen, som du kan læse i del 1 i nærværende serie, og tilføjer at:

»Selv om medlemsstaterne ikke efter fællesskabsretten er forpligtet til indbyrdes at anvende en ensartet værdiskala for bedømmelsen af en adfærd, som kan være i strid med den offentlige orden, kan adfærden ikke være så alvorlig, at den begrunder indrejse- eller opholdsrestriktioner på en medlemsstats område over for en statsborger fra en anden medlemsstat, når medlemsstaten ikke træffer repressive foranstaltninger eller andre egentlige og effektive foranstaltninger til bekæmpelse af den udviste adfærd over for sine egne statsborgere.« (præmis 8 )
Næste spørgsmål emmer af forskelsbehandling, for Belgien havde ikke noget imod prostituerede fra nogle lande, samtidig med at de afviste “kolleger” fra andre lande. Må man tage generalpræventive foranstaltninger i brug her? Hvad mener Domstolen om det?, ville de nationale myndigheder gerne vide. Her gør Domstolen kort proces, og beder de belgiske myndigheder om at læse Bonsignore-dommen (ligger i del 1) igen. Altså at der til enhver tid skal tages udgangspunkt i den pågældendes personlige forhold og at generalpræventive ting derfor er forbudt. Men hvad så, hvis personen er smidt ud af landet én gang for at udføre den form for “arbejde” og derefter genindrejser dertil i den hensigt at fortsætte på samme måde? De belgiske myndigheder nægtede at realitetsbehandle en ny ansøgning om opholdstilladelse, og spørgsmålet er her, om myndighederne “bare sådan” må feje den af bordet med henvisning til det syndige erhverv.

Domstolen svarer:

»Hvad angår muligheden for, at en person, over for hvem der er truffet beslutning om udvisning fra en medlemsstats område, atter kan rejse ind på den pågældende stats område og dér forny sin ansøgning om opholdstilladelse, må det understreges, at enhver statsborger i en medlemsstat, som ønsker at søge en stilling i en anden medlemsstat atter kan ansøge om en opholdstilladelse. Indgives ansøgning herom inden for en rimelig frist, er den kompetente administrative myndighed i modtagerstaten forpligtet til at behandle den og navnlig tage hensyn til de anbringender, ansøgeren gør gældende som bevis for, at de forhold, der begrundede den første udvisningsbeslutning, har ændret sig. Er der imidlertid truffet en efter fællesskabsretten gyldig beslutning om udvisning af vedkommende, som fortsat har retsvirkning, og som dermed udelukker vedkommende fra den pågældende medlemsstats område, har den udviste ikke efter fællesskabsretten ret til at rejse ind på nævnte stats område, så længe hans fornyede ansøgning stadig er under behandling.« (præmis 12)

Dermed satte Domstolen et endegyldigt punktum i spørgsmålet om, hvorvidt prostitution er en trussel mod rigets sikkerhed, sundhed og orden samt om hvorvidt Medlemsstaterne kunne hindre EØF-borgere i at krydse landegrænser i dette øjemed.Men vi er slet ikke færdige endnu…..Hvordan skal et afslag se ud?, spørger de belgiske myndigheder. Her svarer Domstolen i præmis 13, at afslaget skal være så detaljeret og klar, at vedkommende kan føre sit forsvar mod det. Men det skal også være på et sprog, som vedkommende forstår. Myndighederne må således ikke skrive et afslag på italiensk, hvis vedkommende ikke forstår det sprog. Eller på engelsk, hvis det er uforståeligt for personen, det drejer sig om.Herfra går vi over i en helt anden boldgade, for de belgiske myndigheder har stillet et hav af spørgsmål. Nu skal det handle om de processuelle garantier og om, hvordan et klagenævn må være sammensat.

Præmis 14 sammenfatter spørgsmålene sådan her:

“Disse spørgsmål drejer sig i det væsentlige om, hvorledes den »kompetente myndighed« i artikel 9 i direktiv 64/221 skal være sammensat, hvilke stillinger de personer, der har sæde i myndigheden, indtager, varigheden af deres embedsperiode, den eventuelle forbindelse mellem dem og den myndighed, der aflønner dem, de nærmere regler om indbringelse af sager for myndigheden samt de for denne myndighed gældende regler om sagsbehandling.”De fleste af disse spørgsmål overlader Domstolen til de nationale myndigheder at bestemme. Domstolen slår dog fast, at klagenævnet skal være fuldstændig uafhængig af andre myndigheder og ikke må tage imod ordre til at afgøre sager på bestemte måder. Samt at personen ikke må stilles ringere, end værtslandets egne statsborgere bliver behandlet ved tilsvarende nationale ankenævn.

Link til dommen i de forenede sager C-115/81, Adoui og C-116/81, Cornuaille:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=9201CCC051371A012C96490DBB288312?text=&docid=91473&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=401697

De forenede sager C-35/82, Morson, og C-36/82, Jhanjan, dateret 27. oktober 1982:

Når man læser domsreferatet igennem, er der ingen tvivl om, at de to damer, Morson og Jhanjan, kender hinanden. De er begge surinamske statsborgere, begge har børn med nederlandsk statsborgerskab, de gennemgår en fuldstændig ens sag ved de nederlandske myndigheder, ved den samme nationale domstol og på samme tid. Og de bliver begge forsørget økonomisk af deres nederlandske børn. Der er ingen forskelle der overhovedet.

De har lagt en strategi: De vil til Nederlandene og bo hos deres børn. Til det formål bruger de nogle Fællesskabsregler som løftestang. Nemlig det, der nu er artikel 2, stk. 2, litra d) i direktiv 2004/38, hvor der står, at forældre er såkaldt “berettigede” personer. At de nederlandske børn aldrig har boet eller arbejdet udenfor hjemlandet, ser de to damer som en uvæsentlig detalje.

Begge to er samtidig nogle stædige damer, der ikke tager et nej for et nej. De kæmper med alt, hvad de har. De holder fast i, at deres børn er arbejdstagere. Flere forskellige myndigheder i Nederlandene siger nej til det og siger derfor også i første omgang nej til, at sagerne skal for Domstolen. Her træder stædigheden for alvor i karakter, for afslaget medfører blot, at de begge to henviser til reglerne om, at hvis der opstår en tvist om en Fællesskabsregel, så skal Domstolen spørges, da Medlemsstaterne ikke selv må afgøre sådanne sager.

Den nederlandske Højesteret stiller derfor to spørgsmål til Domstolen:

1. Er børnene arbejdstagere i Fællesskabsrettens forstand, sådan som de to mødre fastholder, når børnene aldrig har boet eller arbejdet udenfor hjemlandet?

2. Hvornår er en national domstol forpligtet til at stille spørgsmål til Domstolen? Til det første spørgsmål er Domstolen enig med de nationale myndigheder i, at der ikke er tale om arbejdstagere i Fællesskabsrettens forstand, netop fordi disse børn aldrig har krydset en landegrænse for at bo og arbejde i en anden Medlemsstat. Det er i stedet det, der kaldes “et rent internt forhold”, og det afgøres alene nationalt. Til det andet spørgsmål svarer Domstolen, at alle nationale myndigheder og domstole er berettigede til at stille spørgsmål til Domstolen, når der opstår tvister af Fællesskabsretlig karakter, som ikke tidligere er afgjort af Domstolen. Og at såfremt en sag er kommet så højt op i det nationale retshieraki, at sagerne ikke kan ankes, ligger der en egentlig pligt til at spørge Domstolen, hvis tvisten stadig består. Det betyder, at hvis Domstolen tidligere har svaret på det samme spørgsmål i en tidligere sag, vil Domstolen nægte at realitetsbehandle den nye sag og i stedet henvise til den tidligere afgørelse. Og at såfremt et spørgsmål (eller et opfølgende spørgsmål) ikke har været stillet tidligere, har myndighederne en direkte pligt til at spørge Domstolen, hvordan tingene skal fortolkes. Det gælder i særlig grad, hvis en sag er nået til landets højeste domstol og sagen ikke kan ankes derfra.

Link til dommen i de forenede sager C-35/82, Morson, og C-36/82, Jhanjan:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=A83CB288C63E461C4C1C27DDDBC9E5B3?text=&docid=91876&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=729988

———-

Sag C-180/83, Moser, dateret 28. juni 1984:

Den tyske statsborger, Hans Moser, er ved at uddanne sig til lærer i den tyske delstat, hvor han altid har boet. For at han kan blive folkeskolelærer, skal han bestå to kurser, og her hindres han i at komme på kursus nr. 2, hvilket begrundes i hans politiske tilhørsforhold. Moser mener, at det hindrer ham i at gøre uddannelsen færdig og at han således hverken kan blive lærer på en friskole eller i en anden Medlemsstat.

Her måtte Domstolen igen træde på bremsen. Der er tale om et rent internt forhold, fordi manden aldrig har boet og arbejdet i en anden Medlemsstat. At han påregner at ville arbejde i en anden Medlemsstat efter uddannelsen er færdiggjort, betragter Domstolen som et hypotetisk spørgsmål, som Domstolen ikke kan tage stilling til, førend manden faktisk står i situationen i en anden Medlemsstat.

Link til dommen i sag C-180/83, Moser:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=8422082A873A37E457D43AD81D5DCB46?text=&docid=92591&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1206092

Er der et demokratisk underskud i EU? Det er der delte meninger om, så lad os kigge lidt på, hvordan det faktisk ser ud.
Vi starter i Kommissionen, som kan sammenlignes med en regering. I Kommissionen sidder der ét medlem fra hver Medlemsstat. Dette medlem kaldes en kommissær og udpeges af hjemlandets regering. Kommissæren må ikke favoriserer egen hjemlands interesser, men er forpligtet til at favne hele Fællesskabets interesser inden for det fagområde, som den pågældende er kommissær for. Hver gang en ny Kommission træder til, skal samtlige kommissærer igennem en høring i Parlamentet, og hvis blot én kommissær ikke kommer gennem Parlamentets kritiske blik, falder hele Kommissionen. Det er Kommissionen, der har den såkaldte serve-ret til at fremsætte lovforslag. Blandt Kommissionens andre opgaver er at omsætte Det Europæiske Råds beslutninger til lovforslag, at overvåge Medlemsstaternes lovgivninger og praksis og om nødvendigt indbringe sager om traktatbrud for Domstolen. Kommissionen kan dog ikke vedtage direktiver og forordninger. Parlamentet er det eneste organ i EU, hvortil der er direkte valg. Altså hvor vi vælgere kan stemme folk ind eller ud. I mange år havde det ingen magt overhovedet, hvilket også var årsagen til, at den tidligere britiske premiereminister, Margeret Thatcher, kaldte det et Mickey Mouse-parlament. Uanset hvad man mener om det udtryk, blev det taget alvorligt, og Parlamentet fik delvis magt. Blandt andet skal Parlamentet høres, når Kommissionen udsender et lovforslag; i en række tilfælde er de også med til at vedtage disse. Derudover laver Parlamentet stakkevis af rapporter om alle mulige problemstillinger hvert eneste år. Danmark har 13 pladser ud af godt 700 pladser. Tyskland og Frankrig har flest pladser, fordi de er de to folkerigeste lande i EU.

Det Europæiske Råd, er der, hvor stats- og regeringschefer holder deres halvårlige topmøder. Fra Danmark er det statsministeren, der deltager her. Her diskuteres relevante aktuelle emner, ligesom de udstikker kursen for hvor EU skal bevæge sig hen. Det Europæiske Råd har ikke mandat til at udstede egentlig lovgivning, men er kun retningsgivende.

Ministerrådet (nogle kalder det blot Rådet) er et andet organ. Det består af medlemsstaternes fagministre. Handler det om trafik, er det trafikministrene, der mødes. Er emnet udlændinge, er det ministrene med det ressortområde, der stikker hovederne sammen om det runde bord. Rådet deltager som afsender på alle direktiver (ofte i selskab med Parlamentet) og forordninger.

Sag C-249/83, Hoeckx, dateret 27. marts 1985:

Vera Hoeckx er nederlandsk statsborger, bosat i Belgien. Her bliver hun arbejdsløs og får en social ydelse, som kaldes Minimex, hvis formål er at sørge for, at folk mindst har et eksistensminimum. Hun bliver rastløs over, at hun ikke kan finde et arbejde i Belgien, så hun rykker videre til Frankrig. Det virker heller ikke for hende, så hun rykker forholdsvis hurtigt tilbage til Belgien, hvor hun igen får Minimex. Turen til Frankrig og tilbage igen gentager sig. Og atter beder hun om Minimex. Men nu er de belgiske myndigheder ikke længere villige til at udbetale ydelsen til hende. I den belgiske lov om ydelsen står nemlig, at man skal have boet i landet i mindst 5 år, hvis man er udlænding, for at kunne få den. Da hun havde været i Frankrig ad et par omgange, opfyldte hun ikke længere kravet om 5 år i Belgien. 5 års kravet gjaldt ikke for belgiske statsborgere. De kunne i princippet have været i udlandet hele deres liv og få ydelsen straks ved hjemkomst. Myndighederne i Belgien var overbeviste om, at Minimex var en social forsorg efter forordning 1408/71. Det var Domstolen ikke enig i. Den konstaterede i stedet, at ydelsen var en social fordel efter forordning 1612/68.Herefter tog Domstolen fat i diskriminationsforbuddet. Forskelsbehandlingen af egne statsborgere på den ene side, og andre statsborgere på den anden, hvad angår sociale fordele, er forbudt, fordi det udgør en hindring for den fri bevægelighed. Link til dommen i sag C-249/83, Hoeckx:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=22E8E8DDA38301786232BEF4433CE51B?text=&docid=92812&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1366362

Sag C-59/85, Reed, dateret 17. april 1986:

Nu skal faste samlevende (det vil sige ugifte par) være ekstra opmærksomme, for sagen her omhandler lige netop sådanne par.Den britiske kvinde, Ann Florence Reed, var flyttet til Nederlandene (Holland), hvor hun delte bolig med en britisk mand. Da sagen her kommer op for de nederlandske myndigheder, har parret allerede boet sammen i 5 år i landet.Da hun skulle forlænge sin opholdstilladelse, fik hun afslag med den begrundelse, at Fællesskabsreglerne ikke nævnte faste samlevende med et ord. Der var kun nævnt “ægtefæller”. Samtidig kunne udenlandske statsborgere, som var i et ugift parforhold med en nederlandsk statsborger godt få lov at bo i landet. Reed foretog det, der kaldes en “dynamisk fortolkning” af begrebet “ægtefæller”, og endte med at ligestille faste samlevende med ægtefæller. Dynamisk fortolkning kan godt oversættes til, at man kigger ud i virkeligheden og ser, hvordan den hele tiden forandrer sig, og der er man nødt til at følge med udviklingen. Hun havde dog gjort regning uden vært, for Domstolen var ikke enig i hendes fortolkning. Domstolen begrundede det med, at i den betydning begrebet “ægtefælle” bruges i Fællesskabsreglerne, henviser det udelukkende til gifte par. Hun fik dog reddet den hjem alligevel. For Domstolen var ikke glad for den forskelsbehandling, som nederlandsk lovgivning gav rent udenlandske par. Domstolen gjorde det således klart, at hvis en Medlemsstat accepterer, at egne statsborgere kan bo papirløst med en udlænding, skal rent udenlandske par i en tilsvarende situation behandles på samme måde.

Link til dommen i sag C-59/85, Reed:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=93653&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1423161

Sag C-66/85, Lawrie-Blum, dateret 3. juli 1986:

Deborah Lawrie-Blum er britisk statsborger. Hun er flyttet til Tyskland, hvor hun er i gang med en uddannelse som skolelærer. Hun støder dog ind i problemer, for lovgivningen i den tyske delstat hun bor i, bestemmer, at man for at bestå visse prøver skal være tysk statsborger.Oveni det kommer tyskerne med forklaringer om, at en skolelærer slet ikke falder ind under begrebet “arbejdstager”, og at på grund af undtagelsesbestemmelsen om, at reglerne ikke gælder for personer i den offentlige administration, så er der bare lukket helt af, fordi uddannelsen foregår i offentligt regi.

Det giver Domstolen anledning til at tolke videre på begrebet “arbejdstager”. Man er arbejdstager, hvis man præsterer en ydelse og får løn for dette, og såfremt arbejdet sker på en anden persons anvisninger. Eller på almindelig dansk: Du har en chef over dig, som du står til ansvar for i dit arbejde. Og han/hun betaler dig løn for det arbejde, du udfører. I Levin-sagen (se del 1) var Domstolen meget tydelig med, at det ikke tilkommer Medlemsstaterne at definerer fællesskabsretlige begreber, fordi de derved “efter forgodtbefindende kunne udskille visse persongrupper” uden at Fællesskabet kunne holde lidt hånd i hanke med det. Det er ret tydelig, at tyskerne lige præcis i den her sag forsøger dette, men Domstolen får det stoppet, ved blandt andet at minde om, at det altså ER Domstolen, som har enekompetencen til at definerer begreberne. Herefter henviser Domstolen til andre domme, herunder to sager om traktatbrud (ikke nævnt i denne serie), der viser, at personer som Lawrie-Blum ER at betragte som arbejdstager i Fællesskabsrettens forstand og at den dér undtagelsesbestemmelse om offentlig administration alene gælder de folkevalgte politikere i byråd, regionsråd med videre. En lærerkandidat underviser ganske vist skolebørn, men “magten” er markant anderledes end for de folkevalgte politikere. Link til dommen i sag C-66/85, Lawrie-Blum:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=27FDE21CB6DB1A843B9542A8E33DBE15?text=&docid=93767&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1809742

Sag C-316/85, Lebon, dateret 18. juni 1987:

Vi hopper over grænsen fra Tyskland til Belgien, hvor vi finder den franske statsborger, Marie-Christine Lebon. Hun har alle sine dage boet i Belgien, bortset fra et par år, hvor hun arbejdede i Frankrig. Da hun kommer tilbage til Belgien, søger hun om ydelsen Minimex, som også har været beskrevet i Hoeckx-dommen ovenfor. Den krølle, man skal bemærke i denne sag er, at hendes far har været arbejdstager i Belgien, men er på det her tidspunkt gået på pension. I alle hans arbejdsår, har han forsørget sin datter, som har boet hjemme hos ham. Nu hvor han er på pension, er hans forsørgelse af hende stoppet, og spørgsmålet er derfor, om hun er berettiget til Minimex på det grundlag. Domstolen analyserer sig frem til, at det er hun ikke. Den forklarer, at hvis hendes far stadig havde arbejdet, ville hun være berettiget til ydelsen, da man ikke kan forlange at faderen skal forsørge sit voksne afkom 100%. Han arbejder blot ikke længere. Han er gået på pension, og derved er han ude af stand til at understøtte sin datter økonomisk. Når denne understøttelse fra et familiemedlem ikke længere eksisterer, ryger retten til sociale ydelser fra det offentlige også.

Det næste spørgsmål fra de belgiske myndigheder er, om man må gå ind i en årsagsanalyse af, hvorfor dette familiemedlem har stået for forsørgelsen. Også her siger Domstolen nej. Hvis det er godtgjort, at der har været en faktisk forsørgelse, skal myndighederne ikke bore i årsagen hertil, da det ikke er relevant. I det sidste spørgsmål bliver de belgiske myndigheder spekulative, men det giver Domstolen anledning til at sondre mellem begreberne “arbejdstager” og “arbejdssøgende” for første gang. Med henvisning til nogle forordninger, bliver der spurgt til, om en arbejdssøgende nyder de samme sociale og skattemæssige fordele, som en arbejdstager. Og om den arbejdssøgende kan indrejse på en anden Medlemsstats område og søge job der, eller om vedkommende skal have et job på hånden i gæstelandet, inden man kan ankomme til den pågældende Medlemsstat? Domstolen svarer i præmis 26:

“Det bemærkes, at retten til ligestilling med hensyn til sociale og skattemæssige fordele kun gælder for arbejdstagere. Personer, der flytter for at søge beskæftigelse, er kun omfattet af ligestillingen, for så vidt angår adgangen til beskæftigelse i henhold til [EØF-]traktatens artikel 48 og artiklerne 2 og 5 i forordning nr. 1612/68.”Ergo kan jobsøgende i andre Medlemsstater ikke få de samme sociale og skattemæssige fordele, som arbejdstagere. Og med sin formulering “Personer, der flytter for at søge beskæftigelse”, udelukker Domstolen, at det kan kræves, at personen har et job på hånden i gæstelandet, inden man flytter dertil. Man kan således godt rejse til det pågældende land og derfra finde ud af, hvilke jobmuligheder, der findes. I Antonissen-dommen, som kommer senere i denne serie, går Domstolen dybere ind i denne forskel mellem en arbejdstager og en jobsøgende. Link til dommen i sag C-316/85, Lebon:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=A9E4E68FB482EA954390DD5C6373EC61?text=&docid=94346&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1965909

Sag C-39/86, Lair, dateret 21. juni 1988:

Hvis man nu skipper sit arbejde eller bliver fyret, og derefter tager en uddannelse, kan man så bevare sin status som arbejdstager? Det er emnet i denne sag, hvor en fransk kvinde står i lige netop den situation. Hun hedder Sylvie Lair og boede i Tyskland, hvor hun i godt 2½ år arbejdede som bankfunktionær. Derefter flakkede hun ind og ud af jobs og omskoling i nogle år. Hun vælger i dette virvar, at sige sit job op og kaste sig over en universitetsuddannelse om romansk og germansk litteratur, hvilket længe har været en passion for hende. Ville dette hop betyde, at hun mistede sin status som arbejdstager? Ifølge domsreferatet kunne de tyske myndigheder ikke finde noget i Fællesskabsreglerne, der fortalte om det, og så måtte man jo spørge Domstolen, om de kunne trylle noget frem. Det kunne Domstolen godt, omend det blev medgivet, at tingene bestemt ikke fremgik særlig tydelig. Domstolen fandt en række paragraffer (som i fællesskabsreglerne hedder artikler) frem, og ved at kombinerer dem, nåede Domstolen frem til, at såfremt man enten finder et nyt job ret hurtigt eller hvis man tager en uddannelse eller en efteruddannelse, som ligger i forlængelse af det arbejde, man lige har haft, bevarer man status som arbejdstager.Link til dommen i sag C-39/86, Lair:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=7B0B4FCEA5726E537BE5CD118AEDE253?text=&docid=94592&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2268687

Sag C-197/86, Brown, dateret 21. juni 1988:

Så skal vi en tur til Skotland. Her har Steven Malcolm Brown, der både har britisk og fransk statsborgerskab, sit hyr med at få uddannelsesstøtte fra staten. Han er i gang med at blive elektroingeniør på et universitet. Første spørgsmål er, om en universitetsuddannelse falder ind under begrebet “faglig uddannelse” i Fællesskabsreglerne. Hertil svarer Domstolen:

“… at en uddannelse, der fører til en kompetence inden for et erhverv, et fag eller en bestemt beskæftigelse, eller som bibringer den særlige færdighed, der kræves for at udøve nævnte erhverv, fag eller beskæftigelse, henhører under begrebet faglig uddannelse…” (præmis 10), og: “Det bemærkes, at en uddannelsesinstitution ikke kan betragtes som en faglig uddannelsesinstitution i den nævnte bestemmelses forstand, blot fordi der på institutionen gives en vis faglig uddannelse. Begrebet faglig uddannelsesinstitution er snævrere og omfatter udelukkende sådanne institutioner, der giver en undervisning, som enten er integreret i en erhvervsmæssig beskæftigelse eller har snæver tilknytning hertil, f. eks. undervisning i læretiden. Universiteter opfylder ikke disse kriterier.” (præmis 12).Andet spørgsmål er, om udlændinge kan få både studieafgifter betalt og få stipendier til at leve af? Domstolen svarer, at såfremt indlændinge (altså egne fastboende statsborgere) kan få det, kan udlændinge også få det. Og at forskelsbehandling er forbudt. Tredje spørgsmål: Hvis man nu kun har arbejdet i 8 måneder og derefter springer på en uddannelse, har man da stadig status som arbejdstager? Ja, hvis uddannelsen fagligt ligger i forlængelse af det tidligere job, bevarer man sin status som arbejdstager gennem hele uddannelsen. Der kan i øvrigt ikke stilles krav om, hvor længe personen skal have været beskæftiget forud for påbegyndelsen af uddannelsen, for at få arbejdstagerstatus.
Fjerde spørgsmål: Hvis der ikke har stået en arbejdsgiver i den anden ende af uddannelsen for at trække kandidater til sig, ville man så i dette tilfælde være berettiget til studiestøtte? Nej, svarer Domstolen.
Til det femte spørgsmål gøres opmærksom på, at Brown’s forældre tidligere har boet og arbejdet i Storbritannien, men flyttede til Frankrig før Brown blev født. Nu er spørgsmålet så, om han kan udnytte reglerne med status som “barn af arbejdstager” i Fællesskabsretten. Det afviser Domstolen med henvisning til forældrenes flytning før han blev født. Link til dommen i sag C-197/86, Brown:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=694E94D2387BD7FF97B988A286CE5D57?text=&docid=94667&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=3010105

Sag C-186/87, Cowan, dateret 2. februar 1989:

Den britiske statsborger, Ian William Cowan, havde været et kort smut i den franske hovedstad som turist. Her blev han overfaldet ved en metrostation. Overfaldet var så voldsomt, at han fik langvarige skader af det, og gerningsmændene var som sunket i jorden. Han bad derfor om en erstatning fra de franske myndigheder, hvilket han blev nægtet. Man skulle enten være fransk statsborger eller man skulle have et opholdsbevis, for at være berettiget til erstatning fra den franske stat. Eller også skulle Frankrig have en særlig aftale med voldsofrets hjemland om gensidighed. Cowan mente ikke, at disse krav stemte overens med Fællesskabsretten, så han anlagde sag og den kom til Domstolen. Han var helt overbevist om, at der var tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet. Domstolen var fuldstændig enig:

“Det følger af det i [EØF-]Traktatens artikel 7 indeholdte forbud mod »al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet«, at personer, der befinder sig i en fællesskabsretligt reguleret situation, skal behandles nøjagtig ligesom den pågældende medlemsstats egne statsborgere. I det omfang forbuddet finder anvendelse, må en medlemsstat derfor ikke lade en sådan persons rettigheder være betinget af, at den pågældende er bosat på statens område, når landets egne statsborgere ikke behøver at opfylde denne betingelse.” (præmis 10)“Det bemærkes yderligere, at retten til ligebehandling følger direkte af fællesskabsretten og derfor ikke kan gøres betinget af udstedelse af en tilladelse fra myndighederne i den pågældende medlemsstat (jfr. herom dommen af 3. juli 1980 i sag 157/79, Pieck, Sml. s. 2171).” (præmis 11) Pieck-dommen er drøftet ovenfor.“Endelig bemærkes, som Domstolen første gang fastslog i Frilli-dommen (dom af 22. juni 1972 i sag 1/72, Sml. 1972, s. 109), at det i fællesskabsretten indeholdte krav om ligebehandling ikke må gøres betinget af, at der er indgået en aftale om gensidighed mellem den pågældende medlemsstat og det land, hvori vedkommende er statsborger.” (præmis 12) Frilli-dommen er ikke medtaget i denne serie.Domstolen går dermed ind og udvider personkredsen, der er omfattet af Fællesskabsreglerne, til også at omfatte turister fra andre Medlemsstater. I en anden sag ved Domstolen, var en statsborger fra en anden Medlemsstat på gennemfart i Tyskland, hvor han blev direkte part i en trafikulykke. I den sag blev det også kendt for ret, at han skulle have en erstatning fra den tyske stat.I den juridiske litteratur er det to sager, der i den grad vækker opsigt. Man havde nemlig ikke lige set, at turister (heriblandt folk på gennemfart) også er beskyttet af Traktaten. Når forfatterne efterrationaliserer, siger de dog, at det faktisk giver god mening og viser lidt om, hvor lidt der skal til, før man er beskyttet af Fællesskabets regler.Link til dommen i sag C-186/87, Cowan:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=32F26C8003B03BCEE06015B87493731F?text=&docid=95363&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=3038179

Sag C-196/87, Steymann, dateret 5. oktober 1988:

Vi skal til Nederlandene (Holland) igen. Her møder vi den tyske statsborger Udo Steymann, der arbejder som blikkenslager i et religiøst fællesskab. Udover det rent kirkelige, har det religiøse fællesskab også et diskotek, et udskænkningssted og en møntvask. Hr. Steymann har et reelt og faktisk arbejde der, hvor han servicerer alle stedets VVS-installationer og får dækket alle sine udgifter af det stedlige fællesskab i form af naturalier. Men er man omfattet af Fællesskabsreglerne, hvis modydelsen for det man laver udbetales i naturalier? Ja, det er man, siger Domstolen. Det behøver ikke være i kolde kontanter på bankbogen. I senere retspraksis fortæller Domstolen, at værdien af naturalier skal modsvarer den kontante løn, man ellers kunne få. Steymann påberåber sig tjenesteyderbegrebet i Fællesskabsreglerne. Men er man det, når kontrakten er tidsubegrænset? Domstolen besvarer det med, at når man flytter til en anden Medlemsstat og der tager arbejde på et fast sted på en tidsubegrænset kontrakt, er man ikke tjenesteyder, men derimod arbejdstager. Steymann fik dermed lige en opgradering foræret. Link til sag C-196/87, Steymann:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=67D76C9850146CB79241620C755F3CE3?text=&docid=95400&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=3623663

Lad os lige gøre et stop her, for hvad vil det egentlig sige at være en tjenesteyder? Vi har i en tidligere dom set en mand, som var ansat i Frankrig, men som med en campingvogn på slæb kørte rundt i Tyskland 9 måneder om året og solgte produkter for den franske virksomhed. Han blev betegnet som tjenesteyder. Man er også tjenesteyder, hvis man bor i sit eget land, og rejser rundt til flere europæiske lande på jævnlig basis for at udføre opgaver. Det kan være alt fra at sælge reklamer til firmaer i andre lande til at “flakke” fra den ene boreplatform til den anden med en skruenøgle i hånden. Som tjenesteyder er man det, der i EU-retten kaldes “ikke-økonomisk aktiv”. Det er en selvforsørgende også, og dermed har de lidt færre rettigheder til for eksempel sociale ydelser, end selvstændige og arbejdstagere har. Selvstændige og arbejdstagere kaldes nemlig for “økonomisk aktive”, og de har for eksempel ret til at få deres løn eller gage suppleret op til eksistensminimum, hvis den løn eller gage de oppebærer ikke rækker til at dække deres basale udgifter.

Sag C-265/88, Messner, dateret 12. december 1989:

I del 1 ligger sag C-118/75, Watson og Bellmann, der handlede om en 17 årig britisk pige, der var ankommet til Italien uden noget sted at bo, og en italiensk familiefar, der tog hende under sine vinger. Pigen var tiltalt for ikke at melde sin ankomst inden 48 timer til sikkerhedspolitiet og familiefaderen stod tiltalt for at give ulovlig husly. I sagen om den tyske statsborger, Lothar Messner, har vi nu en fortsættelse af det emne.Italienerne har nemlig ændret en lille smule på reglerne for indrejse, således at man nu har 3 døgn til at give sig til kende overfor myndighederne. Overskrides reglen, står man til en bøde på højst 400.000 lire.

Læg godt mærke til sprogbruget i spørgsmålet til Domstolen, for der er de diplomatiske manerer lagt væk og ordvalget iøjnefaldende: »Kan Traktatens artikel 3, litra c), jfr. artikel 56, stk. 1, fortolkes således, at Italien retmæssigt over for borgere i andre EF-stater kan stille krav om foretagelse af opholdsanmeldelse senest tre dage efter indrejse på italiensk område og pålægge strafferetlige sanktioner for undladelsen heraf, når henses til, at et sådant forældet, åbenbart stødende og klart fremmedfjendsk krav ikke konkret lader sig begrunde i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed?«.

Jeg gentager lige: …… Sådant forældet, åbenbart stødende… klart fremmedfjendsk……. Hvabehar! Der er vist ingen tvivl om, hvad den nationale domstol mener om den regel…EF-Domstolen lægger ud med at kigge tilbage på sagen om Watson og Bellmann, og konstaterer, at der i sig selv ikke er noget i vejen for, at de nationale myndigheder kan kræve at folk registrerer sig i landet. Men metoderne, som Italien bruger til det, er Domstolen bestemt ikke fan af. I præmis 10-11 siger Domstolen følgende: “Det skal i den forbindelse fremhæves, at den i den forelæggende rets spørgsmål omhandlede frist på tre dage må anses for alt for kort, idet de berørte personer bør have tilstrækkelig tid til at rejse fra grænsen til deres bestemmelsessted og dér indhente oplysninger om, hvilke myndigheder de skal henvende sig til, og hvilke formaliteter der skal opfyldes. Et krav om overholdelse af en så kort frist er ikke uomgængeligt nødvendigt af hensyn til værtsstatens interesse i at erhverve nøjagtigt kendskab til bevægelser i befolkningen på dens område. Det kan nemlig ikke antages, at denne interesse ikke kan tilgodeses ved fastsættelse af en længere frist. For dette resultat taler desuden den omstændighed, at de fleste medlemsstater i Fællesskabet, der pålægger en tilsvarende forpligtelse, giver de berørte personer betydelig længere frister.” Desuden gentager Domstolen, at Medlemsstaterne også skal huske at overholde de fælles regler og dermed give reel plads til fri bevægelighed for EF-borgerne og deres familiemedlemmer. Om straffen (bøde og fængsel) for ikke at overholde fristen, henviser Domstolen til Pieck-sagen (se ovenfor), hvor Domstolen har fastslået, at straffen under ingen omstændigheder kan være fængsel og at bøden ikke må være større, end en tilsvarende, man giver til egne statsborgere for noget sammenligneligt. Endelig kan Italien ikke fastholde straffen overfor Messner, når fristen til at melde sig er sat alt, alt for lavt. Link til dommen i sag C-265/88, Messner:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=65CDE88533676E08DC452F759B07D3D1?text=&docid=96251&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4008186

Sag C-292/89, Antonissen, dateret 26. februar 1991:

Hr. Antonissen fra Belgien var flyttet til Storbritannien og havde boet her i længere tid. En dag blev han nappet af politiet for både selv at bruge narkotika og også sælge noget videre. Sagen tager dog en drejning helt væk fra denne kriminalitet. I stedet kommer sagen til at handle om, hvad der skal til for at være arbejdssøgende i EF-rettens forstand. Han havde nemlig også søgt en stribe jobs uden held, og nu stod han til at blive udvist af Storbritannien. Briterne havde nemlig forstået en tidligere dom således, at hvis man ikke havde fået et job indenfor 3 måneder, så er det ud. Og de forstod 3 måneder som statisk. Domstolen svarede, at det ikke fremgår tydeligt af EØF-Traktaten (som var gældende på det tidspunkt), hverken hvad der skal til eller hvor længe opholdet må vare, hvis man er arbejdssøgende. Domstolen måtte derfor sætte standarden. Den fandt for det første, at 3 måneder kan være for kort tid til at orienterer sig om, hvilke jobmuligheder der findes i det pågældende land, men at 6 måneder ville være mere rimelig. For det andet dømte den, at fristen ikke må opfattes statisk. Det skal være således, at såfremt personen efter de 6 måneder stadig søger arbejde aktivt og har en chance for at blive ansat, har personen ret til at blive i landet indtil det må konstateres, at mulighederne er udtømte. Med ordene “har en chance for at blive ansat” menes, at man indkaldes til jobsamtaler. Dette har været gældende lige siden. I efterfølgende sager er det blevet præciseret, at en arbejdssøgende nyder samme status som en arbejdstager, bortset fra, at en arbejdssøgende ikke kan få ydelser fra værtsmedlemsstaten i de første 3 måneder af opholdet. I den tid må man klare sig selv. Link til dommen i sag C-292/89, Antonissen:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=96732&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4165567

Sag C-369/90, Micheletti, dateret 7. juli 1992:

Mario Micheletti er dobbelt statsborger (argentinsk og italiensk) og er flyttet fra Argentina til Spanien, hvor han gerne vil slå sig ned som tandlæge. Men for at han kan det, skal han have den særlige opholdstilladelse som EF-borger, og den vil Spanien ikke give ham. Spansk lov siger nemlig, at når udlændinge med dobbelt statsborgerskab vil bosætte sig i landet, skal der kun tages hensyn til det af de to lande, som udlændingen sidst har boet i. For sagen om Micheletti kigges der således kun på ham som argentiner, mens man ser bort fra det italiensk statsborgerskab. Spørgsmålet til Domstolen er derfor, om man må sondre på den måde. Domstolen svarer klart nej. Man skal respekterer alle de statsborgerskaber, som en person har på lige fod, og da Micheletti har italiensk statsborger, er han også EF-borger på samme måde som enhver anden EF-borger med de rettigheder det giver til fri bevægelighed og fri etableringsret. Sagen førte til, at Spanien lavede sin lov om, så der ikke længere sondres mellem folks statsborgerskaber. Link til dommen i sag C-369/90, Micheletti:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=97581&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4459830

Sag C-19/92, Kraus, dateret 31. marts 1993:

Dieter Kraus, tysk statsborger, er ved at læse en universitetsgrad indenfor jura. I den forbindelse tager han til Skotland, hvor han tager en overbygning med efterfølgende titel af Master of Laws (LL.M). Tilbage i Tyskland viser det sig, at for at han kan bruge denne titel dér, skal han søge om lov til det og betale et ansøgningsgebyr. Kraus er ikke tilfreds, for han finder ud af, at personer, der tager hele uddannelsen i Tyskland, ikke skal igennem en tilsvarende ansøgningsprocedure. Han mener derfor, at hans ret til fri bevægelighed er blevet krænket. Domstolen starter med at undersøge, om sagen ligger indenfor EF-reglerne om fri bevægelighed, hvilket den ender med at konstaterer positivt, fordi Kraus rent faktisk har boet i Storbritannien i den omhandlede periode under sit studium dér. Nu starter et større puslespil, for Domstolen konstaterer i præmis 24:

“Det må dog konstateres, at selv om det spørgsmål, der er forelagt Domstolen, således må besvares på grundlag af traktaten, omfattes det ikke på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin af nogen speciel regulering.”Ved at strikke et kludetæppe af forskellige artikler fra direktiver, EØF-traktaten og tidligere domme sammen, når Domstolen frem til, at Medlemsstaterne gerne må stille krav om en ansøgningsprocedure med tilhørende gebyr i forbindelse med høje universitetsgrader taget i andre Medlemsstater, men at gebyret skal være mere symbolsk. I Kraus’ tilfælde, blev der opkrævet et gebyr på 130 DM (520 kroner).I præmis 37 sætter Domstolen også nogle begrænsninger på, således at Medlemsstaterne ikke kan tage sig de friheder, de har lyst til. I de næste præmisser bliver det præciseret, at Medlemsstaterne i forbindelse med en sådan ansøgning ikke må fratage borgerne de grundrettigheder, som traktaten giver dem, og – hvis afslag – skal give de pågældende borgere mulighed for at gå til de nationale domstole med sagen.

Link til dommen i sag C-19/92, Kraus:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=98364&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4838878

Sag C-29/94, Aubertin med flere, dateret 16. februar 1995:

I denne sag har Domstolen samlet syv sager, fordi de både er ens i indhold og de er ført ved den samme kriminalret i Frankrig. Det skal handle om frisørfaget.Alle syv sager går under betegnelsen “rent interne sager”, fordi ingen af de involverede på noget tidspunkt har udøvet deres fag i andre Medlemsstater end Frankrig. Det gør Domstolen også opmærksom på.Domstolen kunne have afsluttet sagerne der, men valgte at svare på et andet stridsspørgsmål. Udfordring var nemlig, at der efter fransk lov kunne kræves et kvalifikationsbevis af frisører med fransk statsborgerskab, mens frisører fra andre EF-lande frit kunne indrejse til Frankrig og åbne en salon uden videre. Den franske domstol ville vide, om denne forskelsbehandling var i orden, hvilket Domstolen bekræftede. Link til dommen i sag 29/94, Aubertin med flere:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=99587&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5095041

Sag C-55/94, Gebhard, dateret 30. november 1995:

Vi skal tilbage til advokatbranchen igen, for den tyske statsborger, Reinhard Gebhard, er uddannet advokat i Tyskland, og bor nu med sin italienske hustru i Italien, hvor han (i grove træk) primært hjælper italienske statsborgere, der er kommet i juridiske problemer i Tyskland og oversætter dokumenter mellem de to sprog. Han etablerer eget kontor i støvlelandet, hvilket ikke just skaber begejstring i den italienske advokatstand. Snarere tværtimod. De vil gerne af med ham. Når man læser domsreferatet igennem, bruger Domstolen ikke særlig meget tid på den konflikt, selv om den for parterne fylder en del. Domstolen lægger sine kræfter et andet sted, for Gebhard mener selv, at han er tjenesteyder. Sagen giver Domstolen en unik mulighed for at sondrer mellem begreberne “tjenesteyder” og “selvstændig erhvervsdrivende”, det sidste fordi Gebhard som beskrevet ovenfor har åbnet eget advokatkontor i Italien. Domstolen starter med at slå fast, at man ikke kan være begge dele, fordi de to begreber gensidigt udelukker hinanden. Domstolen definerer i korte træk de to begreber sådan her:

Tjenesteyder: Du bor i en Medlemsstat, og har hyppige eller regelmæssige rejser til et eller flere andre Medlemsstater, hvor du udfører opgaver for en arbejdsgiver. Det nævnes ikke her i dommen, men det kan tilføjes, at man også kan bo i sit eget land, og være tjenesteyder, hvis man for sin arbejdsgiver har hyppige eller regelmæssige rejser til et eller flere andre Medlemsstater for at udfører opgaver.Selvstændig: Du flytter til en anden Medlemsstat og du tager din virksomhed med dig til det nye sted. Du er din egen chef.Gebhard er derfor ikke tjenesteyder. Han er selvstændig erhvervsdrivende og bruger den fri etableringsret, som også er en del af den fri bevægelighed, til at åbne butik i Italien.I forhold til striden mellem Gebhard og italienerne, nåede Domstolen frem til, at myndighederne i de enkelte lande godt kan have nogle grundregler, som skal overholdes, når man søger om lov til at etablerer virksomhed, men at disse ikke må være så strenge, at den fri bevægelighed reelt hindres. Det, der hedder proportionalitetsprincippet, skal overholdes, det vil sige, at Medlemsstaterne skal holde deres regler indenfor rimelighedens grænser.

Link til dommen i sag C-55/94, Gebhard:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=99599&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5584713

Forenede sager C-64/96, Uecker og C-65/96, Jacquet, dateret 5. maj 1997:

Uecker, norsk statsborger, og Jaquet, russisk statsborger, er begge gift med tyske statsborgere, og begge har arbejdet på tidsbegrænsede kontrakter i Tyskland. Ingen af dem er dog enige i, at kontrakterne var tidsbegrænsede. De anlagde derfor sag og forsøgte at tage nogle EF-regler med i ligningen.

Norge er i dag med i det indre marked gennem EØS-aftalen, men det var de ikke dengang, og derfor skal man holde tungen lige i munden her. Havde sagen været ført i dag, ville sagerne dels ikke være forenede, dels ville Uecker kunne gøre krav på sine rettigheder – også med tilbagevirkende kraft. Dengang var Norge et såkaldt tredjeland, og derfor ender sagen med at blive kategoriseret som en “rent intern sag”. Det er således ikke en sag, Domstolen kan gå ind i. Det overlades i stedet til de tyske domstole at afgøre sagerne. Link til dommen i de forenede sager C- 64/96, Uecker, og C-65/96, Jacquet:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf;jsessionid=91DE5A19EF3C52A14B5989BEFCFACA0B?text=&docid=100859&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5538253

Fun fact: Det var en dansker, der i 1980’erne fandt på begrebet “det indre marked”. Hidtil havde det været benævnt “Fællesmarkedet”. Danskeren var den daværende danske kommisær, Henning Christoffersen (V). Det indre marked er fællesbetegnelsen for den handel med varer, kapital og tjenesteydelser, der bevæger sig over grænserne indenfor EU/EØS samt den fri bevægelighed for personer.

Sag C-274/96, Bickel og Franz, dateret 24. november 1998:

Vi skal en tur syd for Alperne igen, nærmere bestemt Italien. I den allernordligste del ligger provinsen Bolzano, hvor der bor et tysksproget mindretal. De tysktalende, der bor i provinsen, kan forlange at diverse myndigheder og domstole i provinsen både gennemfører og afgør sagerne på tysk. Tysktalende med bopæl i Østrig og Tyskland nægtes den samme ret i den italienske provins.Hr. Bickel er østrigsk statsborger og bor i Østrig. Han er lastbilchauffør og i forbindelse med at færdselspolitiet stopper ham, bliver han sigtet for at være fuld.

Hr. Franz er tysk statsborger, bor i hjemlandet og befinder sig i Italien som turist. Han bliver også stoppet af politiet, som finder ham i besiddelse af en kniv. Hvorvidt kan de to kræve, at deres respektive sager foregår på tysk i den italienske region? Ifølge italiensk lov kan de godt glemme det. Begrundelsen er, at Italien gerne vil beskytte rettighederne for de fastboende tysktalende i provinsen. De to tiltalte kan dog ikke se, hvilken nytte det gør i deres to sager. Så de lægger sag an og får sagen hele vejen til Domstolen. Domstolen konstaterer, at den italienske lov ikke er EU-konform. For det første giver Domstolen de to tiltalte ret i, at det hverken koster de italienske myndigheder og domstole ekstra, at afgøre de to sager på tysk, fordi tysk i forvejen er et officielt sprog i den omtalte provins, dels kan tiltalte forlange, at en sag føres på et sprog vedkommende forstår. Det sidste gælder uanset hvilket EU-land tiltalte er statsborger i, og uanset i hvilket EU-land tvisten findes. Link til dommen i sag C-274/96, Bickel og Franz:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=8AE4FFA203DB1EE48A4BCAEB9BAC3165?text=&docid=43738&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5803152

Sag C-348/96, Calfa, dateret 19. januar 1999:

Calfa, som er en dame med italiensk statsborgerskab, blev taget på den græske ferieø Kreta i besiddelse af og brug af stoffer, hvilket medførte, at de græske myndigheder ville udstede en livslang udvisning til hende fra græsk område. Det mente Fru Calfa var i strid med Maastricht-traktaten, så hun anlagde sag.Græsk lovgivning var på det tidspunkt således, at enhver udlænding fra en anden Medlemsstat, der blev fundet i besiddelse af narko (også selv om det bare er til personligt brug), automatisk ville få en dom og livsvarig udvisning, med mindre familiemæssige årsager tilsagde noget andet. Der blev således ikke skelet til noget andet personligt. Og som vi har set i tidligere domme, accepterer Domstolen ikke generalpræventive foranstaltninger. Det gør Domstolen heller ikke i denne sag. Domstolen beordrede i stedet den græske domstol til at undersøge dels om Calfa rent faktisk var en fare for den offentlige orden, og dels at annullerer den livsvarige udvisning.I det nuværende opholdsdirektiv har man taget spørgsmålet om længden af et indrejseforbud op i artikel 32.Link til dommen i sag C-348/96, Calfa:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=44353&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6480087

Sag C-337/97, Meeusen, dateret 8. juni 1999:

Hr. Meeusen, hans ægtefælle og datter er alle tre belgiske statsborgere. Hr. Meeusen står som eneejer af en virksomhed med adresse i Nederlandene, men alle tre bor i Belgien.Fru Meeusen er ansat i Hr. Meeusen’s virksomhed to dage om ugen. De mener derfor, at Fru Meeusen har status som arbejdstager.

Datteren er uddannelsessøgende og søger i den anledning om studiestøtte fra Nederlandene med den begrundelse, at faderen har en virksomhed i landet og moderen arbejder samme sted. De nederlandske myndigheder mener dog, at den belgiske familie er en tand for kreative i deres fortolkninger af, hvilke rettigheder de har, så de lader ikke sådan lige nåde gå for ret. Men sagen ender ved Domstolen. Hvad mener den om de to ting? Første spørgsmål er delt i to:

A) Kan moderen betragtes som arbejdstager?
B ) Hvis ja, kan datteren så få uddannelsesstøtte fra Nederlandene på denne baggrund?

Til den første del af spørgsmålet starter Domstolen med endnu engang at minde om, at det ikke tilkommer Medlemsstaterne at fortolke Fællesretlige begreber. Det er ting, som Domstolen har eneret til. Og den når frem til, at hvis den ene part er ejer og chef i virksomheden, kan ægtefællen godt være arbejdstager, fordi denne er i et helt almindeligt ansættelsesforhold. Her vil den skarpe læser tænke: “Hov, man er jo ikke arbejdstager, hvis man krydser landegrænser for at komme mellem hjem og arbejde?” Den detalje forholder Domstolen sig ikke til i afgørelsen, men konstaterer, at moderen er arbejdstager. Til den anden del af spørgsmålet, svarer Domstolen igen bekræftende. Datteren er berettiget til studiestøtte betalt af Nederlandene, fordi hun har en forælder, der er arbejdstager i Nederlandene. I det andet spørgsmål bliver der spurgt til, om datteren er berettiget til studiestøtte fra Nederlandene, fordi faderen har en virksomhed med adresse dér? Igen svarer Domstolen, at det er hun. Link til dommen i sag C-337/97, Meeusen:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=44232&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6503838

Sag C-179/98, Mesbah, dateret 11. november 1999:

EF indgik i 1976 en såkaldt samarbejdsaftale med Marokko. Den handler det her slagsmål om. Fru Fatna Mesbah er marrokansk statsborger. Hendes datter og svigersøn bor i Belgien. De var også oprindeligt marokkanske statsborgere, men har siden fået belgisk statsborgerskab ved naturalisation. Fatna Mesbah er flyttet op til sin datter og svigersøn, blandt andet på grund af et handicap, som hun har, der gør, at hun er uarbejdsdygtig. Hun søger om en social ydelse fra de belgiske myndigheder, men får nej. Begrundelsen er, at belgisk lov ikke giver hende ret til den søgte ydelse. Hun henviser til en forordning, som EF lavede i 1978, der bekræfter aftalen med Marokko. En af artiklerne i den giver hende retten til den ansøgte ydelse, mener hun. Hun får ret, men kun for en kort tid. Staten appellerer nemlig, og mener ikke, at hun længere er “familiemedlem” i den forstand, som er beskrevet i aftalen og forordningen, for der står nemlig, at man skal være familiemedlem til en marokkansk statsborger. De peger på, at hverken datteren eller svigersønnen længere er statsborgere i det afrikanske land.

Spørgsmålet til Domstolen er derfor kort sagt: Er blodet tykkere end statsborgerskabet?Det skal vise sig, at datteren og svigersønnen ikke har frasagt sig det marokkanske statsborgerskab i forbindelse med at de fik det belgiske, og at de belgiske myndigheder har valgt at se bort fra det marokkanske statsborgerskab ved kun at fokuserer på det belgiske. Det må myndighederne ikke. Kommissionen havde derfor i sit indlæg henvist til Micheletti-sagen (se ovenfor), men Domstolen gør gældende, at den ikke kan bruges i den her situation, da grundsubstansen er en anden.

Domstolen ender med at kende for ret, at begrebet “familiemedlem” godt kan udstrækkes til svigerforældre, men at Fatna Mesbah på grund af nogle datoer, der ikke passer sammen, er forhindret i at gøre brug af aftalen med Marokko.Link til dommen i sag C-179/98, Mesbah:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=44834&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7095034

Sag C-190/98, Graf, dateret 16. september 1999:

Hr. Volker Graf er østrigsk statsborger og vil opsige sit job i Østrig for at tage til Düsseldorf i Tyskland. Men den østrigske arbejdsgiver nægter at betale ham en aftrædelsesgodtgørelse, og den mener Graf, at han har krav på.I den første instans i Østrig, argumenterer denne domstol for, at der er forskel på, om det er arbejdsgiver der fyrer, eller om det er arbejdstageren selv, der siger op, i forhold til retten til nævnte godtgørelse. Sagen ankes, og her er man ikke lige så skråsikker. Flere af den første rets argumenter skydes ned, hvorefter sagen overbringes til Domstolen:»Er EF-traktatens artikel 48 [nu artikel 45 TEUF] til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en arbejdstager, som er statsborger i en medlemsstat, ved sin ansættelses ophør ikke har noget krav på fratrædelsesgodtgørelse, alene fordi han selv har bragt ansættelsesforholdet til ophør ved opsigelse for at udøve lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat?«Det Domstolen når frem til er, at såfremt personen selv opsiger jobbet, har han ikke krav på godtgørelsen. Det har han ikke, fordi manglende godtgørelse ikke i sig selv udgør en hindring for den fri bevægelighed. Havde det derimod været arbejdsgiveren, som havde opsagt ansættelsesforholdet, ville Hr. Graf være berettiget til godtgørelsen.Link til dommen i sag C-190/98, Graf:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=44950&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7436955

Sag C-224/98, D’Hoop, dateret 11. juli 2002:

Stikord: »Unionsborgerskab – forbud mod forskelsbehandling – nationale bestemmelser, hvorefter retten til ungdomsarbejdsløshedsydelser for landets statsborgere er betinget af, at de har afsluttet deres videregående skoleuddannelse i en af landets egne uddannelsesinstitutioner – statsborger i det pågældende land, der søger arbejde for første gang, og som har afsluttet sin videregående skoleuddannelse i en uddannelsesinstitution i en anden medlemsstat«

Frøken Marie-Nathalie D’Hoop er en belgisk studerende, og har taget noget af sin uddannelse i Frankrig. Belgien har en særlig understøttelse til unge, der lige er blevet færdig med deres uddannelse, og som samtidig står uden arbejde. Så da hun kommer tilbage til Belgien, søger hun om den pågældende understøttelse. Det får hun nej til, med den begrundelse, at studiet ikke er fuldført i Belgien, og det er et kriterium for at få det.

D’Hoop sender sagen til retten, fordi hun mener sig diskrimineret, alene med den begrundelse, at hun har brugt sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed.

Domstolen er fuldstændig enig med den unge frøken, og giver de belgiske myndigheder en ordentlig opsang: D’Hoop er statsborger i en Medlemsstat, og dermed unionsborger med de rettigheder det giver. Blandt rettighederne er den fri bevægelighed, og den må hjemlandet ikke hindre borgerne i. Nægtelse af ydelser, med den blotte begrundelse, at personen har gjort brug af retten til fri bevægelighed er at regne som en hindring for den fri bevægelighed (præmis 27-31 og 35).

Link til dommen i sag C-224/98, D’Hoop:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=7CA068C53F96ABEBDB7CD8DCA78490F4?text=&docid=47092&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5277093

———-

Sag C-281/98, Angonese, dateret 6. juni 2000:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – adgang til beskæftigelse – attest for tosprogethed udstedt af en lokal forvaltning – EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) – forordning (EØF) nr. 1612/68«

Roman Angonese kommer oprindeligt fra den italienske provins Bolzano, som grænser op til Østrig. Men han har været væk i et stykke tid, mens han har studeret på et universitet i den østrigske hovedstad, Wien. Nu er han tilbage igen, og vil gerne søge en stilling i en bank. Han får dog et afslag, fordi han ikke har et særligt bevis for tosprogethed, som kun kan fås i Bolzano-regionen. At han i forvejen kan en række sprog, tillægges ingen værdi. Andre former for bevis på disse kundskaber, accepteres heller ikke.

Både regionen og den føderale regering i Rom forsøger sig igen med, at Domstolen ikke kan realitetsbehandle sagen, og det burde være noget de lokale domstole selv kunne ordne. Når jeg siger “igen”, er det fordi vi så fuldstændig det samme i sag 6/64, Costa mod Enel (se del 1), hvor regeringen i Rom blev stiktosset over at Domstolen blandede sig i noget, italienerne mente ikke tilkom den, men hvor regeringen fik besked på at knytte sylten. Det gør de sådan set også i Angonese-sagen, omend tonen ikke er lige så kontant, som den var i 6/64.

Den nationale domstol, som har sendt denne her sag til Domstolen, indrømmer på den ene side, at der KAN være tale om diskrimination her, men er alligevel ikke helt sikker. Og så tilføjer den endda, at såfremt Italien dømmes i sagen, vil den nationale domstol dømme den regionale regel ulovlig.

Nu har vi jo lige set i D’Hoop herover, at Domstolen ikke accepterer hindringer for den fri bevægelighed. Det gælder både fra gæstelandets side og fra hjemlandets side, og ikke overraskende er Domstolen enig med Angonese i, at Bolzano-regionen stiller hindringer i vejen for den fri bevægelighed. For dels skal man bo i regionen for overhovedet at kvalificerer til den særlige attest, dels kan testen udelukkende tages i den pågældende region.

Angonese har stillet krav om tortgodtgørelse, hvis Domstolen er enig med ham. Han anerkender på den ene side bankens ret til selv at vælge sine kandidater, men han går også med tanken i baghovedet om, at den manglende attest var eneste udslagsgivende i sagen, og det skulle de ikke have lov at slippe afsted med. Domstolen tager ikke stilling til kravet om tortgodtgørelse.

Link til dommen i sag C-281/98, Angonese:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=45323&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5280463

———-

Sag C-184/99, Grzelczyk, dateret 20. september 2001:

Stikord: »EF-traktatens artikel 6, 8 og 8 A (efter ændring nu artikel 12 EF, 17 EF og 18 EF) – Rådets direktiv 93/96/EØF – opholdsret for studerende – national lovgivning, som garanterer statens egne statsborgere, personer, der er berettigede i medfør af forordning (EØF) nr. 1612/68, samt statsløse personer og flygtninge en ydelse til sikring af et eksistensminimum (minimex) – udenlandsk studerende, der i sine første studieår har forsørget sig selv« Vi skal atter til Belgien og beskæftige os lidt med deres sociale ydelse, kaldet “Minimex”. Det kan nok bedst sammenlignes med vores kontanthjælp. Domstolen har tidligere i to afgørelser afsagt kendelser om arbejdstageres ret til ydelsen. Men hvad hvis man er studerende? Har man så også ret til den? Rudy Grzelczyk er fransk statsborger, og har i de første tre studieår i Belgien klaret sig selv økonomisk uden hjælp fra offentlige instanser. På fjerdeåret er det dog blevet en del vanskeligere, og derfor har han søgt om minimex. Det er de belgiske myndigheder ikke meget for, og det er de ikke med den begrundelse, at såfremt unionsborgerskabet, som på det her tidspunkt er indført med Maastricht-traktaten, udvider personkredsen fra arbejdstagere til alle unionsborgere, kan det få uoverskuelige konsekvenser; et argument vi har set før, og som Domstolen har skudt ned som en dårlig undskyldning. I præmis 27-28 lægger Domstolen ud med i kort form at fortælle situationen både forud for og efter Hoeckx-dommen (se del 2), hvorefter Domstolen i præmis 29 konstaterer følgende om Grzelczyk:

“Det fremgår af sagen, at en studerende med belgisk statsborgerskab, men uden status som arbejdstager i forordning nr. 1612/68’s forstand, som måtte befinde sig i en situation svarende til R. Grzelczyk’s situation, ville have opfyldt de nødvendige betingelser for at få udbetalt minimex. Den omstændighed, at R. Grzelczyk ikke er belgisk statsborger, er den eneste hindring for, at han kan tildeles minimex, hvorfor det står fast, at der foreligger en forskelsbehandling udøvet alene på grundlag af nationalitet. ”Belgiske borgere, der står i fuldstændig samme situation som ham, kan altså sagtens og helt uden problemer få ydelsen, men vores ven her er forhindret i det, alene fordi han ikke er belgisk statsborger! Som vi har set i adskillige sager, vil Domstolen ikke finde sig i den slags forskelsbehandling. Domstolen gør i øvrigt opmærksom på, at efter traktatændringen, hvor EØF-traktaten blev udfaset og Maastricht-traktaten tog over, er studerende specifikt nævnt i den nye traktat og der er lavet et opholdsdirektiv om studerende og deres forhold. Domstolen gør ligeledes opmærksom på, at Grzelczyk har søgt en form for kontanthjælp og ikke studiestøtte, hvilket også gør en forskel. Den økonomiske situation kan ændre sig over tid, hvilket kan nødvendiggøre, at man må bede om hjælp fra myndighederne. En ansøgning om hjælp kan ikke i sig selv medfører, at opholdsretten ophører, og omvendt må han heller ikke blive en “unødig” byrde for det sociale system. Med disse betragtninger, giver Domstolen medhold til Grzelczyk. Link til dommen i sag C-184/99, Grzelczyk:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=46599&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8259624


Sag C-413/99, Baumbast og R, dateret 17. september 2002:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – vandrende arbejdstager – opholdsret for den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer – børns ret til at gennemføre deres studier i værtsmedlemsstaten – artikel 10 og 12 i forordning (EØF) nr. 1612/68 – unionsborgerskab – opholdsret – direktiv 90/364/EØF – begrænsninger og betingelser«Nu skal vi til Storbritannien, hvor den britiske domstol har lagt to sager sammen. Der er ligheder i de to sager, men der er bestemt også forskelle, så nu skal man holde tungen lige i øjnene.

Hr. Baumbast er tysk statsborger og han har været arbejdstager. Han har også ejet egen virksomhed. Men ikke mere. Hr. Baumbast er gift med Fru Baumbast, som er fra Columbia. De har sammen to døtre, hvoraf kun den yngste er et fællesbarn. Den ældste har Fru Baumbast taget med sig til Storbritannien fra Columbia.

R er en amerikansk mor, er gift med en fransk mand og har to børn sammen med ham. Begge børn har dobbelt statsborgerskab (fransk/amerikansk). De to forældre bliver skilt, og R bor fortsat lovligt i Storbritannien. Børnene har fast, regelmæssig samvær med begge forældre. R gifter sig nu med en britisk mand. R har investeret en pæn sjat penge i at etablerer egen virksomhed som indendørsarkitekt, og dem vil hun nødig se flyve bort sammen med en mistet opholdstilladelse.

Det første spørgsmål er, om børn i den skolepligtige alder har ret til at fortsætte med skolegang i gæstelandet, hvis den ene forælder ikke længere er arbejdstager eller selvstændig?

Hertil svarer Domstolen ja, med den begrundelse, at den daværende forordning helt tydeligt bruger vendingen »er eller har været beskæftiget« om arbejdstageren og at børnene “skal have mulighed for at afslutte deres skolegang med held”. Altså har børnene ret til at gøre grundskolen helt færdig, inden der kigges på deres opholdsret igen.

Herefter konkluderer Domstolen i præmis 63:

“Under hensyn til det anførte skal det første spørgsmål besvares med, at en EU-borgers børn, der har taget bopæl i en medlemsstat på et tidspunkt, hvor en af deres forældre udøvede sin opholdsret som vandrende arbejdstager i denne medlemsstat, har ret til at opholde sig i medlemsstaten for at gennemføre almindelig skolegang dér i henhold til artikel 12 i forordning nr. 1612/68. Den omstændighed, at børnenes forældre i mellemtiden er blevet skilt, at kun den ene af forældrene er unionsborger, og at denne forælder ikke længere er vandrende arbejdstager i værtsmedlemsstaten, eller den omstændighed, at børnene ikke selv er statsborgere i Den Europæiske Union, er i den forbindelse uden betydning.”
Det andet spørgsmål er, om den forælder, som er tredjelandsborger, og som samtidig er den primære omsorgsperson, har ret til at blive i gæstelandet, så længe børnene går i skole? Det bekræfter Domstolen ud fra en logik om, at hvis nu barnet fik lov at blive for at gøre sin skole færdig, mens den primære omsorgsperson blev sendt ud, vil barnet reelt blive hindret i at gå i skole i gæstelandet. Det tredje spørgsmål er, om en person, der ikke længere er arbejdstager, fortsat har ret til ophold i gæstelandet? Domstolen starter med at minde om, at siden Domstolen sidst havde sager om dette spørgsmål, har Maastricht-traktaten taget over. Den indeholder begrebet unionsborger, et begreb, der ikke fandtes tidligere, og den tillægger enhver unionsborger en ret til fri bevægelighed. Dermed er retsstillingen også ændret.

Dernæst konstaterer Domstolen, at Hr. Baumbast arbejder for tyske virksomheder i tredjelande og at han ikke ligger det britiske sociale system til last (han har på intet tidspunkt bedt om hjælp fra de sociale myndigheder i Storbritannien). Han har med andre ord tilstrækkelige midler til sig selv og sin familie. Det er der ingen grund til at undersøge nærmere. Proppen sættes i med præmisserne 92-93, der lyder sådan her:

“Med hensyn til anvendelsen af proportionalitetsprincippet på omstændighederne i Baumbast-sagen skal det for det første bemærkes, at det ikke er bestridt, at hr. Baumbast råder over tilstrækkelige midler i direktiv 90/364’s forstand, for det andet, at han har arbejdet og følgelig lovligt været bosat i værtsmedlemsstaten i adskillige år, først som lønmodtager og derefter som selvstændig erhvervsdrivende, for det tredje, at hans familie i denne periode også har været bosat i værtsmedlemsstaten, og at familiens medlemmer er blevet boende dér, også efter at han er ophørt med sin beskæftigelse som lønmodtager og selvstændig i den nævnte stat, for det fjerde, at hverken hr. Baumbast eller medlemmerne af hans familie har været til byrde for de offentlige finanser i værtsmedlemsstaten, og for det femte, at såvel hr. Baumbast som hans familie er omfattet af en fuld sygeforsikring i en anden EU-medlemsstat. Såfremt det under disse omstændigheder ikke tillades hr. Baumbast at udøve den ret til ophold, som tillægges ham ved artikel 18, stk. 1, EF, under påberåbelse af bestemmelserne i direktiv 90/364, idet den sygeforsikringsordning, han er omfattet af, ikke dækker behandling, der ydes i værtsmedlemsstaten i nødsituationer, vil dette være et uforholdsmæssigt indgreb i udøvelsen af den nævnte ret. ”Hvis vi trækker dette frem til nutiden, kan man med rette spørge sig selv, om myndighederne i særligt Norge, Sverige og Danmark er lidt for nidkære med at give afslag på ting, som Domstolen kalder “uforholdsmæssige indgreb”. Altså afgør sager med et negativt resultat baseret på et enkelt element, selv om resten helt tydeligt peger i den positive retning. For man skal huske, at principperne i Baumbast og R stadig gælder den dag i dag. Og hvis man oplever, at myndighederne gør det, skal man straks indgive en klage over det med henvisning til denne doms præmisser 92-93.

De øvrige spørgsmål i sagerne, finder Domstolen ikke anledning til at svare på, da de giver sig selv ud fra det Domstolen allerede har svaret. Vi kommer senere til at se et væld af domme, der peger tilbage på denne her sag. Link til dommen i sag C-413/99, Baumbast og R:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=47668&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8333439

Sag C-459/99, MRAX, dateret 25. juli 2002:

Stikord: »Tredjelandsstatsborgere, der er ægtefæller til statsborgere i medlemsstater -visumpligt – ret til indrejse for ægtefæller uden identitetsdokumenter og visum – ret til ophold for ægtefæller, der er indrejst ulovligt – ret til ophold for ægtefæller, der er lovligt indrejst, men hvis visum er udløbet på tidspunktet for ansøgning om opholdstilladelse – direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF og 73/148/EØF samt forordning (EF) nr. 2317/95«

Nu skal vi beskæftige os med begrebet visum og hvornår en Medlemsstat kan nægte en tredjelandsborger adgang til det nationale område, når tredjelandsborgeren er familiemedlem til en vandrende unionsborger. I sagen her, er der ikke nævnt nogle specifikke enkeltpersoner, der kan bruges som reference. Der stilles i alt fire spørgsmål i sagen.

Det første handler om, hvorvidt tredjelandsborgeren skal være i besiddelse af visum allerede fra hjemlandet, eller om det kan klares på landegrænsen. Domstolen gør gældende, at ingen retsakter (traktater, direktiver eller forordninger) påbyder, at visum skal være i orden “hjemmefra”. I stedet kan en tredjelandsborger godt møde op ved grænsen og dér bede om et visum, og i det tilfælde er grænsevagterne forpligtede til at gøre deres yderste for at hjælpe med at få det på plads.

Andet spørgsmål: Personen er indrejst ulovligt. Kan vi udvise personen? Det hører med, at personen er gift med en vandrende unionsborger og kan legitimerer sig med et pas. MRAX mener i sit indlæg for Domstolen, at sådanne personer kan sendes tilbage til sit hjemland med besked om at søge visum derfra og komme igen. Domstolen svarer: “Udstedelse af opholdstilladelse til en statsborger i en medlemsstat skaber, som Domstolen flere gange har fastslået (jf. bl.a. dom af 5.2.1991, sag C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, præmis 12), ikke nogen ret, men er blot er en foranstaltning, hvorved medlemsstaten fastslår den individuelle stilling for en statsborger i en anden medlemsstat i forhold til fællesskabsrettens regler. Den samme konstatering gør sig gældende for en tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat, og hvis opholdsret følger direkte af artikel 4 i direktiv 68/360 og artikel 4 i direktiv 73/148, uafhængigt af om der udstedes en opholdstilladelse af den kompetente myndighed i en medlemsstat.” (præmis 74)

“En beslutning om at nægte opholdstilladelse og i endnu højere grad en beslutning om udvisning, som udelukkende er begrundet i den pågældendes manglende opfyldelse af de formelle regler i lovgivningen vedrørende kontrol med udlændinge, griber derimod ind i selve kernen af opholdsretten, som er direkte afledt af fællesskabsretten, hvilket ville være åbenbart uforholdsmæssigt henset til overtrædelsens alvorlighed (jf. analogt bl.a. Royer-dommen, præmis 40).” (præmis 78) Det skal her siges, at de nævnte direktiver ikke længere er gældende. Reglerne er i stedet blevet samlet i det nuværende opholdsdirektiv 2004/38. Reglerne gælder således stadig, selvom direktiverne er udfaset.

Nu kommer vi til det tredje spørgsmål, som stadig stilles den dag i dag: Vi antager at personen er kommet lovligt ind i landet (altså på et gyldigt visum), men visum udløber inden personen får ansøgt om en opholdstilladelse. Må vi smide ham/hende ud nu? Nej, det må I ikke, replicerer Domstolen:

“Det bemærkes, at medlemsstaterne ganske vist i henhold til artikel 4, stk. 3, i direktiv 68/360 og artikel 6 i direktiv 73/148 til udstedelse af opholdstilladelse kan kræve det dokument, hvormed den pågældende er indrejst på deres område, forevist, men at bestemmelserne ikke foreskriver, at dette dokument stadig skal være gyldigt. Derfor kan udstedelsen af opholdstilladelse til en visumpligtig tredjelandsstatsborger ikke betinges af, at den pågældendes visum stadig er gyldigt. Det gælder så meget desto mere, som Domstolen har fastslået i præmis 22 og 23 i Giagounidis-dommen, at medlemsstaterne er forpligtet til at anerkende ret til ophold for de arbejdstagere, der er nævnt i artikel 1 i direktiv 68/360, som kan forevise enten et gyldigt identitetskort eller pas, uanset med hvilken legitimation de er indrejst på medlemsstaternes område.” (præmis 89)“ En medlemsstat kan derfor ikke betinge udstedelsen af opholdstilladelse i henhold til direktiv 68/360 og 73/148 af forevisning af et gyldigt visum. Desuden, som det fremgår af denne doms præmis 78, er udvisning fra området alene med henvisning til udløbet af visummet en åbenbart uforholdsmæssig sanktion i forhold til alvorligheden af undladelsen af at opfylde nationale påbud vedrørende kontrol med udlændinge.” (præmis 90)

Det fjerde og sidste spørgsmål: Hvis personen er kommet ind uden lovligt visum, eller det er udløbet, og ikke er i besiddelse af anden ID, skal vedkommende da have adgang til at indgive klage?“ Det fjerde præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 1, stk. 2, og artikel 9, stk. 2, i direktiv 64/221 skal fortolkes således, at en udenlandsk ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat har ret til at indbringe et afslag på udstedelse af en første opholdstilladelse eller en beslutning om udvisning før udstedelsen af en sådan tilladelse for den i artikel 9, stk. 1, omhandlede kompetente myndighed, også når den pågældende ikke er i besiddelse af et identitetsdokument eller, såfremt den pågældende er undergivet visumpligt, er indrejst på medlemsstatens område uden visum eller fortsat har opholdt sig der efter udløbet af visummet.” (præmis 104). Med andre ord: Ja, det skal de have adgang til. Link til dommen i sag C-459/99, MRAX:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=47106&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8977403

Sag C-28/00, Kauer, dateret 7. februar 2002:

Stikord: »Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 94, stk. 1-3 – alderdomsforsikring – hensyntagen til perioder, der er tilbagelagt med børnepasning i en anden medlemsstat, før forordning nr. 1408/71 trådte i kraft«

Emnet for denne afgørelse er sammenlægning af forsikringsperioder. I nogle Medlemslande er man ikke sygeforsikret via skatten, som vi er her i landet. Der skal man selv indbetale til en sygeforsikring og til en pensionsordning. Har man boet i flere Medlemslande, skal der således foretages en sammenlægning af disse forsikringsperioder for at vurderer, hvor meget man er berettiget til hvis/når man får brug for det. Liselotte Kauer er østrigsk statsborger, og Østrig er forholdsvis nyt medlem af EU. Hun har fået tre børn og har også boet en periode i Belgien. Nu er der uenighed om, hvordan hendes forsikringsperioder skal beregnes. Tre forskellige tal svirrer i luften, men når alt kommer til alt, afhænger det af, hvordan man skal fortolke en forordning om social sikring. Normalvis er det sådan, at en forordning ikke har virkning med tilbagevirkende kraft, men starter på det tidspunkt, hvor den offentliggøres. Der er dog en undtagelse, siger Domstolen i præmis 20, og det er når man skal beregne sådanne forsikringsperioder. Der må man ikke miste de perioder, der ligger forud for forordningens ikrafttræden. De skal i stedet indregnes. Det samme gælder for perioder før landet kom med i EF/EU, såfremt landets lovgivning bestemmer dette. Grunden til tvisten er, at Kauer selv har passet sine børn derhjemme, da de var små, og de perioder vil hun gerne have økonomisk dækning for. Men de østrigske myndigheder vægrer sig, blandt andet med begrundelsen, at mens hun boede i Belgien, havde hun ikke noget arbejde. Det havde hun både inden hun tog dertil, og igen da hun kom tilbage til Østrig. Domstolen ender med at sige, at den østrigske praksis er ulovlig. Blandt andet fordi de østrigske myndigheder ikke vil udbetale for perioder, der ligger før forordningens ikrafttræden. Link til dommen i sag C-28/00, Kauer:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=46701&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8891416

Sag C-60/00, Carpenter, dateret 11. juli 2002:

Stikord: »Fri udveksling af tjenesteydelser – artikel 49 EF – direktiv 73/148/EØF – statsborger i en medlemsstat, der er etableret i den pågældende medlemsstat, og som leverer tjenesteydelser til personer etableret i andre medlemsstater – opholdsret i den pågældende medlemsstat for en ægtefælle, der er statsborger i et tredjeland«

Nu skal vi til en sag, som har fået status af doktrin. Sagen foregår i Storbritannien, hvor Peter Carpenter, britisk statsborger, er tjenesteyder. Det forklares sådan her i præmis 14:

“Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Peter Carpenter driver en virksomhed, der sælger reklameplads i medicinske og andre videnskabelige tidsskrifter, og som tilbyder udgiverne af sådanne tidsskrifter forskellige administrative ydelser og ydelser vedrørende forlagsvirksomhed. Virksomheden er etableret i Det Forenede Kongerige, hvor også udgiverne af de tidsskrifter, han sælger reklameplads i, har hjemsted. En stor del af virksomhedens forretninger drives med annoncører i andre EF-medlemsstater. Peter Carpenter foretager endvidere forretningsrejser til andre medlemsstater.” Peter Carpenter er gift med en filippinsk statsborger, Mary Carpenter. Peter har børn fra et tidligere ægteskab, og dem passer Mary, når han er på forretningsrejser. Men de britiske myndigheder vil have hende ud. Hun protesterer over denne beslutning og påberåber sig Fællesskabsreglerne. Dermed ender sagen ved Domstolen. Lad mig bare afslører med det samme, at de britiske myndigheder ikke er de bedste venner med Domstolen efter dommen, for de får ikke medhold i sagen. Det er i stedet Mary Carpenter, der kan stikke afsted med sejrskransen. Men hvorfor nu det? Når man bruger EU-reglerne, er det vel meningen, at man skal flytte til et andet EU-land, hvis man vil opnå familiesammenføring efter EU-retten? Ja, hvis man er arbejdstager eller selvforsørgende. Men ikke når man er tjenesteyder. Så kan man godt bo i hjemlandet og være underlagt EU-reglerne. Det er hele essensen i denne dom, og derfor at den har fået status af doktrin. Sagen er nemlig den, at både Mary Carpenter og Domstolen er enige om, at såfremt hun ikke er i huset til at passe hans børn, når han er på arbejde, vil han være forhindret i netop at passe sit job, eller i hvert fald være meget begrænset i det. Link til dommen i sag C-60/00, Carpenter:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=47095&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=9396228

Sag C-109/01, Akrich, dateret 29. september 2003:

Stikord: »Arbejdskraftens frie bevægelighed – tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat – ægtefællen pålagt forbud mod indrejse og ophold i denne medlemsstat – parrets midlertidige bosættelse i en anden medlemsstat – bosættelse med henblik på i medfør af fællesskabsretten at opnå en indrejse- og opholdstilladelse til den første medlemsstat – misbrug« Vi skal til endnu en skelsættende dom. Denne gang handler det om en tredjelandsborger, som er gift med en unionsborger, og hvor tredjelandsborgeren har et indrejseforbud til unionsborgerens hjemland. Hvordan stiller det tredjelandsborgeren i forhold til at bo i et andet Medlemsland? Sagen var den, at Hr. Hacene Akrich, der er fra Marokko, havde fået et besøgsvisum på 30 dage. Mens han var der, søgte han om ret til at blive, hvilket blev afslået. Så han blev smidt ud. Han tog tilbage på falske papirer, men blev afsløret i forsøget, og sendt tilbage en gang til. Efter devisen, at tredje gang er lykkens gang, indrejse han hemmeligt til Storbritannien endnu engang, og her giftede han sig med en unionsborger. Mens han legede kispus med myndighederne, tog hun til Irland, hvor hun fik et arbejde på en tidsbegrænset kontrakt. Han fulgte senere efter. Da hun havde afsluttet sin kontrakt, ville de gerne tilbage til Storbritannien igen. Det var de britiske myndigheder inderligt imod, for de var fuldt og fast overbevist om, at parret Akrich kun gjorde det her, for at omgå de nationale regler med negativt fortegn. At Fru Akrich havde et reelt arbejde i Irland, betragtede de også kun som et skalkeskjul. Altså for at “få det til at se ud som om”. Sagen nåede frem til Domstolen. Her er det særligt præmisserne 55-59, der er centrale for besvarelsen. I kort form fortæller de, at såfremt unionsborgeren har udført et faktisk og reelt arbejde i en anden Medlemsstat, kan myndighederne ikke afvise parret med henvisning til at omgå nationale regler. De kan kun afslå, hvis myndighederne kan bevise, at forholdet mellem de to personer er ren proforma. Men Hr. Akrich har jo fået et indrejseforbud til Storbritannien. Hvilken betydning har det? Domstolen svarer, at såfremt indrejseforbuddet er udstedt inden han rejste afsted til Irland, kunne den opretholdes, men fordi den først er udstedt senere, skal briterne lade ham indrejse sammen med sin ægtefælle. Link til dommen i sag C-109/01, Akrich:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=4543EF546977E79601D6A98EFEE1980C?text=&docid=48613&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=10211397

Forenede sager C-317/01, Abatay m.fl og C-369/01, Sahin, dateret 21. oktober 2003:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – fortolkning af tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, og af artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – ophævelse af begrænsningerne for arbejdskraftens frie bevægelighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser – standstill-klausuler – direkte virkning – rækkevidde – en medlemsstats lovgivning, hvorefter der gælder et krav om arbejdstilladelse på området for international godstransport ad landevej« I juridiske kredse, er denne sag mest kendt som Sahin-dommen, og drejer sig om en såkaldt associeringsaftale mellem EØF (nu EU) og Tyrkiet. Denne aftale har været gældende siden 1963 og i 1980 blev der tilføjet en stand still aftale. Sidstnævnte bestemmer i grove træk, at hverken EU, Medlemsstaterne eller Tyrkiet må indføre stramninger for hinandens borgere, hvad angår indrejse og ophold, end hvad der var gældende før 1. december 1980. Domsreferatet her fortæller, at Tyskland forlangte en arbejdstilladelse af nogle tyrkiske lastbilchauffører, der kørte til og fra Tyskland. I begge sager er chaufførerne tyrkiske statsborgere, der kører i international godstransport for tyrkiske virksomheder, men i lastbiler, der er indregistreret i Tyskland, hvor virksomhederne har afdelinger. Problemstillingen er helt præcist, at chaufførerne hidtil har været fritaget for arbejdstilladelse i Tyskland, men nu bliver det krævet af dem. Spørgsmålet er så, om en sådan kursskifte er i overensstemmelse med hovedsageligt stand still aftalen fra 1980.Domstolen fortæller, at tyrkiske statsborgere, som indrejser for første gang til et EU-land, ikke har ret til fri bevægelighed i EU og at disse borgere er underlagt nationale regler for indrejse og ophold. Mens tyrkiske statsborgere, der har været i landet i en længere periode, er direkte omfattet af nogle artikler i stand still aftalen (præmis 64-66).Herefter giver Domstolen disse chauffører status som tjenesteydere, fordi de krydser landegrænser, når de leverer varer. Er du eksportchauffør eller buschauffør med regelmæssige ture over en landegrænse, er det således her du skal være vågen. For så er du og din ægtefælle berettiget til familiesammenføring efter EU-reglerne i Danmark, uden du behøver flytte til et andet EU/EØS-land. Og er du allerede familiesammenført efter danske regler, kan du uden videre “hoppe over” på EU-reglerne i stedet, hvis du har lyst til det. Sidst, men ikke mindst, fastslår Domstolen, at de pågældende chauffører kun opholder sig kort tid ad gangen i Tyskland, nemlig i den tid, hvor de læsser og lodser på terminalerne, hvorefter de forlader Tyskland og kører til Tyrkiet, Iran og Irak med varer fra Tyskland, inden de kører hjem til familien i Tyrkiet. Derfor kan de ikke afkræves en arbejdstilladelse i Tyskland. Link til de forenede sager C-317/01, Abatay m.fl og C-369/01, Sahin:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=48342&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=10633049

Sag C-413/01, Ninni-Orasche, dateret 6. november 2003:

Stikord: »Arbejdskraftens frie bevægelighed – EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) – begrebet arbejdstager – en fra starten aftalt tidsbegrænset ansættelseskontrakt – opretholdelse af status som arbejdstager efter ansættelseskontraktens ophør – betingelser for tildeling af sociale fordele i artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68’s forstand – uddannelsesstøtte« Er en på forhånd aftalt tidsbegrænset kontrakt på under 12 uger nok til, at man kan kalde sig arbejdstager? Spørgsmålet stilles af en østrigsk domstol til Domstolen, i anledning af at den italienske statsborger, Fru Franca Ninni-Orasche, har en sådan kontrakt i en østrigsk restaurant. I forlængelse af dette arbejde, tog hun en eksamen, der gav hende adgang til et studie på et universitet i Italien, og her er spørgsmålet, om hun i den forbindelse er berettiget til uddannelsesstøtte eller om der er tale om misbrug af denne støtteordning. Det første spørgsmål blev relevant for de østrigske myndigheder at få afklaret, efter at Domstolen i Unger-sagen (se tidligere) godkendte, at 12 uger kunne være nok til at påberåbe sig arbejdstagerbegrebet. I Unger-sagen var der dog ikke tale om en tidsbegrænset kontrakt. Det er der nu, og den er endda på under 12 uger. Domstolen svarer, at såfremt arbejdet ikke blot udgør et marginalt supplement (altså arbejde i ubetydelig mængde), men at der er tale om et reelt arbejde, er Ninni-Orasche arbejdstager. Også selv om kontrakten er tidsbegrænset og på under 12 uger. Ligeså dømmer Domstolen, at hun er berettiget til studiestøtte for tiden, hvor hun tog det nævnte diplom. Link til dommen i sag C-413/01, Ninni-Orasche:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=48387&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=34881

Sag C-138/02, Collins, dateret 23. marts 2004:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) – begrebet »arbejdstager« – social sikringsydelse til arbejdssøgende – bopælskrav – unionsborgerskab« Vi skal igen en tur til Storbritannien, hvor Brian Francis Collins, har en udfordring med de britiske myndigheder. Han har to statsborgerskaber, hvoraf det ene er irsk, og han har tidligere (for mere end 17 år siden i forhold til datoen for denne dom) boet i Storbritannien, hvor han har arbejdet, og nu prøver han at påberåbe sig den arbejdstagerstatus, han havde dengang. Den er de britiske myndigheder ikke helt med på. For nu har han ikke noget arbejde, men søger med lys og lygte efter noget at lave. Briterne vil derfor kun give ham status af arbejdssøgende. Det er Collins så utilfreds med, at han lægger sag an, der når frem til Domstolen. Domstolen får 3 spørgsmål i sagen. Det første er, om ikke de britiske myndigheder har ret i, at han ikke er arbejdstager, men kun arbejdssøgende? Det bekræfter Domstolen, men beder de britiske myndigheder foretage den endelige afgørelse. Det andet spørgsmål er, om det giver ham ret til ophold i Storbritannien udelukkende i medfør af et dagældende direktiv? Det svarer Domstolen nej til, og henviser i stedet til traktaten, som han kan bruge til formålet. Det sidste spørgsmål er, om man kan stille krav om fast bopæl i værtsmedlemsstaten for at en person i hans situation har adgang til sociale sikringsydelser i det pågældende land. Ja, det må man gerne, men man må ikke gå længere end højst nødvendigt for at nå målet. Link til dommen i sag C-138/02, Collins:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=49010&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=511786

Sag C-148/02, Avello, dateret 2. oktober 2003:

Stikord: »Unionsborgerskab – overførsel af efternavn – børn af statsborgere i medlemsstaterne – dobbelt statsborgerskab« Carlos Garcia Avello er spansk statsborger og bor i Belgien med sin belgiske ægtefælle og to børn. Begge børn har dobbelt statsborgerskab (belgisk og spansk), og nu er familien i et mindre skænderi med de belgiske myndigheder om noget navneændring til børnene. Problemet er, at de to lande har hver deres traditioner for navngivning, der nærmest konflikter mod hinanden. Og Belgien har ikke tænkt sig at give sig i spørgsmålet. Tilmed bliver der tvivlet på, om sagen overhovedet kan antages til realitetsbehandling i Domstolen, for børnene er født i Belgien og har hele tiden boet der. Det spørgsmål skal derfor afklares først. Her når Domstolen frem til, at da børnene har spansk statsborgerskab og bor i Belgien, aktiverer dette i sig selv unionsborgerskabet, og dermed kan Domstolen gå i gang med sagen. I belgisk ret skal børnenes mellem- og efternavne følge faderens. I Spanien er der tradition for, at børnene kan få faderens mellemnavn og moderens efternavn, og Carlos Garcia Avello vil gerne have dem navngivet efter spanske traditioner. Blandt andet har den danske regering interveneret i sagen med en påstand om, at den belgiske praksis fremmer integrationen af børnene i Belgien. Vås, siger Domstolen. Et navn har intet som helst med deres muligheder for integration at gøre. Et navn bruges udelukkende til at identificerer en person. Herefter konstaterer Domstolen, at når man har statsborgerskaber i to Medlemsstater, kan myndighederne i det ene land ikke hævde sin egen retsorden og forkaste den anden Medlemsstats retsorden. Man er nødt til at bøje af mod hinanden. Konklusionen er derfor, at Belgien skal respekterer ønsket om, at børnene navngives efter spansk ret. Link til dommen i sag C-148/02, Avello:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=48670&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=11868329

Sag C-200/02, Zhu/Chen, dateret 19. oktober 2004:

Stikord: »Opholdsret – mindreårig, der har statsborgerskab i en medlemsstat, men opholder sig i en anden medlemsstat – forældre med statsborgerskab i et tredjeland – opholdsret for moderen i den anden medlemsstat« Vi skal tilbage til Storbritannien, for her er myndighederne så rasende, at de nærmest kan tale kinesisk. Raserianfaldet drejer sig om en kinesisk familie, som ifølge de britiske myndigheder strækker EU-reglerne meget længere, end det kan holde.

Sagen er, at familien består af tre personer: Far, mor og et barn, der er født i Kina. Far arbejder for et kinesisk firma, og han er på forretningsrejse til Nordirland, hvor familien bosætter sig. Mor er gravid i 6. måned og hun føder dette andet barn, Catherine, i Nordirland. Kort forinden er britisk lov lavet om, så man ikke automatisk får britisk statsborgerskab blot fordi man bor i riget. Og samtidig er irsk lov således, at enhver, der er født på øen Irland (herunder Nordirland) kan få irsk statsborgerskab fra fødslen. Du har nok luret hvad fighten går ud på. Forældrene vælger nemlig, at Catherine skal have irsk statsborgerskab – til enorm irritation for de britiske myndigheder. Herefter flytter familien til Wales, men de britiske myndigheder nægter at give dem opholdsret der. Dette er første gang, at Domstolen skal tage stilling til børns rettigheder. Og det kan godt være, at briterne ikke var de bedste venner med Domstolen efter en tidligere dom nævnt i denne serie; nu er de direkte rasende. De anklager familien for bevidst at omgå reglerne for statsborgerskab for om muligt at opnå en fordel i EU-reglerne. Spørgsmålene fra briterne tårner sig op: Er barnet overhovedet unionsborger? Hvordan skal en nyfødt kunne forsørge sin familie, der er tredjelandsborgere? Og er det her ikke bare en bevidst handling, der skal betragtes som fuldstændig uacceptabelt? Domstolen starter med at konfirmerer, at Cathrine er statsborger i en Medlemsstat, og dermed også er unionsborger ifølge traktaten. Også selv om hun er spæd og i realiteten ikke kan træffer sine egne beslutninger. Dermed har hun også ret til fri bevægelighed og til at tage sin familie med sig. At det reelt er forældrene, der træffer beslutningerne, ændrer ikke på noget, siger Domstolen. Det ændrer heller ikke på noget, at det er forældrene, der skal forsørge barnet. Følgelig har forældrene også ret til ophold dér sammen med barnet. Var det en bevidst handling? Ja, det fremgår af præmis 11, at stuntet var helt overlagt. Men stadig lovligt. Link til dommen i sag C-200/02, Zhu/Chen:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=49231&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=12208388

Sag C-456/02, Trojani, dateret 7. september 2004:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – opholdsret – direktiv 90/364/EØF – begrænsninger og betingelser – person, der arbejder i et herberg mod naturalydelser – ret til sociale forsorgsydelser« Tidligere havde vi sagen om Hr Steymann, der arbejdede som blikkenslager i et religiøst fællesskab og som blandt andet fik naturalier som modydelse. Vi har nu en sag, der minder lidt om den, for den franske statsborger, Michel Trojani, arbejder omkring 30 timer om ugen i et belgisk herberg, hvilket han får betaling for i form af naturalier. Forskellen på de to sager er altså, at Steymann fik betaling delvist i naturalier, delvist i kontanter, mens Trojani får 100% i naturalier. Twisten i sagen er, at Trojani også skal betale en form for husleje, og den skal betales i kontanter, så han anmoder om minimex på 400 euro (lige i underkanten af 3.000 kroner), hvilket bliver afslået. En højere ret tildeler ham dog 300 euro mens sagen kører ved Domstolen. Den belgiske ret vil først gerne vide, om Trojani er arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Og hvis han ikke er nogen af de ting, om han så i stedet har ret til ophold direkte efter traktaten (det der nu er artikel 20-21 TEUF).Til det første spørgsmål svarer Domstolen, at han ikke er nogen af delene, hvorefter Domstolen bekræfter det andet spørgsmål. Domstolen slår som en sidebemærkning fast, at han har ret til minimex. Link til dommen i sag C-456/02, Trojani:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=49457&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1763057

Sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark (traktatbrud), dateret 15. september 2005:

Stikord: »Traktatbrud – arbejdskraftens frie bevægelighed – motorkøretøjer – arbejdsgiverens tilrådighedsstillelse for arbejdstageren – køretøj indregistreret i arbejdsgiverens medlemsstat – arbejdstager bosat i en anden medlemsstat – afgift af motorkøretøjet« En del danske virksomheder – særligt indenfor transportbranchen – er gennem årene udflaget til vore nabolande. Det vil sige, at de har flyttet virksomheden ud af landet og registreret det i eksempelvis Tyskland eller Sverige. Men medarbejderne bor stadig i Danmark. Det var de danske skattemyndigheder ikke helt tilfreds med, så de krævede, at de biler, der kørte til og fra Danmark skulle have danske nummerplader på og at der skulle svares dansk registreringsafgift af dem. Kommissionen var af en anden holdning. Uanset om køretøjet var til privat brug eller til ren erhvervskørsel, kan man ikke monterer nummerplader fra flere lande på samme køretøj. De skal kun være registreret i ét land ad gangen. Dette gælder også biler, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed for sine ansatte. Det gjorde, at Danmark ændrede sin lovgivning. Nu skulle Transportministeriet give tilladelse til, at de specifikke køretøjer kunne køre på danske veje. Tilladelsen var betinget af, at der blev betalt afgift. Kommissionen var stadig ikke tilfreds, for resultatet af de to løsninger ender jo alligevel det samme sted. Hvilket Kommissionen anser for en hindring for den fri bevægelighed. Men de danske skattemyndigheder ville ikke give sig yderligere, og dermed var Kommissionen tvunget til at gå til Domstolen med sagen. Domstolen indleder med at gøre det klokkeklart, at enhver hindring for den fri bevægelighed skal fjernes. At den fri bevægelighed ikke kun handler om selve adgangen til arbejdspladsen i gæstelandet, men også om de betingelser, der indføres, for at arbejdet kan udføres. Den danske regering vil stadig ikke give sig. For nu begynder sangen fra de varme lande: “Jamen, kan arbejdsgiveren da ikke bare udbetale en lavere løn til arbejdstageren i Danmark, end han vil gøre til en arbejdstager i det pågældende gæsteland?” Nej, svarer Domstolen, for så er der jo stadig forskelsbehandling på grund af nationalitet. Det konkluderes derfor, at både den tidligere ordning og den på det her tidspunkt nye ordning, er en hindring for den fri bevægelighed. Danmark dømmes således for disse to forhold.

Link til dommen i sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=59735&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2078648

Sag C-209/03, Bidar, dateret 15. marts 2005:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 12 EF og 18 EF – uddannelsesstøtte til studerende i form af lån til nedsat rente – bestemmelse om, at sådanne lån kun gives til studerende, der er etableret i indlandet« Vi er nu kommet så langt i forløbet, at alle de tidligere opholdsdirektiver er ved at udløbe og det hele bliver samlet i det nugældende opholdsdirektiv 2004/38. På det her tidspunkt kender man indholdet i 2004/38, men direktivet træder først i kraft en god års tid senere. Alligevel er 2004/38 nævnt i dommen hele to gange, nemlig i præmis 11 og 43.Hr. Dany Bidar er fransk statsborger og flyttet til Storbritannien for at gøre sin universitetsuddannelse færdig. Her kan han godt få støtte til at betale sine studieafgifter, men når det kommer til det, vi i Danmark kender som SU, stopper festen for de britiske myndigheder. De forlanger, at han skal være etableret og have haft fast, lovligt ophold i mindst 3 år i Storbritannien, for at han kan få studiestøtte. Domstolen fremhæver, at det ikke kun er den åbenlyse forskelsbehandling, der er forbudt. Det er skjult forskelsbehandling, der reelt fører til det samme resultat, også. Domstolen finder, at der i nærværende sag er tale om den skjulte forskelsbehandling, der reelt fører til samme resultat. Dany Bidar har derfor ret til at modtage den britiske udgave af SU, både i form af klip (stipendier) og lån. Briterne har haft den store lommeregner fremme, for i præmis 25 foretager de en konsekvensberegning, hvis Bidar vinder sagen. Beregningen afvises dog af Domstolen som en dårlig undskyldning og gentager, at hvis unionsborgeren er reelt etableret i værtslandet, må denne ikke forskelsbehandles i forhold til egne statsborgere i en tilsvarende situation.

Men kan man så ikke afbøde de langsigtede effekter ved at tidsbegrænse dommen? Jo, hvis situationen er, at staten er ved at blive væltet omkuld, kan Domstolen godt gøre det, men det er der ikke tale om her, så anmodningen bliver afvist.Link til dommen i sag C-209/03, Bidar:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=54113&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=84257

Forenede sager 6/90 og 9/90, Francovich med flere, dateret 19. november 1991:

Som lovet i kommentarsporet, tager jeg nu et sidespring. Vi skal til en sag (som i virkeligheden er 35 sager) mod Italien, der handler om Medlemsstatens erstatningspligt over for arbejdstagere, når de virksomheder, de har arbejdet i er gået bankerot. Det italienske problem er, at de ikke har implementeret et direktiv om dette, og derfor er de ved en tidligere lejlighed dømt for traktatbrud. Den samlede gæld i de 35 sager løber op i godt og vel 1 million danske kroner (2021-niveau). I alle sagerne fik arbejdstagerne besked fra kurator på, at de kun kunne få en meget lille del udbetalt, hvis overhovedet noget. I nogle af sagerne havde de end ikke set en eneste lire i 5 år fra disse tidligere arbejdspladser. Hvorfor tager jeg sådan en dom med? Det gør jeg fordi dommen også kan danne grundlag i andre sager om Medlemsstaternes erstatningspligt, for eksempel når de pågældende borgere lider et økonomisk tab på grund af syltning af sager, vildledning med videre. Og som vi har set i tidligere sager i denne serie, er manglende implementering af EU-lovgivning i national ret ikke nogen undskyldning for at nægte at efterkomme den relevante EU-lovgivning. Se særligt præmis 11 om dette. Dog laver Domstolen et twist, som kan virke ganske forvirrende. I præmis 26 siger Domstolen nemlig, at private ikke kan gøre direktivets regler gældende ved de nationale domstole. Begrundelsen er, at direktivet ganske vist er klar og præcis nok, men den er ikke implementeret til tiden .“Men skrev du ikke lige, at Medlemsstaterne har en erstatningspligt, og nu skriver du, at borgerne ikke kan gøre krav gældende ved de nationale domstole?” Jo, det skrev jeg. Og hold nu godt fast i gebisset, for jeg skrev, at man ikke kunne kræve godtgørelse eller erstatning efter et direktiv, der ikke var implementeret til tiden. Domstolen undersøger nemlig sagen nærmere. Herunder finder den guldet i den dagældende traktat, både i ord og i den ånd, den er skrevet. I præmis 40-41 går Domstolen ind og forklarer betingelserne for erstatning:

“Den første betingelse er, at det mål, der tilsigtes med direktivet, indebærer, at private tillægges rettigheder. Den anden betingelse er, at indholdet af disse rettigheder kan fastslås på grundlag af selve direktivets bestemmelser. Endelig er den tredje betingelse, at der er årsagsforbindelse mellem statens tilsidesættelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab. Såfremt disse betingelser er opfyldt, har private et krav på erstatning, der følger direkte af fællesskabsretten.” Hvad kan man så bruge det her til? Jo, hvis for eksempel de danske udlændingemyndigheder er alt for længe om at behandle en sag, der er kommet på deres bord, og EU-reglerne foreskriver en ufravigelig frist, har myndigheden i princippet begået traktatbrud, også selv om reglen formelt er korrekt implementeret i national lovgivning. Medfører det, at man lider et økonomisk tab på den konto, er myndigheden erstatningspligtig for det lidte tab. Link til dommen i de forenede sager 6/90 og 9/90, Francovich med flere:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.jsf?text=&docid=97140&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=13575635

Sag C-215/03, Oulane, dateret 17. februar 2005:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – ret til indrejse og ophold for statsborgere i medlemsstaterne – pligt til at forevise et identitetskort eller pas – forudsætning for anerkendelse af opholdsret – sanktion – frihedsberøvelse med henblik på udvisning« I skrivende stund står sommerferien for døren, og mange vil sikkert gerne en tur ud i Europa. Den franske statsborger, Dany Oulane, ville også holde ferie, så han tog til Nederlandene (Holland). Her blev han to gange stoppet af politiet, som forlangte at se et pas eller identitetskort. Ingen af gangene havde han nogen af delene på sig. Første gang blev han tilbageholdt, anden gang røg han ud. Begge gange fortalte han dog, at han er fransk statsborger og at han agter at rejse hjem igen. Politiet betragtede ham som en trussel mod den offentlige orden, alene på grund af den manglende ID, og de var derfor ikke meget for at sætte ham på fri fod ved politiforretningen. Dany Oulane var absolut ikke tilfreds med den behandling han fik af det nederlandske politi, så det blev til en sag, der endte ved Domstolen. I serien her, har jeg tidligere berettet som sager, hvor Domstolen fastslår, at manglende opholdstilladelse eller pas ikke i sig selv kan medføre, at en unionsborger bliver fængslet begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed. Oulane henviser i sin sag ikke til disse domme. Domstolen gentager da også, at sådanne manglende dokumenter ikke kan begrunde fængsling. Desuden indrømmer de nederlandske myndigheder overfor Domstolen, at nederlandske borgere, der af politiet bliver stoppet på gaden og bedt om legitimation, kan fremvise enhver form for passende ID, mens udlændinge er begrænset til enten pas eller identitetskort. Domstolen bliver i den anledning spurgt, om hvorvidt det er ok eller om det udgør forskelsbehandling. Domstolen replicerer, at det er ulovlig forskelsbehandling. Og tilføjer, at unionsborgeres opholdsret i andre Medlemsstater er beskrevet direkte i traktaten og ikke må begrænses. Der kan dog stilles krav om, at såfremt unionsborgeren befinder sig på en anden Medlemsstats område i mere end 3 måneder, kan det kræves, at vedkommende anmoder om et opholdsdokument. Dette opholdsdokument hedder i dag et EU-registreringsbevis. Medlemsstaterne må således ikke begrænse unionsborgeres beviser for statsborgerskab til udelukkende at være et nationalt identitetskort (fra hjemlandet) eller et pas, men skal accepterer “ethvert egnet middel”, som det hedder. Det kan altså være et hvilket som helst dokument, der viser, hvor man hører til. Som en bonusoplysning fortæller Domstolen, at når man er turist, er man samtidig modtager af tjenesteydelser, og alene deri omfattet af tjenesteyderbegrebet i EU-reglerne. Link til dommen i sag C-215/03, Oulane:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=49938&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=13910524

Sag C-503/03, Kommissionen mod Spanien (traktatbrud), dateret 31. januar 2006:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 64/221/EØF – tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat – ret til indrejse og ophold – restriktion begrundet i hensynet til den offentlige orden – Schengen-informationssystemet – indberetning som uønsket« To tredjelandsborgere, der er gift med unionsborgere, står ved den spanske grænse og vil gerne ind. Det bliver de nægtet, alene af den grund, at Tyskland har indberettet dem i en fælles EU-database over uønskede personer. Databasen kaldes SIS og står for Schengen Information System. Kommissionen mener ikke, at Spanien har givet gode nok begrundelser for at nægte visum til de pågældende. Schengen-området består af 26 lande. Langt de fleste er EU-lande. Det er den luxembourgske by, Schengen, der har lagt navn til det, der har med Schengenreglerne at gøre. Det er blandt andet i Schengenkonventionen, at vi finder reglerne om åbne indre grænser og lukkede ydre grænser. Altså hvor man i princippet kan krydse landegrænser indenfor Schengenområdet uden at blive stoppet for paskontrol på selve grænsen. De spanske myndigheder fulgte ikke nogle anvisninger fra Kommissionen, og derfor endte sagen som en traktatbrudssag ved Domstolen. Dommen kan godt være ret teknisk at læse. Det korte af det lange er dog følgende:

– Det er kun den Medlemsstat i Schengensamarbejdet, der har foretaget indberetningen, der kan foretage ændringer, rettelser, sletning og supplerer oplysninger til det, de har indberettet (præmis 14). Senest tre år senere skal sagen vurderes igen.
– Når de øvrige Schengenlande ønsker supplerende oplysninger i en konkret sag, skal det land, der har foretaget indberetningen svarer indenfor 12 timer (præmis 17).
– De øvrige Schengenlande har pligt til at foretage sin egen undersøgelse og vurdering af, om personer, der er indberettet i SIS, udgør en så tilstrækkelig alvorlig trussel, at indrejse og visum kan nægtes (præmis 59). Man må ikke alene og på automatpilot afvise folk, blot fordi de står i SIS.

Samlet set betyder det, at et Schengenland godt kan tage imod en tredjelandsborger, selv om denne står i SIS som uønsket. Undtagelserne til denne regel står beskrevet i dommens præmis 44. Disse tredjelandsborgere kan få et visum, der er nationalt begrænset, det vil sige, at det kun gælder til det ene land. Ergo, såfremt man som tredjelandsborger er gift med en unionsborger og får afslag på visum, og dette afslag ene og alene er baseret på, at personen står i SIS, er det denne her dom, man skal hive frem fra skuffen. Med den i hånden kan man forlange, at myndighederne foretager en konkret, individuel vurdering i den enkelte sag af, om personen nu også er så farlig, som angivet. Automatpiloten er død og skal under ingen omstændigheder accepteres. Link til dommen i sag C-503/03, Kommissionen mod Spanien:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=55480&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=14134782

Sag C-520/04, Turpeinen, dateret 9. november 2006:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – indkomstskat – pension – hårdere beskatning af pensionister, der har bopæl i en anden medlemsstat« Fru Turpeinen fra Finland var i sit aktive arbejdsliv børnepsykiater som offentlig ansat. Da hun gik på førtidspension, flyttede hun til Belgien, og da hun blev tildelt alderspension, tog hun permanent ophold i Spanien. Da hun kun havde arbejdsindtægter fra Finland, skulle hun også kun betale sin skat i denne Medlemsstat. Først får hun at vide, at hun skal betale 28,5% i skat, men efter 3 år udenfor Finland, får hun besked på, at hun nu skal betale 35% i skat. Hvis hun var blevet boende i Finland til livets ende, skulle hun stadig kun betale 28,5% i skat af sin pension. Hun påberåbte sig forskelsbehandling i form af en ekstra skat for at bruge sin ret til fri bevægelighed (og dermed i realiteten en straf for at bruge denne ret).Som vi har set i mange andre sager i denne serie, tager Domstolen ikke altid alle argumenter for gode varer. I den her afgørelse siger Domstolen i præmis 33, at absolut ingen af de argumenter, som den finske regering har fremført, kan godtages. Domstolen fremfører i præmis 35, at proportionalitetsprincippet dermed er overtrådt, fordi de finske skattemyndigheder går længere end nødvendigt for at beskatte korrekt. De finske skattemyndigheder kan jo bare kontakte deres spanske kolleger for at finde ud af, om Fru Turpeinen har indtægter dernede. Således dømmes de finske skattemyndigheder for forskelsbehandling, ved at straffe en unionsborger, der benytter sig af sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed. Link til dommen i sag C-520/04, Turpeinen:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=64682&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1237418

Sag C-50/06, Kommissionen mod Holland (traktatbrud), dateret 7. juni 2007:

Stikord: »Traktatbrud – unionsborgerskab – fri bevægelighed for medlemsstaternes statsborgere – direktiv 64/221/EØF – den offentlige orden – nationale bestemmelser om udvisning – straffedom – udvisning« Kommissionen indledte denne sag om traktatbrud, fordi Nederlandene ikke brugte direktiv 64/221 (nu 2004/38) korrekt. En straffedom i sig selv, var nemlig begrundelse nok til udvisning i den nederlandske udlændingelov. Det samme var modtagelse af sociale ydelser. Men direktiverne siger noget andet. De bestemmer, at i forhold til unionsborgere og deres familiemedlemmer, må udvisning ikke være en automatisk følge af en straffedom eller modtagelse af sociale ydelser. Udlændingeloven gjorde ikke forskel på, om der var tale om unionsborgere og deres familiemedlemmer, eller om der var tale om andre udlændinge. Så der var unionsborgere, der røg ud af landet på den konto. I de indledende skrivelser mellem Kommissionen og den nederlandske regering, kunne den nederlandske regering ikke se problemet. Den mente, at når der var begået noget strafbart, som man blev dømt for, var det de nationale love, der var gældende. De nægtede med andre ord at forholde sig til EU-rettens forrang, herunder bestemmelser i direktiverne. Dermed var sagen for Domstolen en realitet. Det fremgår af domsreferatet (præmis 45), at der ganske vist ikke er indbygget en automatik for udvisning af unionsborgere, men at det alligevel er muligt efter udlændingeloven at kyle unionsborgere ud, uden at skele til familiemæssige forhold og til om personen udgør en så alvorlig trussel, at han/hun må udvises. Når der ikke foretages en sådan konkret, individuel vurdering, er der tale om traktatbrud. I direktiv 2004/38 er sagens kerne i det væsentlige omtalt i artikel 27-28. Link til dommen i sag C-50/06, Kommissionen mod Holland:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=63238&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1610642

Sag C-242/06, Sahin, dateret 17. november 2009:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – arbejdskraftens frie bevægelighed – indførelse af gebyrer med henblik på erhvervelse af en opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten – overtrædelse af »standstill«-klausulen i artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80«Nu skal særligt tyrkiske statsborgere, der arbejder her i landet, være vågne, for den her omhandler jer. Det er vigtigt at holde tungen lige i munden her, for den gælder nemlig ikke for tyrkiske statsborgere, som måske nok bor her i landet, men som dog ikke arbejder. Groft sagt er associeringsaftalens formål at nedbryde murene mellem EU på den ene side og Tyrkiet på den anden. Det gør den ved at give tyrkiske statsborgere adgang til EU’s arbejdsmarked som enten arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller tjenesteydere i traktatens forstand. Det ultimative mål er at optage Republikken Tyrkiet i EU som fuldgyldig medlemsstat. Associeringsaftalen blev indgået i 1963, og dermed er Tyrkiet det land, der har haft den suverænt længste status som kandidatland til EU. Om de nogensinde bliver fuldgyldige medlemmer, er et åbent spørgsmål. Anyway, spørgsmålet i denne sag er, om Nederlandene, hvor denne sag foregår, må indføre ansøgningsgebyrer overfor tyrkiske statsborgere, der bor og arbejder i Nederlandene, når de for eksempel vil forlænge deres opholdstilladelse. Og de ikke tidligere har skullet betale sådanne gebyrer. Den helt centrale jura i spørgsmålet, er artikel 13 i afgørelse 1/80 mellem EU og Tyrkiet. Artikel 13 lyder sådan her: »Fællesskabets medlemsstater og Tyrkiet må ikke indføre nye begrænsninger for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der på nævnte landes områder har opnået opholds- og arbejdstilladelse i henhold til gældende lovgivning.« Der er sågar strid internt mellem to nederlandske myndigheder, som spiller ping-pong med sagen flere gange. Den ene myndighed giver Sahin ret i sit standpunkt, den anden kalder den “ugrundet”. Sahin holder fast i artikel 13. Så nu må Domstolen skille fårene fra bukkene. Det hører med til historien, at Sahin faktisk søgte om sin anden forlængelse EFTER at den hidtidige opholdstilladelse var udløbet. Og han havde heller ikke betalt det opkrævede gebyr, sådan som den nederlandske minister mente han skulle. Det opkrævede gebyr var på 169 euro (ca. 1.260 kroner).Domstolen får forklaret, at når for eksempel en tredjelandsborger, som er gift med en unionsborger, skal have et opholdskort, skal dette opholdskort som udgangspunkt være gratis. Det står dog Medlemsstaterne frit at opkræve et gebyr, men i så fald må gebyret ikke være højere, end dét indenlandske statsborgere skal betale for et nationalt ID-kort. Af sidstnævnte årsag bliver Nederlandene dømt i sagen. Ansøgningsgebyret er i strid med nævnte artikel 13.Link til dommen i sag C-242/06, Sahin:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=73275&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=15323253

Sag C-349/06, Polat, dateret 4. oktober 2007:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – tillægsprotokollens artikel 59 – artikel 7, stk. 1, og artikel 14 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – direktiv 2004/38/EF – opholdsret for et barn af en tyrkisk arbejdstager – myndigt barn, der ikke længere forsørges af sine forældre – flere straffedomme – en udvisningsafgørelses lovlighed« Som det fremgår af stikordene, bliver vi ved associeringsaftalen mellem Tyrkiet og EU lidt endnu, men vi flytter fra Nederlandene til Tyskland, hvor denne her sag foregår. Nu er alle tidligere opholdsdirektiver udfaset og i stedet er det hele samlet (eller kodificeret, som det hedder i jurasproget) i direktiv 2004/38. Sagen her har forbindelse med artikel 28 i direktivet, der handler om beskyttelse mod udvisning. Den tyrkiske statsborger, Murat Polat, kom til Tyskland i 1972 ganske kort efter sin fødsel, og har boet der lige siden. Han gennemførte hele folkeskolen og fik også noget arbejde i en international lufthavn. Men efter værnepligten i Tyrkiet, gik det galt for ham. Han blev afhængig af narkotika og blev en vaneforbryder. Han fik derfor adskillige betingede domme og diverse afrusningskurser, men lige lidt hjalp det. Retssystemet fik nok, og mente, at nu var det ud. Vi ved fra tidligere straffedomme, at de i sig selv ikke kan medfører udvisning. Spørgsmålet er denne gang, om mere end 12 straffedomme kan ændrer denne grundsætning. Domstolen italesætter, at de ting han hidtil er dømt for, hører til i småtingsafdelingen og derfor kan de tyske myndigheder ikke tolke ham som en trussel mod den offentlige orden. Herefter konstaterer Domstolen tørt i præmis 36 og 37:“Herved er den omstændighed, at der foreligger flere straffedomme, ikke i sig selv af betydning. Desuden fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at en straffedom ikke er ledsaget af nogen tillægssanktion over for nationale statsborgere, der begår lovovertrædelser som dem, der ligger til grund for udvisningsafgørelsen i [Polat]-sagen. ”Så nej, Tyskland, I kan ikke udvise manden på dette grundlag. Link til dommen i sag C-349/06, Polat:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=60876&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=15636794

Sag C-524/06, Huber, dateret 16. december 2008:

Stikord: »Beskyttelse af personoplysninger – unionsborgerskab – princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – direktiv 95/46/EF – begrebet »nødvendig« – generel behandling af personoplysninger om unionsborgere, der er statsborgere i en anden medlemsstat – centralt udlændingeregister« Heinz Huber er østriger, og har boet i Tyskland. I Tyskland har man et “folkeregister” over udlændinge bosat i landet. Dette register kaldes AZR. I dette register opbevarer tyskerne både nogle helt basale oplysninger om de udlændinge, der bor i landet samt oplysninger til både statistisk brug og til brug for bekæmpelse af kriminalitet. Huber vil gerne have slettet nogle af disse oplysninger – uden at domsreferatet fortæller hvilke. Det nægter de tyske myndigheder. Domstolen bekræfter, at Medlemsstaterne gerne må føre register over de udlændinge, der bor og bevæger sig i landet. Det er i overensstemmelse med nogle direktivbestemmelser. Men herefter løftes pegefingeren. For hvad angår brug til statistik, skal oplysningerne være anonymiseret. I modsat fald er oplysningerne ulovlige. Og hvad angår bekæmpelse af kriminalitet, må oplysningerne ikke bruges til dette formål, hvis registeret KUN føres over unionsborgere. Link til dommen i sag 524/06, Huber:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=76077&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2802567

Sag C-33/07, Jipa, dateret 10. juli 2008:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 18 EF [nu 20-21 TEUF] – direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område« Må hjemlandet – i det her tilfælde Rumænien – nægte en af sine egne statsborgere retten til fri bevægelighed? Det er spørgsmålet i denne sag, hvor Gheorghe Jipa ønsker at tage til Belgien, men hvor Belgien ved et tidligere besøg kaldte hans ophold ulovligt. Domstolen starter med at gentage, at ALLE statsborgere i Medlemsstaterne har en primær og individuel ret til fri bevægelighed med de begrænsninger og på de betingelser, som er fastslået i traktaterne, direktiver og forordninger. Dem skal Medlemsstaterne respekterer. Herefter siger Domstolen følgende i præmis 24:“En sådan undtagelse fra det nævnte grundlæggende princip, som en medlemsstat kan påberåbe sig, indebærer bl.a., således som det fremgår af artikel 27, stk. 2, i direktiv 2004/38, at foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed udelukkende kan begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Begrundelser, der ikke vedrører den individuelle sag, eller som har generel præventiv karakter, må ikke anvendes. ”Med “undtagelse” menes den forhindring, som de rumænske myndigheder er i gang med at foretage overfor Jipa. Hvis Jipa derimod faktisk ER en faktisk og reel trussel mod det belgiske rige, og dette kan dokumenteres, kan hjemlandet godt hindre borgeren i at fuldføre sin plan. Men kan hjemlandet ikke dokumenterer det, har myndighederne ikke nogen sag. Link til dommen i sag C-33/07, Jipa:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=67583&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=3171649

Sag C-92/07, Kommissionen mod Holland (traktatbrud), dateret 29. april 2010:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – standstill-regler og forbud mod forskelsbehandling – forpligtelse til at betale gebyrer for at opnå og forlænge en opholdstilladelse – forholdsmæssigheden af de gebyrer, der skal betales – sammenligning med de gebyrer, der er betalt af unionsborgerne – associeringsaftalens artikel 9 – tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1 – artikel 10, stk. 1, og artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80«I del 3 i denne serie, blev Sahin-sagen diskuteret. Her blev Nederlandene bl.a. dømt for at opkræve ansøgningsgebyrer af tyrkiske arbejdstagere, noget som er forbudt efter de aftaler, der ligger med Tyrkiet. Nederlandene har dog ikke respekteret dommen mod Sahin, så nu foreligger der en sag om traktatbrud for disse forhold. Det drejer sig dog ikke kun om Sahin-sagen, da problemet har stået på siden 1994.I korte træk, er sagen en genopremsning af Sahin-dommen, så hvad angår det indholdsmæssige, henvises til den.Link til sag C-92/07, Kommissionen mod Holland: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=84479&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=16867169

Sag C-158/07, Förster, dateret 18. november 2008:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – studerende, som er statsborger i en medlemsstat, og som er rejst til en anden medlemsstat for at følge en uddannelse dér – studiestøtte til studerende til dækning af leveomkostninger – unionsborgerskab – artikel 12 EF – retssikkerhed« Den tyske statsborger, Jacqueline Förster, har bosat sig i Nederlandene, hvor hun vil gøre sin uddannelse til lærer færdig. Hun har et særligt hjerte for børn med specielle behov. I begyndelsen har hun en del småjobs ved siden af studierne, men får en ende på et tidspunkt. Det betyder, at hun mister sin studiestøtte. Mens hun havde småjobbene, havde hun status som arbejdstager. De nederlandske myndigheder nægter hende videre studiestøtte begrundet i Bidar-dommen (se del 9) og den deri fastsatte retspraksis. Domstolen tilføjer en del fra Collins-sagen (se del 9) også. Domstolen starter med at fastslå, at hun ikke længere er arbejdstager. Men kan værtsmedlemsstaten stille krav om bopæl i 5 år inden studiestøtte tildeles, for at opnå en vis grad af integration i landet? Ja, svarer Domstolen, men værtsmedlemsstaten skal stadig huske at overholde proportionalitetsprincippet, hvilket Domstolen vurderer er tilfældet i den konkrete sag. Domstolen stiller dog Medlemsstaterne det frit, om de vil vente alle 5 år med at yde den fulde støtte, eller om de vil yde delvis støtte fra starten. Sidstnævnte er til ren overlevelse og ikke andet. Må værtsmedlemsstaten så indfører regler om bopælskrav med tilbagevirkende kraft? Hertil svarer Domstolen, at det må de principielt ikke, for kravene skal være kendt på forhånd, når man søger. I den konkrete sag var der indført et bopælskrav med tilbagevirkende kraft, men det påvirkede ikke Förster, da hun først søgte efterfølgende. Link til dommen i sag C-158/07, Förster: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=68767&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=3895982

———-

Forenede sager C-22/08, Vatsouras, og C-23/08, Koupatanze, dateret 22. juni 2009:

Stikord: »Unionsborgerskab – fri bevægelighed for personer – artikel 12 EF og 39 EF – direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 2 – prøvelse af gyldigheden – statsborgere i en medlemsstat – beskæftigelse i en anden medlemsstat – lønniveauet og beskæftigelsens varighed – bevarelse af status som »arbejdstager« – ret til at modtage bistandsydelse« Vi har tidligere beskæftiget os med, hvad der skal til, for at man er arbejdstager i EU-rettens forstand. Det bliver også emnet lige her. For nørderne er der tale om velkendt stof, mens alle andre nok bliver nødt til at stille kaffekoppen og sige “Hold da op”. Sagen er nemlig den, at den ene af de her to græske statsborgere, kun er ansat i Tyskland i 6-7 uger. Han bliver så fyret på grund af ordrenedgang. Er han arbejdstager? Og i hvilket omfang har de ret til at modtage sociale ydelser fra de tyske myndigheder? For så vidt angår Vatsouras, havde han et arbejde, men indtægten var ikke helt nok, så han fik suppleret op til eksistensminimum efter den tyske sociallovgivning i knapt et års tid. Han fandt siden arbejde, der gjorde ham fuldstændig uafhængig af det offentlige system. Hvad angår Koupatanze, fik han også suppleret op, men fik en hel del mere, end Vatsouras og også for en noget kortere periode. Efter godt 6 måneder, fandt han arbejde, der gjorde ham uafhængig af social bistand. Koupatanze havde arbejde fra 1. november 2006 til 21. december samme år. Domstolen forklarer, at en løn under eksistensminimum og en periode på under 12 uger ikke i sig selv kan udelukke, at der er tale om reelt arbejde, men at den nationale domstol skal undersøge de nærmere omstændigheder for at få det belyst. I den juridiske litteratur, har dommen givet anledning til grå hår og vilde diskussioner. For man er godt klar over, at Koupatanze blev fyret på grund af ordrenedgang. Han gik ikke selv. Men hvad nu, hvis han selv var gået? Ville det ændre noget? Debatten om det kører stadig. Link til dommen i forenede sager C-22/08, Vatsouras, og C-23/08, Koupatanze:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=4C2A63DC395D61EF3E4D2FDE9131E4AE?text=&docid=75439&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=21078411

Sag C-73/08, Bressol med flere, dateret 13. april 2010:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 18 TEUF og 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 1 – retten til frit ophold – princippet om forbud mod forskelsbehandling – adgang til videregående uddannelse – studerende, som er statsborgere i en medlemsstat og rejser til en anden medlemsstat for at tage en uddannelse dér – begrænsning af optagelsen af ikke-hjemmehørende studerende på universitetsuddannelser inden for sundhedsområdet – begrundelse – proportionalitet – risiko for forringelse af kvaliteten af undervisningen i medicinske og paramedicinske fag – risiko for mangel på personer med en videregående uddannelse inden for sundhedsfaglige erhverv« Vi skal til Belgien, hvor man i det franske fællesskab indtil 2006 ikke havde nogen begrænsninger på antallet af studerende på universiteter og andre højere læreanstalter. Jeg forstår begrebet “det franske fællesskab” sådan, at det drejer sig om den del af Belgien, der er fransktalende, omend jeg ikke er helt sikker. Hvis nogen ved præcis, hvad der menes med det, må de gerne skrive det i kommentarsporet. Men fra det studieår, der startede i 2006, skete der noget. Der blev udsendt et dekret om, at folk udefra nu kun måtte udgøre max. 30% af de studerende, mens folk med bopæl indenfor det franske fællesskab stadig ikke havde nogen begrænsninger. Det samme gjaldt for undervisere på disse steder. Både undervisere og studerende klagede derfor over dekretet, hvilket førte til, at Domstolen blev spurgt, om dekretet er i overensstemmelse med forbuddet mod forskelsbehandling. Domstolen fortæller i sagsfremstillingen, at den mangler nogle mellemregninger. Derfor bliver den belgiske domstol bedt om selv at undersøge tingene nærmere. Overordnet er Domstolen dog ikke i tvivl om, at dekretet udøver forbudt forskelsbehandling. Link til dommen i sag C-73/08, Bressol med flere:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=83785&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8486936

Sag C-123/08, Wolzenburg, dateret 6. oktober 2009:

Stikord: »Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – artikel 4, nr. 6) – fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – gennemførelse i national ret – anholdt person, som er statsborger i den udstedende medlemsstat – den fuldbyrdende medlemsstats afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre betinget af fem års ophold på dens område – artikel 12 EF« Hr. Wolzenburg er en slemmert. Han er taget med fingrene i narko-dåsen, og har i sit hjemland, Tyskland, fået en betinget dom for det. Mens den betingede dom var gældende, flyttede han over grænsen til Nederlandene, hvilket fik de tyske myndigheder til at udstede en europæiske arrestordre på ham. Men i Nederlandene mente man, at han havde lovligt ophold (han blev dog anholdt), så nu ville de nederlandske myndigheder gerne vide, hvordan de skulle forholde sig. Indledningsvis bekræfter Domstolen, at Hr. Wolzenburg har ret til fri bevægelighed, både i medfør af traktaterne og i medfør af opholdsdirektivet. Den ret kan man ikke umiddelbart tage fra ham. Et af spørgsmålene er dog, om personer i en situation som denne skal være i besiddelse af et EU-registreringsbevis eller anden dokumentation på permanent opholdsret? Selv om dommen her ikke kan bruges i Danmark på grund af vores forbehold på retlige og indre anliggender (deraf forkortelsen RIA), er spørgsmålet alligevel interessant, også i dansk kontekst, fordi spørgsmålet har sammenhæng med opholdsdirektivet, som gælder fuldt ud i Danmark. Svaret på spørgsmålet finder man i dommens præmisser 50-51.Dommen er måske lidt svær at læse på grund af mange fagudtryk. Med “den fuldbyrdende judicielle myndighed” menes de nederlandske domstole og politimyndigheder, fordi det er dem, der har anholdt ham på baggrund af arrestordren. “Den anmodende judicielle myndighed” er de tyske politimyndigheder og domstole, fordi det er dem, der har udstedt arrestordren. Ifølge Den Danske Ordbog betyder “fakultativ” valgfri. Facit i dommen blev, at en Medlemsstat godt kan afslå at udleverer en unionsborger, der bor på dens område, til en anden Medlemsstat, såfremt visse betingelser er opfyldt. Link til dommen i sag C-123/08, Wolzenburg:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=77860&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8941894

Sag C-127/08, Metock med flere, dateret 25. juli 2008:

Stikord: »Direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på en medlemsstats område – familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere – tredjelandsstatsborgere, som er indrejst i værtsmedlemsstaten, inden de blev ægtefæller til en unionsborger« Reaktionerne på Christiansborg efter denne dom, var ikke ligefrem venligtsindede. Ramaskriget var så stort, at man var ved at få mistanke om, at ydervæggene faldt ud og taget blæste væk. Sagen var nemlig den, at tidligere var det et krav, at en tredjelandsborger, som er ægtefælle til en unionsborger skulle have fast, lovligt ophold i én medlemsstat, før vedkommende kunne rejse med videre til for eksempel unionsborgerens hjemland. Det vil sige, at tredjelandsborgeren skulle have modtaget sin opholdstilladelse. Men med både det nuværende opholdsdirektiv 2004/38 og nogle ændringer i traktaterne, gjaldt denne regel ikke længere. Det fik politikerne på Christiansborg til at gå fuldblod i panik, for nu var de helt sikre på, at Danmark blev oversvømmet med alle mulige mennesker, vi ikke ønsker. Fik politikerne ret i deres profeti? Nej, selvfølgelig gjorde de ikke det. For der var stadig krav om, at mindst én person i forholdet skulle være unionsborger, hvilket i sig selv satte en begrænsning for, hvilke persongrupper der kan få adgang. Den eneste forandring det fik var, at det ikke længere var så besværligt at få sine familiemedlemmer med sig over en landegrænse. Altså:
Det er ikke længere et krav, at tredjelandsborgeren har et EU-opholdskort eller national opholdstilladelse, for at denne kan flytte med over en landegrænse.
Der er nu kun krav om, at såfremt det forventes, at tredjelandsborgeren opholder sig i gæstelandet i mindst 3 måneder, skal vedkommende søge om et EU-opholdskort.
I disse 3 måneder er et pas nok til at dokumenterer sin opholdsret. Alt dette gælder uanset, hvad der eventuelt står i et visum.
Visummet kan altså godt udløbe i løbet af disse 3 måneder, men det er fuldstændig ligegyldigt, fordi man “afleder ret” (som det hedder) til ophold i kraft af unionsborgerens opholdsret, en opholdsret, som vi har set i tidligere sager udspringer direkte af traktaten og opholdsdirektivet.
Dermed har tredjelandsborgeren ret til fortsat at være på Unionens område, selv efter visum er udløbet.
Det kan så undre, at politikerne gik så meget i panik, for i hvert fald hvad angår opholdsdirektivet, blev den forhandlet på plads på et topmøde i Bella Center i København med danske ministre for bordenden, og man må jo så formode, at de vidste, hvad de havde skrevet under på. De har også selv været med til at vedtage traktatændringerne, der i 2009 førte til Lissabontraktaten (også kaldet Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF)), hvor kravet også var fjernet fra. Men det havde de vist lige glemt. Link til dommen i sag C-127/08, Metock:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=68145&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=9302136

Sag C-310/08, Ibrahim, dateret 23. februar 2010:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat, og for deres børn, som selv er statsborgere i en medlemsstat – statsborger i en medlemsstat, hvis lønnede beskæftigelse ophører, og som derefter udrejser fra værtsmedlemsstaten – børnene indskrevet ved en uddannelsesinstitution – ingen midler til underhold – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 12 – direktiv 2004/38/EF«

Den kvindelige hovedperson i denne sag er statsborger i Somalia. Hendes mand er dansk statsborger, og han udnytter sin traktatfæstede ret til fri bevægelighed, ved at bo og arbejde i Storbritannien, nærmere bestemt i London-området. Parret har fire børn, der alle er danske statsborgere.

Tvisten i sagen er, at parret er blevet separeret, børnene bor hos deres mor, og hun har ingen form for arbejde eller anden indtjening. Hun er altså 100% afhængig af midler fra det offentlige sociale system i Storbritannien. På et tidspunkt søger hun økonomisk hjælp til huslejen, men det får hun afslag på, fordi myndighederne mener, at hun er en unødig byrde for det sociale system i landet.

To af børnene går i skole. Det har en afgørende betydning. For hvis man husker tilbage til sag C-413/99, Baumbast og R (se del 3 ), fastslog Domstolen dengang – med henvisning til forordning 1612/68, artikel 12 – at børnene har ret til at gøre deres skolegang og uddannelse færdig i værtslandet, og her i Ibrahim-sagen understreger Domstolen, at denne ret gælder for børn, som “bor” i det pågældende land. Hvis man smider mor ud, smider man implicit også børnene ud, og derved ødelægger man integrationen for børnene. Altså: Mor kan ikke smides ud, hvor meget man end gerne ville, så længe børnene gennemgår skole og uddannelse. Og dermed er det offentlige sociale system nødt til at stå for hendes og børnenes nødvendige forsørgelse indtil hun enten kan klare sig selv eller indtil børnene er færdige med deres skole og uddannelse.

Link til dommen i sag C-310/08, Ibrahim:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=77E3702A2E8590EEDD003FB17A7DA09E?text=&docid=75432&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=3512605

Sag C-371/08, Ziebell, dateret 8. december 2011:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 7, stk. 1, andet led, og artikel 14, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – direktiv 64/221/EØF, 2003/109/EF og 2004/38/EF – opholdsret for en tyrker født på værtsmedlemsstatens område, hvor han som barn af en tyrkisk arbejdstager har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse i mere end ti år – straffedomme – en udvisningsafgørelses lovlighed – betingelser«

Hr. Ziebell er tyrkisk statsborger. Hans far var ligeledes tyrkisk og arbejdede i Tyskland i medfør af Associeringsaftalen mellem Republikken Tyrkiet på den ene side og EØF-medlemsstaterne og Fællesskabet på den anden side.

Efter sin fars død, endte Ziebell dog på den forkerte side af loven med både ulovlige stoffer og farlig kriminalitet på samvittigheden. Diverse afrusningskurser virkede ikke. Først da han stiftede familie med en tysk kvinde, kom han tilbage på den rigtige side af loven, og han fik børn med hende.

De tyske myndigheder ville gerne have ham sparket ud. Ziebell var af en anden opfattelse. Dels var han ikke længere kriminel, dels var han født og har boet alle sine dage i Tyskland, og dels mente han, at beskyttelsen mod udvisning i artikel 28 i opholdsdirektivet stod i vejen for de tyske myndigheders forehavende.

Domstolen slår fast, at manden ikke er beskyttet af opholdsdirektivets artikel 28, da denne alene beskytter unionsborgere. Desuden har Associeringsaftalen alene et økonomisk formål, hvorimod opholdsdirektivet går videre end blot det økonomiske.

Alligevel er han beskyttet mod udvisning, dels fordi han har lagt kriminaliteten bag sig, dels fordi al hans tilknytning ligger i Tyskland, hvor han har boet fast i 35 år på domstidspunktet. Domstolen beder desuden de tyske myndigheder om at beskytte hans ret til familieliv, sådan som denne er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Link til dommen i sag C-371/08, Ziebell:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=045F95F4BB8A33E66B2C728E64B0EB96?text=&docid=116127&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7508293

———-

Sag C-462/08, Bekleyen, dateret 21. januar 2010:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – artikel 7, stk. 2, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – ret for et barn af en tyrkisk arbejdstager til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse i den værtsmedlemsstat, hvor han har fuldført en erhvervsuddannelse – påbegyndelse af erhvervsuddannelse efter forældrenes endelige udrejse af denne medlemsstat«

Vi fortsætter med endnu en tyrkisk statsborger i Tyskland. Ligesom i sagen ovenfor, er kvinden her barn af en tyrkisk arbejdstager. Forskellen er blot, at efter at Ünal Bekleyen havde afsluttet grundskolen, tog hele familien tilbage til Tyrkiet, hvor de boede i 10 år, inden den unge dame vendte tilbage til Tyskland for at færdiggøre sin uddannelse. Resten af familien forblev tilbage i Tyrkiet.

Hun mødte ingen problemer i at få opholdstilladelse, så hun kunne gøre sit studie færdigt. Men de tyske myndigheder var ikke villige til at lade opholdsretten fortsætte efter endt studie. Hun lagde derfor sag an, som siden endte ved Domstolen.

Domstolen indleder med at gøre opmærksom på, at artikel 7, stk. 2 i afgørelse 1/80 mellem EU og Tyrkiet har direkte virkning. Det vil sige, at enhver tyrkisk arbejdstager, der befinder sig på Unionens område kan påberåbe sig denne artikel. Artiklen bestemmer at:

»Når tyrkiske arbejdstagere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, har deres familiemedlemmer, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat– efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse– efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år, fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse.Tyrkiske arbejdstageres børn, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, kan uafhængigt af varigheden af deres ophold i medlemsstaten modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, forudsat at en af forældrene har været lovligt beskæftiget i denne stat i mindst tre år.«

De tyske myndigheder ville have smidt hende ud, fordi forældrene er ophørt med at være arbejdstagere i Tyskland og fordi det er længe siden de sidst boede i landet. Men sådan kan man ikke løsrevet fortolke den påberåbte artikel, svarer Domstolen.

Forældrene har boet i landet i næsten 30 år (kravet er mindst 5 år) og de har arbejdet i mere end de 3 år, der også fremgår af artiklen. Men der stilles ikke noget krav om den tidsmæssige sammenhæng mellem hvornår familien flyttede tilbage til Tyrkiet og hvornår Frøken Bekleyen igen tog til Tyskland.

En anden ting Domstolen slår fast er, at tyrkiske arbejdstagere ikke har samme ret til fri bevægelighed, som vandrende unionsborgere, men kun kan påberåbe sig bestemte rettigheder på ét lands område (præmis 37).

Bekleyen skal derfor tildeles en opholds- og arbejdstilladelse af de tyske myndigheder, da hun har retten til dette.

Link til dommen i sag C-462/08, Bekleyen:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=F27C9E77006E24695197B24A0B68951A?text=&docid=74655&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8072458

———-

Sag C-480/08, Teixeira, dateret 23. februar 2010:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – opholdsret – statsborger i en medlemsstat, som har arbejdet i en anden medlemsstat, og som er forblevet dér efter at være ophørt med at arbejde – barn, som følger en faglig udannelse i værtsmedlemsstaten – ingen midler til underhold – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 12 – direktiv 2004/38/EF«

Vi skal til endnu en udløber af sag C-413/99, Baumbast og R (se del 3 ) om arbejdstageres børns ret til skolegang. Vi har allerede beskæftiget os med en del domme, som relaterer sig til Baumbast og R.

Til forskel fra de øvrige sager, er moderen i denne sag ikke arbejdstager på det tidspunkt, hvor datteren starter i skole. Og lige præcis dette var et hovedemne i sagen.

Domstolen gør gældende, at et sådant krav ikke kan stilles. Det er nok, at forælderen har været arbejdstager i løbet af perioden.

Gør det så nogen forskel, at forælderen kun har været arbejdstager i kortere perioder ad gangen? Nej, det gør det ikke. Forælderen har været arbejdstager en del af tiden, og det er sådan set nok, konstaterer Domstolen.

Link til dommen i sag C-480/08, Teixeira:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=73524&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8081817

———-

Sag C-34/09, Ruiz Zambrano, dateret 8. marts 2011:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF – tildeling af opholdsret i henhold til EU-retten til et mindreårigt barn i en medlemsstat, hvor barnet er statsborger, uafhængigt af, om det forudgående har udøvet sin ret til fri bevægelighed på medlemsstaternes område – tildeling under samme omstændigheder af en afledt opholdsret til en slægtning i opstigende linje, der er tredjelandsstatsborger, og som forsørger det mindreårige barn – konsekvenser af mindreårigt barns opholdsret for de krav, der skal opfyldes med hensyn til arbejdsret af den mindreåriges slægtning i opstigende linje, der er tredjelandsstatsborger«

Man må konstaterer, at Hr. Zambrano er en hård mand. Han tager ikke et nej for et nej, når det kommer til afslag på opholdstilladelse. Han kæmper derimod med næb og klør.

Zambrano er fra Colombia. I hjemlandet raser en borgerkrig, som han er flygtet fra. Han kommer til Belgien. Hans ægtefælle kommer dertil kort tid efter. Begge får en begrænset opholdstilladelse. Da den løber ud, får de ingen forlængelse, men de kan heller ikke sendes hjem på grund af borgerkrigen.

På trods af den manglende opholds- og arbejdstilladelse, finder Hr. Zambrano noget fuldtidsarbejde. Imens kæmper han en ulige kamp med myndighederne om opholdsret.

Imens han kæmper denne kamp, bliver han far til to børn født i Belgien. Han har også et barn med fra Columbia. De to børn født i Belgien får belgisk statsborgerskab efter nogle regler i belgisk lovgivning. Det er en rød klud for de belgiske myndigheder, der mener, at de to børn er skabt alene med det formål at være rambuk for forældrenes opholdsret. En beskyldning Hr. Zambrano pure nægter.

De belgiske myndigheder holder alligevel fast og giver ham det ene afslag efter det andet. Domstolen må kalde parterne til orden.

Domstolen starter med at konstatere, at opholdsdirektivet ikke gælder i en situation som denne, fordi direktivet er møntet på unionsborgere, som bevæger sig over grænserne indenfor Unionen. I den aktuelle sag, er unionsborgerne statiske (præmis 39).

De er dog alligevel beskyttet mod udsendelse. Domstolen henviser her til artikel 20 TEUF, som stadig den dag i dag er i kraft, da det er den seneste traktat, EU har udstedt (den udkom i 2009 og kaldes også Lissabon-traktaten). Artikel 20 TEUF bestemmer, at enhver statsborger i en medlemsstat tillige er unionsborger.

Domstolen pålægger de belgiske myndigheder at give Hr. Zambrano en opholdstilladelse, så han kan passe sine børn, samt en arbejdstilladelse, så han har mulighed for at forsørge dem. Han kan ikke nægtes disse tilladelser før børnene er blevet personligt myndige.

Dommen afstedkom en større lavine af par, der proforma gik fra hinanden, for at den ene kunne opnå samme opholdsret. Men i en senere dom, Dereci m.fl., som jeg vender tilbage til senere i serien, bløder Domstolen op på Zambrano-sagen, hvilket også bevirker, at lavinen stopper.

Link til dommen i sag C-34/09, Ruiz Zambrano:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=80236&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8098342

———-

Sag C-145/09, Tsakouridis, dateret 23. november 2010:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 16, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra a) – unionsborger, der er født og har haft bopæl i værtsmedlemsstaten i over 30 år – fravær fra værtsmedlemsstaten – strafferetlig domfældelse – afgørelse om udsendelse – bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed«

Myndighederne i Stuttgart, Tyskland, anser den græske statsborger, Tsakouridis, for at være en så skidt karl, at de finder en udvisning af ham “bydende nødvendig”. Han har blandt andet været medlem af en bande, der handlede med narkotika i rå mængder, og konsekvenserne heraf for såvel enkeltpersoner som samfundet som helhed, ragede ham en fjer.

Vores græske “ven” er født og opvokset i Tyskland, hvor han også afsluttede grundskole og en uddannelse. Derefter startede den kriminelle løbebane med både førnævnte handel og med personfarlig vold og overfald. Indimellem fandt han tid til at tage til den græske ø Rhodos, for at passe en strandbar. Der er ikke i sagen meldinger om kriminalitet foretaget i Grækenland.

Manden har således permanent opholdsret i Tyskland, og det gør det væsentligt sværere for de tyske myndigheder at kaste ham på porten. En længere række af ting skal nemlig tages i betragtning. De tyske myndigheder havde kun sat hans kriminelle adfærd op mod hans ret til familieliv. De ting, der skal tages i betragtning, er opregnet i dommens præmisser 22-56, men Domstolen er dog enig med de tyske myndigheder i, at hans medlemskab af en bande, der førte den ovenfor nævnte kriminalitet er en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Alligevel gentager Domstolen, at generalpræventive retsmidler ikke må tages i anvendelse.

Link til dommen i sag C-145/09, Tsakouridis:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=B1F3A09CBCA5B84A0DCF6D1736DD7F4F?text=&docid=79729&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4801179

———-

Sag C-162/09, Lassal, dateret 7. oktober 2010:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 16 – ret til tidsubegrænset ophold – tidsmæssig anvendelse – perioder tilbagelagt inden gennemførelsesdatoen«

Denne sag omhandler tidspunktet, hvor det nuværende opholdsdirektiv 2004/38 trådte i kraft. Den franske kvinde, fru Lassal, havde forinden direktivet trådte i kraft, boet og arbejdet on/off i Storbritannien i godt 6 år, hvorefter hun tog tilbage til Frankrig i 10 måneder. Mens hun var der, trådte direktivet i kraft og alle de tidligere direktiver udløb samtidig. Efter de 10 måneder i Frankrig vendte hun tilbage til Storbritannien, hvor hun igen søgte arbejde. Imens påberåbte hun sig det nuværende opholdsdirektivs artikel 16 om retten til permanent opholdsret.

De britiske myndigheder mente, at Lassal var helt galt på den. At hun ikke kunne støtte ret på et direktiv, der trådte i kraft i hendes fravær, og da slet ikke med tilbagevirkende kraft.

Domstolen henleder opmærksomheden på, at også de tidligere opholdsdirektiver og andre såkaldte “EU-retlige instrumenter” (det vil sige EU-lovgivning), gav Lassal tilsvarende rettigheder samt at artikel 16 i det nuværende opholdsdirektiv 2004/38 udtrykkeligt gør opmærksom på, at man kun mister denne ret, hvis man er fraværende i mere end 2 år i træk fra gæstelandet og på helt bestemte årsager.

På spørgsmålet om, hvorvidt rettighederne i direktivet gælder med tilbagevirkende kraft – altså også før det trådte i kraft – svarer Domstolen, at det vil stride mod både bogstavet og ånden og hele den baggrund, det er skrevet på, hvis det ikke har tilbagevirkende kraft.

Således tog fru Lassal pointet i denne strid.

Link til dommen i sag C-162/09, Lassal:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=47F81B47B6C3C2303363C757FDB59D5E?text=&docid=79378&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8680164

———-

Sag C-325/09, Maria Dias, dateret 21. juli 2011:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 16 – ret til tidsubegrænset ophold – perioder tilbagelagt inden datoen for direktivets gennemførelse – lovligt ophold – ophold alene på grundlag af et opholdsbevis udstedt i henhold til direktiv 68/360/EØF og uden at betingelserne for opnåelse af nogen form for opholdsret er opfyldt«

Hvis man omformulerer spørgsmålene i denne sag til almindelig dansk, vil det lyde nogenlunde sådan her: “Hvis en arbejdstager i løbet af den første 5 års opholdsperiode selv opsiger sit job, og dermed ikke længere er arbejdstager, har vedkommende så stadig ret til ophold?”

Ligesom i Lassal-sagen herover, udspiller Dias-sagen sig i Storbritannien på samme tidspunkt, som Lassal’s sag. Og dermed om en opholdstilladelse efter de gamle direktiver finder anvendelse nu, hvor det nye opholdsdirektiv er trådt i kraft. Så man kan på sin vis godt sige, at de to sager hænger sammen.

Forskellen på de to sager er blot, at Dias ikke på noget tidspunkt i forløbet forlod Storbritannien og at Dias i løbet af de fem år var gravid og på barsel en gang. Dommen er i høj også baseret på afgørelsen i Lassal.

Domstolen går ind i en diskussion om, hvorvidt en opholdstilladelse efter de gamle regler skaber en rettighed eller om opholdstilladelsen var deklaratorisk. Deklaratorisk vil i den her sammenhæng sige, at den bekræfter rettigheder, man allerede har i forvejen. Det er en diskussion, Domstolen har bragt op mange gange tidligere, og den har ikke ændret opfattelse. Opholdsretten udspringer direkte af traktaterne og gælder fra den dag, man sætter fod på landets jord. De nationale myndigheders opgave er blot at bekræfte, at man opfylder kravene hertil, ved at udstede en opholdstilladelse (som nu hedder et EU-opholdskort). Altså skaber et opholdskort ikke en rettighed. Det var ellers den tilgang Dias havde til spørgsmålet.

Domstolen gør det særligt tydeligt i præmis 54, hvor den siger at: “Som det er blevet fastslået i denne doms præmis 48-52, indebærer opholdsbevisernes deklaratoriske karakter imidlertid, at disse beviser blot dokumenterer en allerede eksisterende ret.” Så kan det vist ikke siges mere tydeligt.

De 5 år kan dog ikke stå alene. Også den sociale integration i værtslandet skal tages i betragtning. Præmis 63 lyder:

“Selv om artikel 16, stk. 4, i direktiv 2004/38 kun henviser til fravær fra værtsmedlemsstaten, kan der nemlig også drages tvivl om den integrationsmæssige tilknytning mellem den berørte person og denne medlemsstat i det tilfælde, hvor en borger efter at have opholdt sig lovligt i fem år i træk beslutter sig for at forblive i medlemsstaten uden at have nogen opholdsret.”

Domstolen konkluderer, at hvis man har fået en opholdstilladelse på de gamle regler, men at man i perioder ikke opfylder kravene til denne opholdstilladelse, så kan disse perioder ikke medregnes i de 5 år. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man mister opholdsretten, blot fordi man skifter status.

Link til dommen i sag C-325/09, Maria Dias:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=107931&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5011694

———-

Sag C-345/09, van Delft m.fl., dateret 14. oktober 2010:

Stikord: »Social sikring – forordning (EØF) nr. 1408/71 – afsnit III, kapitel 1 – artikel 28, 28a og 33 – forordning (EØF) nr. 574/72 – artikel 29 – fri bevægelighed for personer – artikel 21 TEUF og 45 TEUF – sygeforsikringsydelser – personer berettigede til alderspension eller rente som følge af uarbejdsdygtighed – bopæl i en anden medlemsstat end den stat, som det påhviler at udbetale pensionen eller renten – naturalydelser udredt af bopælsstaten for den udbetalende stats regning – manglende registrering i bopælsstaten – pligt til at betale bidrag til den udbetalende stat – lovændring i den udbetalende stat – opretholdelse af sygeforsikring – forskellig behandling af personer, der har bopæl i landet, og personer, der ikke har bopæl i landet«

Sagen her drejer sig om seks nederlandske statsborgere, som bor i fire forskellige andre EU-lande, og som alle modtager pension eller rente. Nogle af dem har ladet sig registrere hos de kompetente myndigheder, mens andre har undladt dette.

Hovedspørgsmålet er, om de pågældende står frit i valget mellem en pension de selv har sparet op til gennem et pensionsselskab på den ene side, og en tvungen, som den nederlandske regering skal udrede på den anden, hvis personerne bliver syge og kræver læge eller indlæggelse på hospital.

Et af begrundelserne for valgfrihed mellem de to ordninger er, at de med den tvungne ordning får et mindre gunstigt beløb, end de ville få deres respektive pensionsselskaber, til at betale for behandlingerne.

Det bliver dog afvist af Domstolen. Den nederlandske regering kan godt fastsætte, at der ikke er valgfrihed desangående.

Link til dommen i sag C-345/09, van Delft m.fl.:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=4FC2C1109EC77AD4D43978B1779944CA?text=&docid=82942&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=15329

———-

Sag C-348/09, I, dateret 22. juni 2012:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – artikel 28, stk. 3, litra a) – afgørelse om udsendelse – straffedom – bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed«

Den italienske statsborger, som er hovedperson i denne sag, mister man lynhurtigt sympatien for. Han bor i Tyskland, hvor han er droppet ud af skolen i utide og han har ikke kunnet fastholde arbejde. Han har i stedet forgrebet sig og udøvet voldtægt mod piger ned til 8 år over en længere periode, ofte under trusler om at aflive barnets mor eller far, hvis ikke barnet makkede ret.

At han udgjorde et stort problem, var de tyske myndigheder overhovedet ikke i tvivl om, så de bad ham i første omgang om at forlade landet, med truslen om, at hvis han ikke gjorde det frivilligt, ville han blive tvunget ud med magt. Han nægtede at flytte sig frivilligt.

Forskellen på den her sag og Tsakouridis-sagen (behandlet ovenfor) er blot, at i Tsakouridis-sagen var hovedpersonen medlem af en bande, hvilket Domstolen kaldte en skærpende omstændighed. Men italieneren handler på egen hånd, så de tyske myndigheder er nu i tvivl om, hvorvidt opholdsdirektivets artikel 28 kan bruges mod ham på samme måde, som det skete i den anden sag.

Domstolen hjælper de tyske myndigheder. Blandt andet henviser den til en artikel i traktaterne, som hegner hans forbrydelser ind under en bestemt kategori, og hvor et andet direktiv – som ikke gælder i Danmark grundet retsforbeholdet – under de skærpende omstændigheder, der er tale om, kan give ham op mod 10 år bag tremmer.

Der bliver dog også løftet en pegefinder, for hvis tiden bag tremmer er på mere end to år, og tillægsstraffen lyder på udvisning, skal de nationale myndigheder, når tiden kommer til det, igen foretage en vurdering af, om personen fortsat vil være en sådan trussel, hvis han sættes på fri fod, som han var før dommen. Hvis man ikke finder det, kan udvisningen ikke gennemføres, men hvis man vurderer, at han ikke har forbedret sig, står vejen til effektuering af udvisningen på vid gab.

Link til dommen i sag C-348/09, I:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=122961&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5539505

———-

Sag C-391/09, Runevič-Vardyn og Wardyn, dateret 12. maj 2011:

Stikord: »Unionsborgerskab − retten til at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område − princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet − artikel 18 TEUF og 21 TEUF − princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse − direktiv 2000/43/EF − national lovgivning, hvorefter efternavne og fornavne på fysiske personer i dokumenter vedrørende civilstand skal skrives således, at den stavemåde, der gælder for det officielle nationale sprog, følges«

Hvordan staver man et navn? Det er i kort form overskriften på denne dom. Litauen, som denne sag omhandler, har ikke bogstavet W, Polen har bogstavet Ł (ja, jeg måtte copy/paste det), altså et L med en vandret lille streg på midten, og andre har nogle tegn ovenpå visse bogstaver. Men hvordan forholder det sig, hvis man flytter til et land, som ikke har samme stavemåde, som hjemlandet? Det fik Domstolen mulighed for at forholde sig til i denne dom.

Den første person vi skal stifte bekendtskab med, er litauisk statsborger, men tilhører det polske mindretal i landet, uden dog at være polsk statsborger. I Litauen hedder hun Malgožata Runevič-Vardyn. Hun har anført, at hendes forældre gav hende det polske fornavn »Małgorzata« og hendes fars efternavn »Runiewicz«.

Den anden person i sagen hedder Łukasz Paweł Wardyn. Men på vielsesattesten er hans navn skrevet Lukasz Pawel Wardyn (altså med et helt almindeligt L).

Nu kommer så det underlige. For vielsen er foretaget i Litauen og der er vielsesattesten også udstedt. For dels blev hans forbogstav i fornavnet ændret til et almindeligt L og W bevaret i efternavnet, trods bogstavet ikke findes i Litauen, dels blev hendes efternavn efter vielsen skrevet med V og ikke W samt første del af efternavnet blev skrevet på to forskellige måder.

Parret mente, at det udgjorde forskel på grundlag af nationalitet. Domstolen ville gå så langt som til at sige, at såfremt den nationale skrivemåde udgjorde et problem for parret, når de henvendte sig til offentlige myndigheder, og disse myndigheder stillede spørgsmål ved deres identitet begrundet i de forskellige stavemåder, havde parret ret i deres sag. Men da parret ikke havde mødt den form for modstand, afviste Domstolen dem og konstaterede, at de nationale myndigheder har ret til at skrive navne på den måde, som er normalt i landet.

Link til dommen i sag C-391/09, Runevič-Vardyn og Wardyn:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=166CE7530AEA9F80713836DE1EEDE289?text=&docid=82046&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=28331

———-

Sag C-434/09, Shirley McCarthy, dateret 5. maj 2011:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – artikel 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – begrebet »berettiget person« – artikel 3, stk. 1 – statsborger, der aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, og som altid har haft ophold i den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger – betydning af at være statsborger i en anden medlemsstat – rent intern situation«

Fru McCarthy har giftet sig med en mand fra Jamaica. Nu forsøger hun, om det er muligt at omgå de nationale britiske love om familiesammenføring ved først at blive irsk statsborger (den del lykkedes) og derefter søge familiesammenføring efter EU-reglerne. De britiske myndigheder hæfter sig dog ved to ting, som de mener spænder ben for hendes forsøg. Dels har hun hele livet boet i Storbritannien og uden planer om at flytte (dermed en rent intern situation), dels hænger hun fast i det, der svarer til kontanthjælp (social turisme er ikke accepteret).

McCarthy står dog fast med henvisning til det irske pas. På trods af nej alle steder fra.

Domstolen har også nej-hatten på, og er fuldstændig enig i de begrundelser, som de britiske myndigheder har fremført gennem hele sagen. Men Domstolen holder sig ikke strengt til de retsregler, som den britiske Højesteret har spurgt til i sagen, hvilke var artikel 3 og artikel 16 i opholdsdirektivet. For at Højesteret kan få en bredere forståelse, tager Domstolen betragtning 1, 2 og 3 i præamblen til direktivet (det er de tal i parantes, man læser først i direktivet), samt artikel 1, 2, 3, 6, 7, 16 og 22 med ind i ligningen. Dermed fik Højesteret 100% rygdækning fra Domstolen til at afvise ægteparret McCarthy.

Link til dommen i sag C-434/09, Shirley McCarthy:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=22B5865660BF24EE0A7F519EAFBA5A10?text=&docid=82119&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6236683

———-

Sag C-542/09, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud), dateret 14. juni 2012:

Stikord: »Traktatbrud – fri bevægelighed for personer – adgang til undervisning for vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer – støtte til videregående studier, der gennemføres uden for den berørte medlemsstats område – bopælskrav«

I slutningen af 00’erne indførte Nederlandene (Holland) et bopælskrav for at få adgang til nederlandsk studiestøtte – det vi på dansk kalder SU. Kravet var, at man skulle have boet i landet i mindst 3 ud af de seneste 6 år, for at kunne få støtten. Kravet gjaldt også for unionsborgere og deres familiemedlemmer.

Kravet fik Europa-Kommissionen til at anlægge sag ved Domstolen for forskelsbehandling. På den måde at forstå, at nederlandske statsborgere nærmest altid opfylder kravet, mens folk udefra ikke nyder de samme rettigheder.

På den anden side mente den nederlandske regering ikke, at der var tale om hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling, fordi reglerne var ens for alle.

Domstolen gik i rette med den nederlandske regering. Det kan godt være, at reglerne er ens for alle, men hvis det betyder, at nogle i realiteten alligevel kan drage fordel af det, mens andre lades ude, er der stadig tale om forskelsbehandling, og det må simpelthen ikke finde sted. Særligt ikke overfor unionsborgere, der bruger deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed.

Domstolens logik er, at en nederlandsk statsborger med bopæl i hjemlandet ikke har problemer med at opfylde kravet. Mens en unionsborger, der lige er flyttet til landet i den hensigt at tage en videregående uddannelse dér – og i særdeleshed en unionsborger, som pendler fra sin bopæl i et andet medlemsland til Nederlandene – ikke kan opfylde kravet. Dermed er der tale om indirekte diskrimination af de to sidstnævnte grupper, og på det grundlag kendte Domstolen for ret, at Nederlandene har gjort sig skyldig i traktatbrud.

Link til dommen i sag C-542/09, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud) :
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=DB159D89FA00CCF39D37E391907C323C?text=&docid=123844&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=742534

———-

Sag C-364/10, Ungarn mod Slovakiet (traktatbrud), dateret 16. oktober 2012:

Stikord: »Traktatbrud – artikel 259 TEUF – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – retten til at færdes på medlemsstaternes område – Ungarns præsident – forbud mod at indrejse på Den Slovakiske Republiks område – diplomatiske forbindelser mellem medlemsstater«

Den ungarske præsident har i mange år været et hadeobjekt blandt europæiske regeringer. Det kulminerede, da han ville rejse til Slovakiet, for Slovakiet ville ikke have ham på deres område, og derfor udstedte de et indrejseforbud mod ham. Han var ellers blevet inviteret af en sammenslutning af forskellige foreninger i Slovakiet til at deltage ved en særlig ceremoni.

Præsidenten fik beskeden, mens han var på vej mod grænsen mellem de to lande og han tog indrejseforbuddet til efterretning – i hvert fald i første omgang.

Sagen fik dog et højdramatisk diplomatisk efterspil. Slovakiet havde nemlig brugt opholdsdirektivet som løftestang til at give præsidenten indrejseforbud. Hvis man samtidig skærer begrundelsen for indrejseforbuddet ind til benet, er det fordi “Ham kan vi ikke lide”.

De ungarske myndigheder var ikke tilfreds med, at man på den måde misbruger opholdsdirektivet til at udelukke folk alene på grund af følelser. Præsidenten havde jo ikke begået ulovligheder i den grove ende på slovakisk jord, og derfor lagde Ungarn sag an ved Domstolen med påstand om traktatbrud.

Nu var Slovakiet sur igen. De mente ikke, at Domstolen kunne realitetsbehandle sagen, fordi reglerne om statsoverhoveders officielle besøg er reguleret i international lov og ikke i EU-retten. Domstolen var dog uenig, med den begrundelse, at den udtrykkeligt var blevet bedt om at tage stilling til, hvorvidt artikel 21 TEUF, der omhandler fri bevægelighed for enhver unionsborger, og hele opholdsdirektivet er overtrådt.

Domstolen slog fast, at den ungarske præsident er ungarsk statsborger, og dermed omfattet af såvel hele opholdsdirektivet, som af artikel 21 TEUF. Men han er også statsoverhoved, og derigennem nyder han særlige privilegier, og dem skal Slovakiet beskytte, når han er på besøg dér. Uanset om han er der på officielle besøg eller som privatperson.

Resultatet blev, at det godt kan være, at man ikke kan lide manden, men det gør ikke, at man kan give ham et indrejseforbud. Og dermed vandt Ungarn sagen.

Link til dommen i sag C-364/10, Ungarn mod Slovakiet (traktatbrud) :
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=128561&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=962260

———-

Forenede sager C-424/10, Ziolkowski og C-425/10, Szeja, dateret 21. december 2011:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – ret til tidsubegrænset ophold – artikel 16 – lovligt ophold – ophold i henhold til national ret – ophold tilbagelagt før den omhandlede borgers oprindelseslands tiltrædelse af Unionen«

Vores to hovedpersoner kender ikke hinanden, men de er begge polske statsborgere, der kom til Tyskland i slutningen af 1980’erne, altså længe før Polen og en række andre lande blev medlem af EU (det blev de i 2004).

I 2006 søger de begge om tidsubegrænset EU-opholdsret. Det afviser de tyske myndigheder, med den begrundelse, at Polen ikke har været medlem af EU de seneste 5 år, og dermed opfylder de to polske statsborgere ikke rettighederne. Den ene af dem lever i øvrigt af sociale ydelser på det her tidspunkt.

Domstolen får således to spørgsmål: Kan man få permanent opholdsret, hvis man lever af midler fra socialkontoret på kommunen? Og kan borgere, som de her, få permanent opholdsret, når deres hjemland ikke har været medlem af EU i mindst 5 år.

Til det første spørgsmål svarer Domstolen ikke direkte på spørgsmålet med et ja eller nej, men gør gældende, at såfremt den pågældende opfylder betingelserne i opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, der omhandler hvornår man har status som arbejdstager, selvforsørgende mv., og har boet i værtslandet i mindst 5 år, kan unionsborgeren godt få permanent opholdsret, men hvis betingelserne i nævnte artikel ikke er opfyldt, bliver svaret et afslag.

Til det andet spørgsmål svarer Domstolen, at der hverken i direktivet eller i forarbejderne hertil er lavet nogen regel om, at et medlemsland skal have været medlem af EU i mindst 5 år, før dets borgere har de fulde rettigheder. Domstolen læser derimod forskellige forarbejder sådan, at er man unionsborger, er man unionsborger, og dermed er det reelt uden betydning, hvornår hjemlandet blev medlem, så længe artikel 7, stk. 1, opfyldes.

Link til dommen i de forenede sager C-424/10, Ziolkowski, og C-425/10, Szeja:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=117190&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7190006

———-

Sag C-430/10, Gaydarov, dateret 17. november 2011:

Stikord: »En unionsborgers frie bevægelighed – direktiv 2004/38/EF – forbud mod at forlade det nationale område på grund af en straffedom i et andet land – handel med narkotika – foranstaltning, der kan begrundes af hensyn til den offentlige orden«

Hr. Gaydarov, der er bulgarsk statsborger, har været en tur i Serbien. Med i lommerne havde han ulovlige stoffer, og røg derfor i fængsel i Serbien for dette forhold.

Efter udstået straf, tog han tilbage til Bulgarien. Her nægtede den lokale politidirektør at udstede “et pas eller tilsvarende dokument” til manden, med henvisning til det, som de serbiske myndigheder dømte ham for.

Men må man holde på sine egne statsborgere på den måde, således at de ikke kan nyde deres ret til fri bevægelighed indenfor EU/EØS? Det var grundlæggende spørgsmålet til Domstolen.

Den starter med at konstaterer, at både artikel 21 TEUF, hele opholdsdirektivet og artikel 45 i Chartret om grundlæggende rettigheder (som er en del af traktatgrundlaget i EU) giver enhver unionsborger en primær og individuel ret til fri bevægelighed indenfor Unionen. Det skal dog udøves på de betingelser og med de begrænsninger, der fremgår af EU-reglerne.

I sagen har de bulgarske myndigheder ikke kigget konkret på, om han stadig er en alvorlig trussel mod det omgivende samfunds sikkerhed, sundhed eller orden, men alene ville begrænse hans fri bevægelighed på den dom, han fik i Serbien. Her sætter Domstolen foden ned og gør gældende, at de bulgarske myndigheder skal foretage en sådan vurdering.

Det fremgår ligeledes af sagen, at myndighederne agter at tage dette skridt for at ikke også andre skal “få gode ideer”. Men den trofaste læser af denne serie kender allerede Domstolens syn på afgørelser, der har en generel præventiv karakter. Nemlig, at sådanne kendelser vil Domstolen ikke se.

Domstolen kender derfor for ret, at et medlemslands myndigheder godt kan begrænse sine egne borgeres ret til fri bevægelighed, men det skal være begrundet i den enkeltes personlige forhold, at proportionerne holder og at det er foreneligt med EU-reglerne.

Link til dommen i sag C-430/10, Gaydanov:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=85E3CDB3B85E9D41D5B56967EB00E1B0?text=&docid=114586&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1731986

———-

Sag C-434/10, Aladzhov, dateret 17. november 2011:

Stikord: »En unionsborgers frie bevægelighed – direktiv 2004/38/EF – forbud mod at forlade det nationale område på grund af manglende betaling af skattegæld – foranstaltning, der kan begrundes af hensyn til den offentlige orden«

Vi bliver i Bulgarien lidt endnu. Sagen lige herover (Gaydanov) og nærværende dom handler grundlæggende om det samme, og har også samme dato for afgørelse ved Domstolen. Emnet er nemlig hindringer for at en statsborger kan forlade sit land for at udøve retten til fri bevægelighed. Nu handler det dog ikke om, hvad man har af ulovlige ting i lommerne, men mere hvad man skylder i skat.

Det selskab han er direktør for sammen med to andre, skylder 22.000 euro i skat. Det svarer til 163.600 kroner i runde tal. Gælden stammer helt tilbage fra 1995, men er endnu hverken betalt eller forældet.

Også i denne sag starter Domstolen med at slå fast, at med henvisning til både traktaterne, opholdsdirektivet og Chartret, har enhver unionsborger ret til fri bevægelighed i EU/EØS, men at det skal ske på de betingelser og med de begrænsninger, der følger med. Hvorefter Domstolen understreger, at artikel 27 i opholdsdirektivet bestemmer, at økonomiske betingelser ikke må stilles for at begrænse denne frihed (præmis 29).

Ligesom i Gaydanov-sagen, har de bulgarske myndigheder ikke været inde at undersøge de personlige forhold ved direktøren, men alene fastslået, at han er direktør i et firma, der skylder i skat. Det er et absolut krav i EU-retten, at myndighederne foretager en grundig, personlig undersøgelse af de personlige forhold. Herunder, om han overhovedet var direktør for virksomheden, dengang firmaet første gang fik regningen. Ligeledes skal de nationale myndigheder overveje, om der findes andre alternativer til at inddrive gælden, end at hindre borgerne i frit at bevæge sig. Disse alternativer skal i så fald være proportionale, det vil sige, at man ikke må gå længere end nødvendigt for at opfylde det forfulgte mål. Sidst, men ikke mindst, må der ikke bruges generalpræventive begrundelser.

Link til dommen i sag C- 434/10, Aladzhov:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=114581&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2015799

———-

Sag C-508/10, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud), dateret 26. april 2012:

Stikord: »Traktatbrud − direktiv 2003/109/EF − tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – ansøgning om at opnå status som fastboende udlænding − ansøgning om opholdstilladelse i en anden medlemsstat, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger, som allerede har opnået status som fastboende udlænding i en første medlemsstat, eller af et familiemedlem til den pågældende − størrelsen af de gebyrer, der kræves af de kompetente myndigheder – uforholdsmæssig karakter – hindringer for udøvelsen af opholdsretten«

På det her tidspunkt har Nederlandene haft mange sager om traktatbrud mod sig. Og nu føjes endnu en til listen. Nu skal det handle om gebyrer på ansøgninger fra tredjelandsborgere, som har fået status som fastboende udlændinge, uanset om denne status er tildelt i Nederlandene eller i et andet EU-land.

Gebyrerne varierer fra 188 – 830 euro, hvilket svarer til beløb på 1.400 – 6.170 kroner. Det skal her siges, at direktiv 2003/109 rent faktisk tillader medlemsstaterne at indfører gebyrer på ansøgninger, men spørgsmålet er, om de her nævnte satser er i overkanten og hindrer de pågældende tredjelandsborgere i faktisk at gøre brug af de rettigheder, som direktivet tildeler dem.

Det mener Kommissionen i hvert fald at de er. Nederlandene på den anden side mener blot, at gebyrerne reflekterer de faktiske omkostninger, og derfor ikke er uforholdsmæssige. Grækenland, som i EU hedder Den Hellenske Republik, står på samme side som Nederlandene.

Domstolen starter med at bekræfte en påstand fra Nederlandene, gående på, at direktivet ikke fastsætter nogen nedre eller øvre grænser for satserne, og derfor må det være national kompetence at fastsætte beløbene.

På den anden side, siger Domstolen, må satserne ikke være så høje, at direktivets almindelige opbygning, ånd, formål og dermed den effektive virkning af direktivet reelt sættes ud af kraft.

Domstolen er enig med Kommissionen i, at gebyrerne er for høje, men nævner dog ikke, hvad der vil være mere rimelige satser.

Det kan man jo så tænke over i forhold til gebyrerne ved Udlændingestyrelsen.

Link til dommen i sag C-508/10, Kommissionen mod Nederlandene (traktatbrud) :
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=58DA5B3C38852D736FE0E7032062BA10?text=&docid=122161&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2410762

———-

Sag C-40/11, Iida, dateret 8. november 2012:

Stikord: »Artikel 20 TEUF og 21 TEUF – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 51 – direktiv 2003/109/EF – tredjelandsstatsborgere – opholdsret i en medlemsstat – direktiv 2004/38/EF – tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til unionsborgere – tredjelandsstatsborger, der hverken har ledsaget eller sluttet sig til en unionsborger i værtsmedlemsstaten og er bosat i unionsborgerens oprindelsesmedlemsstat – tredjelandsstatsborgeres opholdsret i oprindelsesmedlemsstaten for en unionsborger, der er bosat i en anden medlemsstat – unionsborgerskab – grundlæggende rettigheder«

I denne sag har vi at gøre med en japansk mand ved navn Yoshikazu (stumpt u) Iida, der bor i Tyskland. Han er gift med en tysk kvinde og de har sammen en datter. Manden har en akademisk titel og arbejder så meget, at han er fritaget for et ellers obligatorisk integrationskursus i Tyskland.

Den tyske kvinde får et jobtilbud i Wien (Østrig), som hun ikke kan sige nej til. Hun og datteren flytter dertil, men selve ægteskabet består.

På det her tidspunkt har manden boet i Tyskland i 5 år, og kan derfor i medfør af direktiv 2003/109 meddeles status som “fastboende udlænding”. Kort tid efter indgiver han en ansøgning om fortsat opholdsret på det grundlag, som han dog af en eller anden uvis årsag trækker tilbage. I stedet søger han om et EU-opholdskort på baggrund af sine familiemedlemmers udnyttelse af den fri bevægelighed.

Nu går det helt store detektivarbejde i gang. For kan han overhovedet få en sådan EU-opholdsret, når han bor i et land og familien bor i et andet?

Først kigger Domstolen på, om han kan opnår retten efter direktiv 2003/109. Domstolen når frem til, at det kunne han faktisk godt. Manden har bare skudt sig selv i foden ved at trække sin oprindelige ansøgning om opholdsret tilbage, og dermed missede han sin chance efter dette direktiv.

Så går Domstolen ind i opholdsdirektivet. Her deler undersøgelsen sig op i to, dels på baggrund af sin datter, som han stadig har masser af samvær med, dels med sin tyske ægtefælle. Men også her slår vores japanske ven panden mod muren. Først og fremmest fordi direktivet udtrykkeligt bruger formuleringen “der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne”. Det har han ikke gjort, fordi han er blevet tilbage i Tyskland, mens resten er taget til Østrig.

Hvad så med Chartret om grundlæggende rettigheder, der er en del af traktatgrundlaget i EU? Og hvad med selve traktaterne? Sætter de en dør på klem? Igen et nej.

Han står dermed nu helt uden opholdsgrundlag i Tyskland.

Link til dommen i sag C-40/11, Iida:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=DB8C9D4267D9589156BDA677E20BBBF4?text=&docid=129461&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2573768

———-

Jeg tillader mig lige her at knytte et par kommentarer til Iida-dommen. Ikke så meget selve dommen, men mere til de situationer , man kan møde ved offentlige myndigheder, når de påstår, at opholdsdirektivet ikke kan gøres gældende, når den ene er tredjelandsstatsborger, samt til de rettigheder, som en tredjelandsborger har.

Hvornår en tredjelandsborger har “lovligt ophold” svares der på i præmis 36. Bemærk især sidste sætning i denne præmis.

I præmis 51 afgrænser Domstolen præcist, hvilke tredjelandsborgere, der er berettiget til ophold efter opholdsdirektivet. Dermed er “jamen så kan hele verden jo komme herop” aflivet. Samtidig nævner direktivet og Domstolen specifikt ordet “tredjelandsborgere”, hvilket så igen afliver parolen med, at EU-reglerne kun gælder, når begge er unionsborgere.

I præmis 58 gentager Domstolen i sidste sætning, at der ikke stilles krav om, at unionsborgeren og tredjelandsborgeren kan tilpligtes at bo under samme tag hele tiden. Det betyder, at hvis den ene har et jobtilbud i Nordjylland og den anden får et jobtilbud på Lolland, er der ikke noget i vejen for, at de bor hver for sig, mens de arbejder hvert sit sted. Men flytter den ene over en landegrænse og lader den anden tilbage, kan den være gal.

Endelig vil jeg henlede opmærksomheden på præmis 70, som er en sammenskrivning af resultatet i Eind-dommen (ikke med i denne serie). Man skal her huske, at Eind-dommen blev skrevet længe før det nuværende opholdsdirektiv kom på tegnebrættet, og dengang skulle man være arbejdstager, for at opnå EU-rettigheder. Nu gælder det også for alle andre grupper, lige på nær folk på kontanthjælp mv. Eind-dommen vil være rigtig god læsestof for de af jer, der vil have hel præcis viden om rettighederne tilhørende ægtefæller fra tredjelande, når man bruger EU-reglerne.

Sag C-75/11, Kommissionen mod Østrig (traktatbrud), dateret 4. oktober 2012:

Stikord: »Traktatbrud – unionsborgerskab – ret til at færdes og til ophold – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – artikel 18 TEUF – direktiv 2004/38/EF – artikel 24 – undtagelse – rækkevidde – medlemsstat, hvor nedsatte befordringstakster er forbeholdt studerende, hvis forældre modtager familietillæg i denne stat«

En kilde i et politisk parti hviskede Kommissionen noget i ørene, der fik Kommissionen til at reagerer: Østrig udøver forskelsbehandling mellem studerende, der har østrigsk statsborgerskab på den ene side, og studerende fra andre EU-lande på den anden, hvad angår nedsættelse af befordringstakster i den kollektive trafik, var påstanden. Mere præcist kunne de østrigske studerende i princippet så let som ingenting få den nedsatte befordringstakst, mens unge unionsborgere fra andre EU-lande faktisk altid måtte betale fuld pris.

Kommissionen skrev derfor til den østrigske regering, uden at nævne, hvad de var kommet undervejrs med, og bad om at få en oversigt over de nedsatte takster. Det de var blevet hvisket i ørene, stod nu skåret i neon i svaret. Kilden talte sandt.

Straks fik den østrigske regering en såkaldt åbningsskrivelse, som er indledning til en sag om traktatbrud. Her giver Kommissionen det pågældende land to måneder til at udtale sig samt til at få rettet op på de punkter, som Kommissionen nævner.

Østrig svarede indenfor tidsfristen, men svaret var nedslående, set fra Kommissionens side. Østrig mente nemlig ikke, at der skete forskelsbehandling, samt at der var tale om en familieydelse efter privatretlige regler. Ergo: det styrer vi selv, så bland jer udenom.

Kommissionen sendte endnu to breve og bad indtrængende de østrigske myndigheder stoppe forskelsbehandlingen. Det afslog Østrig, og dermed var en tur for Domstolen uundgåelig.

Domstolen pakker det lidt ind, men det korte af det lange er, at Domstolen siger, at uanset hvad man dækker det ind under, er der tale om forskelsbehandling, og det er forbudt efter EU-retten. For resultatet er under alle omstændigheder det samme.

Forordning 1408/71 om koordinering af sociale sikringsydelser nævnes, fordi Østrig hele tiden henholder sig til den i sagen, samtidig med at de siger, at det må være de studerendes respektive hjemlande, der tildeler ydelser efter egen lovgivning, og derved vil der være studerende fra andre medlemslande, som står bedre økonomisk, end det som Østrig kan tilbyde. Hertil svarer Domstolen tørt, at forordningen giver plads til at fastholde de forskellige nationale ordninger, og ikke laver fælles ordninger (præmis 46).

Det fremgår af domsreferatet, at da Østrig havde afslået den indtrængende appel fra Kommissionen, forsøgte Østrig at ændre reglerne, så de blev mere fair. De havde måske alligevel indset, at den her sag kunne de ikke vinde. Men også her skar Domstolen igennem: Det er datoen for Kommissionens sidste brev til Østrig, der er skæringsdato. Har man ændret tingene inden da, får man en løftet tommelfinger for det. Har man ikke, så er det dét grundlag, sagen bedømmes på.

Og da Østrig ikke havde det inden skæringsdagen, blev landet dømt med piber og trommer.

Link til dommen i sag C-75/11, Kommissionen mod Østrig (traktatbrud) : https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=128004&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2970037

———-

Sag C-83/11, Rahman m.fl., dateret 5. september 2012:

Stikord: »Direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – artikel 3, stk. 2 – forpligtelse til i overensstemmelse med den nationale lovgivning at lette indrejse og ophold for »alle andre familiemedlemmer«, som forsørges af en unionsborger«

Nu skal vi til en sag, som for mange er særdeles interessant. Vi ved fra opholdsdirektivets artikel 2, at ægtefæller, børn og forældre har en særlig ret til at indrejse på medlemsstaternes område. Men vi ved også, at “andre familiemedlemmer”, som artikel 3 handler om, ikke er særlig specifik hvad angår personkredsen. Hovedvægten i denne sag handler lige præcis om fortolkningen af artikel 3. Her er det en bror, en halvbror og en nevø, der søger opholdsret på baggrund af artikel 3.

Indledningsvis fortæller Domstolen, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at tilkende opholdsret efter artikel 3 til ethvert familiemedlem, der påberåber sig den (præmis 18-20). Omvendt kan medlemsstaterne heller ikke afvise enhver, der søger på denne baggrund.

Som det fremgår af præmis 21, skal der nemlig være “et særligt afhængighedsforhold” mellem unionsborgeren og den omhandlede person. Det kan være et økonomisk afhængighedsforhold, det kan være fordi den omhandlede person er handicappet, og har personlig brug for assistance dagligt, og så videre. Bemærk her, at afhængighedsforholdet ikke må være med den udenlandske ægtefælle, men direkte med unionsborgeren, fordi det kun er unionsborgeren, der nævnes som forsørger. Hvis der er et sådant afhængighedsforhold, og det er behørigt dokumenteret, skal medlemsstaterne “lette adgangen” til deres område for disse personer.

Opholdstilladelsen vil de få udstedt efter nationale regler. Domstolen gør her opmærksom på, at selv om det gives efter nationale regler, må reglerne ikke være så stramme, at artikel 3 reelt sættes ud af kraft. Begrebet “skal lette adgangen” må ikke begrænses.

Herefter bliver Domstolen spurgt om, hvorvidt det er et krav, at unionsborgeren og den omhandlede person har boet i samme land. Det korte svar er nej, det siger direktivet ikke noget om, at man absolut skal have gjort (præmis 29-33). Men afhængighedsforholdet skal være til stede på ansøgningstidspunktet, og medlemsstaten kan forlange, at forholdet kan dokumenteres, for eksempel med et dokument fra en kompetent myndighed i det land den omhandlede person rejser fra.

Jeg vil mene, at de fleste kan læse og faktisk meget let forstå dommen, hvis man vælger at læse den igennem. Den er skrevet på ret jævnt dansk. Der er nærmest ingen juridiske fagudtryk i den.

Næste spørgsmål til Domstolen er, om medlemsstaterne må stille krav til længden af afhængighedsforholdet, og her er svaret ja. Medlemsstaterne må gerne sikre sig, at det her ikke bare handler om at opnå opholdsret.

Sidste spørgsmål er, om det er et krav, at afhængighedsforholdet fortsætter efter, at den omhandlede person har fået sit opholdskort. Domstolen svarer, at det har lovgiver ikke sagt noget om, og dermed kan et sådant krav ikke stilles.

Link til dommen i sag C-83/11, Rahman m.fl.: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=CBEB173014ED041CA9AAAFFD566A07FF?text=&docid=126362&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1541124

———-

Forenede sager C-147/11, Czop, og C-148/11, Punakova, dateret 6. september 2012:

Stikord: »Forordning nr. 1612/68/EØF – direktiv 2004/38/EF – ret til tidsubegrænset ophold – sociale ydelser – omsorg for et barn – ophold tilbagelagt før oprindelsesstatens tiltrædelse af Unionen«

Fru Czop er polsk statsborger, mor til fire og indrejst til Storbritannien før Polen blev medlem af EU. Tre af børnene er født i Storbritannien, og alle børnene går i skole der.

Det samme gør sig gældende for fru Punakova, der dog er fra Tjekkiet og har tre børn.

Da de kom til Storbritannien og fik opholdstilladelse, var det på den klare betingelse, at de ikke kunne få en bøjet pence fra de offentlige kasser, hvilket de accepterede.

Begge arbejder on/off som selvstændige erhvervsdrivende. Og så sker det, der ikke måtte ske: De kunne ikke få de økonomiske ender til at nå sammen, og måtte derfor gå bodsgang på socialkontoret. Kassen var lukket med førnævnte begrundelse.

Men var der ikke noget med, at forældre til børn, der går i skole er berettiget til visse ydelser? Jævnfør sag C-413/99, Baumbast og R (se del 3 ), sag C-310/08, Ibrahim (se del 4) og sag C-480/08, Teixeira (se del 4). Det mente vores to veninder, at der var, så de klagede. Og fik medhold. Men en endnu højere instans i Storbritannien var alligevel ikke helt sikker på, at damerne havde ret, så sagen blev sendt til Domstolen.

Domstolen indleder med at fortælle, at ophold før og efter hjemlandenes medlemskab af EU kan lægges sammen. Derfor kan Domstolen konstaterer, at begge kvinder har boet i Storbritannien i mere end 5 år, og skal tildeles permanent EU-opholdsret, hvilket de ikke havde fået.

Damerne havde hørt ude i byen, at arbejdstagere og selvstændige har de samme rettigheder i EU-reglerne, en påstand som Domstolen fejede af bordet. Forordning 1612/68 giver nemlig kun adgang til, at den ansøgte ydelse kunne gives til arbejdstagere eller tidligere arbejdstagere, hvis børnene samtidig gik i skole eller var under uddannelse mens forældrene arbejdede. Da Czop og Punakova ikke var eller har været arbejdstagere, var de ikke berettiget til ydelsen.

Link til dommen i de forenede sager C-147/11, Czop, og C-148/11, Punakova:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=EA1436BF78ED9E9117843DE801381145?text=&docid=126433&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1916180

———-

Sag C-249/11, Byankov, dateret 4. oktober 2012:

Stikord: »Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – artikel 27 – en administrativ foranstaltning om forbud mod at forlade det nationale område på grund af manglende betaling af gæld stiftet over for en privatretlig juridisk person – retssikkerhedsprincippet i forhold til endelige forvaltningsakter – ækvivalens- og effektivitetsprincipperne«

Den er gal igen i Bulgarien. Nu er en tredje person blevet forhindret i at forlade landet. De to tidligere sager var C-430/10, Gaydarov, der i Serbien havde fået en dom for at tage narko med over grænsen fra Bulgarien til Serbien, og C-434/10, Aladzhov, der havde en ubetalt regning til skattefar. Begge sager kan læses højere oppe i tråden. Sagen her mod Byankov handler om en gæld til en ikke nærmere angivet tredjepart.

Byankovs gæld er på 200.000 bulgarske lev, hvilket svarer til omkring 760.600 danske kroner.

Det fremgår af sagen, at der ved en afgørelse i 2007, alene har været lagt økonomiske årsager til grund for udrejseforbuddet, mens alt andet glimrer ved sit fravær. Domstolen fastslår for det første, at opholdsdirektivets artikel 27 udtrykkeligt bestemmer, at der ikke må lægges økonomiske kriterier til grund for et sådant forbud (præmis 35-37). Den manglende undersøgelse af hans personlige adfærd, får også krads kritik med på vejen i præmis 41-42.

Anden del af sagen er væsentligt tungere læsning. Jeg måtte i hvert fald læse det igennem flere gange for at fange pointen. Sagen var den, at afgørelsen i 2007 var endelig. Den kunne derfor ikke ankes. Problemet var blot, at der i afgørelsen på ingen måde var taget hensyn til EU-reglerne. Afgørelsen var ene og alene truffet ud fra national lovgivning.

Domstolen gør det klart, at såfremt afgørelsen ikke indeholder den mindste afstemning med EU-reglerne, er afgørelsen ikke endelig, og derfor kan den ankes alligevel ved domstolene.

Således blev resultatet, at de bulgarske myndigheder IGEN ikke kunne hindre deres egne statsborgere i at bruge deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed. Uanset om man har fået en narkodom i et andet land, har en skattegæld eller skylder penge “i by og på land”.

Link til dommen i sag C-249/11, Byankov:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=438B29F45AB2B3B7D67969469F0F3E42?text=&docid=128008&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=133262

———-

Sag C-256/11, Dereci m.fl., dateret 15. november 2011:

Stikord: »Unionsborgerskab – opholdsret for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til unionsborgere – afslag baseret på manglende udøvelse af borgerens ret til fri bevægelighed – eventuel forskelsbehandling i forhold til unionsborgere, som har udøvet retten til fri bevægelighed – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – artikel 13 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – tillægsprotokollens artikel 41– »standstill«-klausuler«

Når man læser denne doms første del, skal man have Ruiz Zambrano-dommen (C-34/09) nævnt tidligere i denne del in mente. Zambrano-dommen førte nemlig til, at rigtig mange lod sig skille proforma og påberåbte sig dommen i den hensigt at få en opholdsret. Med den dom, der diskuteres nu, sætter Domstolen en form for prop i det hul.

Sagen drejer sig egentlig om fire personer. Nogle af dem er indrejst lovligt til Østrig, andre er indrejst ulovligt. Fællesnævneren er dog, at de ønsker at bo og leve sammen med østrigske unionsborgere – og disse sidstnævnte har aldrig benyttet sig af retten til fri bevægelighed. De påberåber sig resultatet af Zambrano-dommen.

De fire personer kommer fra Tyrkiet, Nigeria, Sri Lanka og det tidligere Jugoslavien.

Kommissionen og en række regeringer mener ikke, at de pågældende kan gøre hverken opholdsdirektivet eller traktaterne gældende i de verserende sager. Det er et “rent internt anliggende” for Østrig, mener de.

Murat Dereci er af en anden opfattelse. Han mener, at han på baggrund af Zambrano kan påberåbe sig EU-retten, blandt andet med henvisning til sine tre børn, som han fik med sin østrigske ægtefælle.

I dommen nævnes to direktiver, som Domstolen forholder sig til. Det konstateres her, at ingen af dem kan gøres gældende i de fire sager. Derefter kigger Domstolen nærmere på traktaterne, og heller ikke her er der gevinst. Til sidst sammenholdes Chartret om grundlæggende rettigheder og EMRK artikel 8 med de fire sager, og her siger Domstolen, at fordi de fire sager var “usikre” på ansøgningstidspunktet, er der ikke noget familieliv eller privatliv, som Medlemsstaterne skal beskytte.

Anden del af dommen handler udelukkende om Murat Dereci, idet han er tyrkisk statsborger og der ligger en Associeringsaftale mellem EU og Tyrkiet. I 1980 blev der mellem EU og Tyrkiet indgået en såkaldt “stand still-klausul”, der forpligter Medlemsstaterne til ikke at indføre strengere krav overfor tyrkiske arbejdstagere, end reglerne var i 1980, da klausulen trådte i kraft. Østrig var ikke medlem af EU dengang, så for dem skulle man kigge på hvordan kravene var, da landet blev medlem. Sagen var den, at før Østrig trådte ind i EU, var kravene lidt lempeligere, end klausulen foreskrev, men reglerne blev strammet en lille smule efter Østrig blev medlem. Spørgsmålet var derfor, om det var en ulovlig stramning, eller om den slipper gennem nåleøjet.

Her starter Domstolen med at slå fast, at artikel 13 i afgørelse 1/80 og artikel 41 i tillægsprotokollen ikke kan gøres gældende samtidig. Herefter forholder Domstolen sig udelukkende til artikel 41 i tillægsprotokollen, som groft sagt fortæller, at enhver stramning er forbudt hvad angår tyrkiske arbejdstageres rettigheder. Det betyder, at man gerne må lempe reglerne, men strammer man dem igen, uanset hvor lidt, er dette en ulovlig hindring.

Østrig gjorde gældende, at Murat Dereci ganske vist indrejste lovligt til landet og søgte om asyl. Den ansøgning fik han afslag på, men mens sagen kørte, blev reglerne strammet således, at det nu var et krav, at man søger om opholdstilladelse “hjemmefra”, og at man ikke kan komme ind, før sagen er behandlet færdigt med et positivt resultat. Det betød, at Østrig nu pludselig mente, at han var indrejst ulovligt.

Domstolen gjorde opmærksom på, at mens asylsagen kørte, overtog Dereci sin brors frisørsalon. Derved kunne han påberåbe sig Associeringsaftalen, ligesom Domstolen ikke købte historien om, at han oprindeligt var indrejst lovligt, men nu blev anset for ulovligt indrejst. Domstolen konstaterer nemlig, at fordi Dereci arbejder, og fordi han oprindeligt er indrejst lovligt, befinder han sig rent faktisk lovligt i landet.

Link til dommen i sag C-256/11, Dereci m.fl.:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=21220A742DD98752E8B04775939A278A?text=&docid=114222&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=387848

———-

Sag C-300/11, ZZ, dateret 4. juni 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – direktiv 2004/38/EF – afgørelse om at forbyde en EU-borger indrejse til en medlemsstats område af hensyn til den offentlige sikkerhed – nævnte direktivs artikel 30, stk. 2 – pligt til at meddele den pågældende borger begrundelsen for denne afgørelse – videregivelse i strid med hensynet til statens sikkerhed – grundlæggende ret til effektiv domstolsbeskyttelse«

Vi skal til en særdeles alvorlig sag i Storbritannien. Så alvorlig, at man snakker om statens sikkerhed.

ZZ har algiersk og fransk statsborgerskab, men har boet i Storbritannien i mange år. Han tager på en rejse til Algeriet, og mens han er der, vender de britiske myndigheder på en tallerken: Hans opholdstilladelse inddrages og han meddeles, at afgørelsen ikke kan prøves noget sted. De britiske myndigheder holder tand for tunge. ZZ skal ikke have besked om, hvorfor han nægtes indrejse.

Det viser sig, at myndighederne mener, at de har nogle beviser for, at ZZ er en del af et terrornetværk, og at det er her, den reelle begrundelse ligger.

Selv om myndighederne har besluttet, at afgørelsen ikke kan ankes, gør ZZ alligevel forsøget. Det får han held med, for sagen ender ved Domstolen.

ZZ har fået beskikket nogle særlige advokater, som kan være med til forskellige både administrative og retlige møder, uden ZZ selv er til stede. På disse møder får de særlige advokater, i hvert fald et stykke ad vejen, indsigt i de beviser, som myndighederne har mod ZZ. Men de må ikke snakke med ham om dem, lyder meldingen fra myndighederne.

Domstolen skulle derfor tage stilling til, hvor langt man kan gå. På den ene side er der jo hensynet til statens sikkerhed, på den anden side har ZZ krav på en fair rettergang.

Hvornår noget eller nogen er til fare for statens sikkerhed, er et nationalt anliggende at afgøre. Derfor tager Domstolen ikke stilling til, hvorvidt ZZ er en fri mand eller det modsatte. Domstolen udstyrer dog den nationale retsinstans med værktøjer, der kan bruges i begge situationer.

For det første skal de nationale dommere have samtlige sagens akter fremlagt, uanset hvor hemmeligtstemplede de er. Dernæst skal dommerne tage stilling til, om forklaringen om statens sikkerhed også holder vand. På det punkt skal undersøgelsen være grundig og uafhængig, formaner Domstolen. Derefter skal den anklagede have så meget at vide som muligt, således at han har mulighed for at forsvarer sig (det kaldes i juraen for kontradiktion). Er faren for sikkerheden god nok, må den anklagede dog ikke få så meget at vide, at det kan skade den videre efterforskning. Dommerne i de nationale retter skal derfor afveje præcist, hvor grænsen går.

Link til sag C-300/11, ZZ:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=098BF88D5C3AC0D3A5155C283C9BE7BE?text=&docid=137981&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=749338

———-

Forenede sager C-356/11, O & S, og C-357/11, L, dateret 6. december 2012:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF − direktiv 2003/86/EF − ret til familiesammenføring − mindreårige unionsborgere, der bor sammen med deres mødre, som er tredjelandsstatsborgere, på den medlemsstats område, hvor disse børn er statsborgere − ret til tidsubegrænset ophold i denne medlemsstat for mødrene, som har fået tildelt eneforældremyndigheden over unionsborgerne − sammenbringning af familier i forbindelse med mødrenes indgåelse af nyt ægteskab med tredjelandsstatsborgere og fødsel af børn, der ligeledes er tredjelandsstatsborgere og født i disse ægteskaber − ansøgninger om familiesammenføring i unionsborgernes oprindelsesmedlemsstat – afslag på ret til ophold til de nye ægtefæller grundet fraværet af tilstrækkelige indtægter − ret til respekt for familielivet − hensyntagen til børnenes tarv«

Nu gælder det om at holde på hat og løse gebisser, for den her er en smule teknisk. Vi har at gøre med to sager, begge udspiller sig i Finland og en “dine, mine og vores børn”-problemstilling. Samtidig henvises der til et væld af forskellige juridiske tekster. Jeg skal forsøge at navigerer i dette virvar.

I begge sager, er der to mødre. Disse er begge tredjelandsborgere. De har begge været gift med finske mænd, og fået børn med disse. Disse børn er unionsborgere, og deres mødre har den fulde forældremyndighed over dem. Børnene bor hos deres respektive mødre.

De to mødre bliver gift igen, nu med nogle mænd fra tredjelande. Sammen med disse mænd får de flere børn, og ingen af disse børn har statsborgerskab i en Medlemsstat. Så langt er de to sager fuldstændig identiske. Det, der adskiller dem er, at i C-357/11, er faderen til det sidst fødte barn blevet sendt tilbage til sit hjemland.

De to mænd søger familiesammenføring med deres nye ægtefæller. De finske myndigheder er ikke meget for det, så de giver afslag med den begrundelse, at hverken mødrene eller fædrene er unionsborgere, så hvorfor i al verden skulle Finland dog give dem opholdsret?

Parrene er langtfra enig, for der er jo nogle unionsborger (børn) fra de første ægteskaber, og Domstolen havde jo i Zambrano (gennemgået i del 4) og Dereci m.fl. (gennemgået ovenfor) sagt, at…. Hvilken indflydelse har det?

Først kigger Domstolen på opholdsdirektivets artikel 3, men vender tomlen nedad, fordi kodeordet i den er, at man skal have flyttet sig. Unionsborgerbørnene har altid boet i Finland.

Er der så noget at hente i traktaterne, mere specifikt i artikel 20 TEUF? På sin vis ja. Det forholder sig nemlig sådan, at såfremt en mindreårig unionsborger tvinges til at forlade Unionens område, kan barnet ikke udøve kerneindholdet i sin status som unionsborger. Det kan i øvrigt heller ikke udøve samvær med sin far, sådan som barnet har ret til.

Omvendt betyder det ikke en automatisk opholdsret til de nye fædre. Medlemsstaterne kan godt give afslag på opholdstilladelse til de to fædre, men hvis det medfører, at unionsborgerbarnet tvinges til at forlade Unionen som helhed, kan Medlemsstaterne ikke gøre det. Indirekte skubber Domstolen altså lidt til familierne med henvisning til unionsborgerbørnenes ret til fri bevægelighed.

Der bliver også kigget på et direktiv med nummer 2003/86 (eller
i daglig tale familiesammenføringsdirektivet). Det skal her siges, at direktivet ikke gælder i Danmark på grund af retsforbeholdet. Direktivets artikel 3 bestemmer blandt andet, at direktivet ikke gælder for familiemedlemmer til unionsborgere. Videre til næste.

Til sidst ender vi ud i Chartret om grundlæggende rettigheder, som er en del af traktatgrundlaget i EU. Den er Danmark helt og fuldt omfattet af, og vil derfor være relevant i tilsvarende sager i Danmark. Domstolen udpeger Chartrets artikel 7 (der svarer til EMRK artikel 8 ) og artikel 24 om barnets rettigheder, som relevante.

Det hele ender med, at Domstolen koger Artikel 20 TEUF sammen med Chartrets artikel 7 og 24, hvorefter den konkluderer, at Medlemsstaterne sådan set godt kan give afslag på familiesammenføring. Og så kommer twisten: Men hvis det medfører, at disse særbørn, der er unionsborgere, reelt tvinges ud af Unionen som helhed, er den pågældende Medlemsstat forpligtet til at give opholdstilladelse.

Link til dommen i de forenede sager C-356/11, O & S, og C-357/11, L:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=C95037E63E9471A23F6D6610593DB6A2?text=&docid=131491&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1064716

———-

Sag C-451/11, Dülger, dateret 19. juli 2012:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – artikel 7, stk. 1 – opholdsret for familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat – thailandsk statsborger, som har været gift med en tyrkisk arbejdstager, og har boet sammen med denne i mere end tre år«

Natthaya Dülger er thailandsk statsborger. Hun indgik ægteskab med den tyrkiske statsborger, Mevlüt Dülger i september 2002, og boede med ham i Tyskland indtil de gik fra hinanden i juni 2009.

Natthaya får en midlertidig opholdstilladelse med en gyldighed på et år, og med en betingelse om, at hvis hun trækker på offentlige ydelser til overlevelse, vil opholdstilladelsen ikke blive forlænget. Det lykkedes hende ikke at finde noget arbejde, så hun måtte få hjælp fra kommunen. Med de følger, som de tyske myndigheder havde givet hende.

Da hun søgte forlængelse, fik hun da også afslag, ganske som hun havde fået besked om, fordi betingelserne ikke var opfyldt. Hun påberåbte sig derfor artikel 7 i afgørelse 1/80, fordi hun stadig mente, at hun var familiemedlem til en vandrende tyrkisk arbejdstager. En definition, tyskerne var helt og aldeles uenig i.

Tre Medlemsstaters regeringer havde afgivet såkaldte indlæg i sagen. De mente, at kun personer, som selv er tyrkiske statsborgere, og som er familiemedlemmer til vandrende tyrkiske arbejdstagere, er omfattet af nævnte artikel 7. En påstand, som Domstolen fejer fuldstændig af bordet (præmis 31-36).

Noget man her skal hæfte sig ved er, at artikel 7 bestemmer, at når et familiemedlem til en vandrende tyrkisk arbejdstager har opholdt sig i Medlemsstaten i mindst 3 år, har dette familiemedlem ret til ophold på selvstændigt grundlag i Medlemsstaten.

I præmis 61-63 understreger Domstolen, at vandrende tyrkiske arbejdstagere ikke har nogen selvstændig ret til familiesammenføring, men at det helt og holdent er op til Medlemsstaterne at afgøre det spørgsmål. Men hvis en Medlemsstat giver ret til ophold for familiemedlemmet, har de ligeledes ret til familiesammenføring, hvis ellers alle andre krav til det også er opfyldt.

På det grundlag måtte de tyske myndigheder pænt bøje nakken og indrømme opholdstilladelse til Natthaya Dülger.

Link til dommen i sag C-451/11, Dülger:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=6E250F7EB1C5C72482154E9AC07C6A34?text=&docid=125225&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1516174

———-

Sag C-529/11, Alarape og Tijani, dateret 8. maj 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – forordning nr. 1612/68/EØF – artikel 12 – fraskilt ægtefælle til en unionsborger, som har arbejdet i en anden medlemsstat – myndigt barn, der fortsætter sin uddannelse i værtsmedlemsstaten – ret til ophold for den forælder, som stammer fra et tredjeland – direktiv 2004/38/EF – artikel 16-18 – ret til tidsubegrænset ophold for en unionsborgers familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat – lovligt ophold – ophold på grundlag af nævnte artikel 12«

Vi har tidligere i denne serie set sager om børn, der gennemgår skole og uddannelse og hvilke rettigheder de har. I denne sag har de britiske myndigheder tilsyneladende glemt de tidligere sager, så det giver Domstolen mulighed for at opsummerer.

Familien her består af far, der er unionsborger og har bosat sig i Storbritannien, en nigeriansk ægtefælle og hendes søn. Efter sønnen ankom, har han gennemgået skole og videre uddannelse. Undervejs i dette forløb bliver hans mor og bonusfar skilt, og det får i korte træk de britiske myndigheder til at nægte forlængelse af opholdstilladelserne.

Domstolen uddeler derfor huskekager til de britiske myndigheder, ved at forklarer, at Domstolen tidligere har slået fast, at barnet ikke mister sin opholdsret ved en bestemt alder, men at det først er noget de nationale myndigheder kan kigge på, når drengen har færdiggjort sin uddannelse. Da drengen er afhængig af sin mor, kan de heller ikke smide hende på porten så længe han studerer.

Moderen og sønnen har påberåbt sig artikel 12 i forordning 1612/68, der bestemmer at »Såfremt en statsborger i en medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat.Medlemsstaterne skal fremme bestræbelser, der gør det muligt for disse børn på de bedst mulige vilkår at følge undervisningen.«

Men kan moderen påberåbe sig artikel 12? Umiddelbart vil svaret være nej, for hun er ikke unionsborger. Nu skulle man tro, at sagen blev lukket der, men det gør Domstolen ikke. Den slår nemlig også fast, at selvom unionsborgeren er flyttet tilbage til hjemlandet og ægteparret er blevet skilt, er det uden betydning for sagen (præmis 27). Den dag, hvor sønnen ikke længere har brug for sin mor, eller hvor han afslutter sin uddannelse, ophører hendes opholdsret (præmis 29).

Ændrer det noget, at moderen har opholdt sig sammen med unionsborgeren i mere end 5 år?

Domstolen replicerer, at opholdsdirektivet sondrer mellem 2 forskellige måder, at få permanent opholdsret på. De er omtalt i direktivets artikel 16 og 17. Artikel 17 indeholder en række undtagelser til artikel 16. Man kan dog kun påberåbe sig artikel 16, hvis betingelserne i direktivets artikel 7, stk. 1, er opfyldt. Det vil sige, at unionsborgeren skal have været arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende, tjenesteyder eller selvforsørgende i gæstelandet og have boet i gæstelandet i mindst 5 år (præmis 37).

Bemærk dertil dommens præmis 40. Den gør udslaget til spørgsmålet om permanent opholdsret efter 5 år.

Link til dommen i sag C-529/11, Alarape og Tijani:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=139A64BCABD481251C37C9D3B95F4A4D?text=&docid=137301&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=1661231

———-

Sag C-544/11, Petersen, dateret 28. februar 2013:

Stikord: »Fri udveksling af tjenesteydelser – arbejdskraftens frie bevægelighed – bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter indtægter oppebåret for beskæftigelse udøvet i en anden stat inden for rammerne af udviklingsbistanden kan skattefritages – betingelser – arbejdsgiver, der er etableret på det nationale område – afslag, når arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat«

Det danske ægtepar Helga og Peter Petersen har arbejdet på et ulandsprojekt i Benin. Da de flyttede til Tyskland, blev de af de danske skattemyndigheder fritaget for at betale skat af det seneste indkomstår, mens tyskerne krævede fuld skat. Faktisk ville de komme til at betale mere i skat i Tyskland, end et tilsvarende tysk ægtepar ville blive opkrævet, hvis de havde arbejdet på et lignende projekt.

Derfor er spørgsmålet, om den højere skat af det danske ægtepar udgør en hindring for den fri bevægelighed.

Domstolen tager dog først stilling til, om ægteparret er arbejdstagere eller tjenesteydere. Her fastslår Domstolen, at for at komme under begrebet tjenesteyder, skal man være selvstændig og sælge en varer eller en ydelse til en eller flere kunder i andre lande. Parret var ikke selvstændige. De var ansat som lønmodtagere. Derfor er de arbejdstagere i EU-rettens forstand.

Kernen i spørgsmålet om skatten er, at om den højere skat af de to danskere er i strid med EU-reglerne om fri bevægelighed. De tyske skattemyndigheder bruger blandt andet ”en effektiv skattekontrol” som begrundelse, men den afviser Domstolen ved at henvise til, at de tyske myndigheder kunne få alle de oplysninger de ønskede fra både deres danske kolleger og fra ægteparret selv. Og at der burde være så meget tillid mellem to lande, der har en dobbeltbeskatningsaftale, at man stoler på, at den effektive skattekontrol er gennemført.

Dommen ender derfor med at parret får ændret status af Domstolen fra tjenesteyder til arbejdstager, og tyskerne får besked på, at de ikke må opkræve mere i skat fra det danske par, end de ville gøre fra et tilsvarende tysk par.

Link til dommen i sag C-544/11, Petersen:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=8BD70E44DEBA965C3186D1C6339FBD5D?text=&docid=134372&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=3921068

———-

Sag C-20/12, Giersch m.fl., dateret 20. juni 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – ligebehandling – sociale fordele – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 7, stk. 2 – økonomisk støtte til videregående uddannelse – krav om bopæl i den medlemsstat, som tildeler støtten – afslag på at tildele støtten til studerende, der er unionsborgere, men ikke er bosiddende i den pågældende medlemsstat, og hvis fader eller moder, der er grænsearbejdere, arbejder i nævnte medlemsstat – indirekte forskelsbehandling – begrundelse – mål om at øge antallet af bosiddende personer, som har afsluttet en videregående uddannelse – egnet karakter – proportionalitet«

Vi skal et smut til Luxembourg, hvor en flok studerende har en udfordring med de stedlige myndigheder. Ingen af dem bor i landet. Alle har mindst én forælder, der bor og/eller arbejder i landet. Alle er i gang med at tage en videregående uddannelse i landet i skoleåret 2010/2011. og alle er nægtet studiestøtte. Ifølge domsreferatet sidder der godt 600 andre mennesker i samme klemme i baggrunden.

Udfordringen består i, at regeringen i Luxembourg har lavet en lov, der kræver, at man skal bo i landet for at kunne få studiestøtte. Regeringen begrunder det med, at hvis bopælskravet ikke stilles, kunne landets økonomi, som jo er af en ret begrænset størrelse, brase sammen. Desuden mener regeringen ikke, at ydelsen er en social fordel efter artikel 7 i forordning 1612/68, og her er de unge mennesker lodret uenige med regeringen.

Domstolen starter i sine kommentarer til tvisten med at fastslå, at ydelsen efter artikel 7 i forordningen ER en social fordel og at den skal tolkes på samme måde som artikel 45 TEUF (arbejdstagerbegrebet i traktaten).

Herefter drejer diskussionen sig over på integrationspotentialet, når man ikke bor i landet. Regeringen påstår, at hvis de bor i landet ved studiestart, er chancen for at de bliver i landet efter uddannelsens afslutning større, end hvis de pendler ind og ud af landet hver dag til nabolandene. Overfor det står de unge mennesker med påstanden om, at universitetet i Luxembourg på det akademiske område, ikke rækker helt op i de øverste lag, og derfor vil mange studerende afslutte uddannelserne i andre lande.

Domstolen afviser regeringens påstand. Alene det, at man studerer i landet, viser en vis form for integration.

Hvad angår bopælskravets egnethed, svarer Domstolen, at her kan regeringen godt forsvarer sine begrundelser. Domstolen sondrer dog mellem egnethed og nødvendighed, for når det kommer til nødvendigheden af bopælskravet, mener Domstolen – ligesom i så mange andre sager, vi har set tidligere – at Luxembourg går længere end nødvendigt, og dermed er EU-reglerne overtrådt.

Link til dommen i sag C-20/12, Giersch:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=DCF988A885F361BDF51422DE4FC2FD13?text=&docid=138699&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4466709

———-

Sag C-45/12, Hadj Ahmed, dateret 13. juni 2013:

Stikord: »Social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EØF) nr. 1408/71 – personelt anvendelsesområde – tildeling af familieydelser til en tredjelandsstatsborger, der har opholdstilladelse i en medlemsstat – forordning (EF) nr. 859/2003 – direktiv 2004/38/EF – forordning (EØF) nr. 1612/68 – betingelse vedrørende varigheden af opholdet«

Vi har tidligere haft sager i denne serie, som ligner den her rigtig meget. Og meget af det dommen fortæller, er noget vi allerede kender svarene på, fordi Domstolen holder fast i en linje, når den først er taget. Der er dog en lille twist i denne sag, i form af et “familiemedlem”, som ikke er i familie med en unionsborger. Så lad os hoppe direkte ind og se, hvad det er for et persongalleri, vi har med at gøre. Præmis 12 fortæller:

“Radia Hadj Ahmed, der er algerisk statsborger, har været registreret i folkeregisteret i Belgien siden den 18. januar 2006 og er indehaver af en tilladelse, der fra denne dato giver hende ret til at opretholde sig på belgisk område. Hun fik opholdstilladelsen, fordi hun i Belgien sluttede sig til en partner, der er fransk statsborger. Radia Hadj Ahmed og sidstnævnte har et fællesbarn, som ligeledes er fransk statsborger, og som er født den 18. december 2003. I løbet af 2006 hentede sagsøgte i hovedsagen, efter at hun havde fået nævnte opholdstilladelse, sin datter, der er algerisk statsborger og født den 28. januar 1993, til Belgien.”

Radia Hadj Ahmed har aldrig arbejdet, mens hun boede sammen med sin partner. Hun levede af sociale ydelser og børnetilskud (i flere af dommene omtales børnetilskud som “familieydelser”). I 2007 går Radia og hendes partner fra hinanden, og det får de belgiske myndigheder til at reagerer. De vil allerhelst gerne have hende ud af landet, da hun er blevet en økonomisk byrde for det sociale system.

Hun har mere end svært ved at se, at det er en rimelig begrundelse. Fællesbarnet er nemlig begyndt i skolen, barnets far har arbejdet i Belgien, og der var noget med, at når én af forældrene er eller har været arbejdstager i det pågældende land, og barnet er begyndt i skole, beskytter forordning 1612/68 mod udsendelse af både barnet og den forælder, som tager sig af det.

Det stopper dog ikke der. For der er jo en datter mere, som kom til Belgien og sluttede sig til familien i 2006, 13 år gammel. Radia Hadj Ahmed forsøger at få denne datter ind under begrebet “familiemedlem” efter forordning 1408/71. En fortolkning, som de belgiske myndigheder mener er lige rigelig kreativ sammenlignet med definitionen i forordningen.

Da sagen kommer til behandling i Domstolen, lægger Domstolen ud med at konstaterer, at så længe fællesbarnet er i gang med sin skole og uddannelse, kan hverken fællesbarnet eller moderen smides ud. Forordning 1612/68 beskytter dem, fordi barnets far har arbejdet i Belgien.

Det forholder sig anderledes for den 13 årige datter. Hun er ikke familiemedlem efter den definition, som forordning 1408/71 beskriver. Der skal hun nemlig være familiemedlem til unionsborgeren, men da der ikke er noget blodsbånd dér, falder hun udenfor kategori og kan faktisk sendes tilbage til Algeriet, hvor hun er statsborger. Det er dog i sidste ende de nationale definitioner af begrebet “familiemedlem”, der er afgørende for, om hun kan blive eller om hun sendes tilbage til hjemlandet.

Link til dommen i sag C-45/12, Hadj Ahmed:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=67630A9447BB7AF4368EDD79C368CD88?text=&docid=138390&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=2975741

———-

Sag C-46/12, L.N., dateret 21 februar 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – arbejdskraftens frie bevægelighed – princippet om ligebehandling − artikel 45, stk. 2, TEUF – forordning nr. 1612/68/EØF – artikel 7, stk. 2 − direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 1 og 2 – undtagelse fra princippet om ligebehandling med hensyn til studiestøtte i form af stipendier eller lån – unionsborger, der studerer i en værtsmedlemsstat – lønnet beskæftigelse før og efter påbegyndelse af studiet − hovedformålet med den pågældendes indrejse på værtsmedlemsstatens område – betydning for den pågældendes status som arbejdstager og for retten til studiestøtte«

Vi skal nu til Danmark, hvor denne anonyme L.N. har stævnet Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte (der i gamle dage blot hed SU-Styrelsen). Domstolen kalder styrelsen for “VUS”.

Lang historie kort: L.N. søger optagelse på CBS inden vedkommende er ankommet til landet, og får godkendelse. Fra han ankom og til studiet startede, arbejdede han fuldtids i et engrosfirma, og Statsforvaltningen gav ham på den baggrund et EU-registreringsbevis i løbet af blot 20 dage. Den blev givet, fordi han var arbejdstager. Men da studiet startede, opsagde han sit job. Det fik VUS til at knalde pengekassen i: “Hovedformålet er ikke arbejde, men studie, og dermed er du ikke berettiget til SU”. L.N. havde dog noget arbejde ved siden af, men det mente myndighederne ikke var kvalificerende, da hovedformålet som nævnt var studie.

Sagen kommer til et ankenævn for uddannelsesstøtte, som sender sagen videre til Domstolen. Og Domstolen er rasende hele dommen igennem. Det kan godt være, at hovedformålet med at komme til Danmark, er at læse på en højere uddannelse, men det giver ikke ret til at indskrænke eller se bort fra, om manden faktisk opfylder arbejdstagerbegrebet sideløbende. Arbejdet må blot ikke være af så lille omfang, at det reelt er ubetydeligt. Dertil kommer, at det ikke tilkommer Danmark selv at fortolke arbejdstagerbegrebet, så hen i skammekrogen med sig!

Den danske og den norske regering indvender dog, at når man ikke er arbejdstager, har man ikke ret til studiestøtte i de første fem år. Domstolen svarer tørt og uden at forholde sig til de nævnte 5 år:

“For så vidt angår den danske og den norske regerings argument, hvorefter den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen ved sin indrejse på det danske område havde til formål at studere dér, medfører, at han ikke har status som »arbejdstager« i artikel 45 TEUF’s forstand, er det tilstrækkeligt at bemærke, at for at vurdere, om en beskæftigelse kan give status som arbejdstager i denne bestemmelses forstand, er forhold vedrørende den berørte persons adfærd før og efter beskæftigelsesperioden uden betydning for tilvejebringelsen af status som arbejdstager i bestemmelsens forstand. Disse forhold har nemlig ingen forbindelse med de objektive kriterier, som er opregnet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 40.

I denne forbindelse bemærkes, at definitionen af begrebet »arbejdstager« i artikel 45 TEUF’s forstand udtrykker det krav, der er uløseligt forbundet med selve princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvorefter de fordele, som EU-retten giver i medfør af denne frihed, kun kan påberåbes af personer, der i egentlig forstand udøver eller seriøst ønsker at udøve lønnet beskæftigelse. Definitionen indebærer imidlertid ikke, at retten til denne frihed kan underlægges de formål, som en statsborger i en medlemsstat måtte have for at søge om indrejse eller ophold på værtsmedlemsstatens område, forudsat at den pågældende dér udøver eller ønsker at udøve en reel og faktisk beskæftigelse. Når denne betingelse er opfyldt, er de bevæggrunde, der har fået arbejdstageren til at søge arbejde i den omhandlede medlemsstat, uden betydning og kan ikke tages i betragtning.”

Igen: At mandens hovedformål er at læse på CBS, fratager ham ikke retten til at kalde sig arbejdstager, hvis han rent faktisk opfylder betingelserne for denne status. Opfylder han betingelserne for at være arbejdstager, skal han indrømmes SU, afslutter Domstolen.

Link til dommen i sag C-46/12, L.N.:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=134109&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5191740

———-

Sag C-86/12, Alokpa og Moudoulou, dateret 10. oktober 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er beslægtet i direkte opstigende linje med mindreårige unionsborgere – unionsborgere, der er født i en anden medlemsstat end den, hvor de har statsborgerskab, og som ikke har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed – grundlæggende rettigheder«

Denne sag vil være særlig interessant for par med små børn, der er født i et andet EU-land, end der, hvor de har statsborgerskab. Sagen udspiller sig i Luxembourg, hvor togolesiske Adzo Domenyo Alokpa (mor) og franske Jean Moudoulou (far) har fået for tidligt fødte tvillinger, så tidligt, at sundhedsfaglig bistand er absolut nødvendigt.

Alokpa har egentlig søgt asyl i Luxembourg, hvilket blev afvist. Derefter søgte hun tålt ophold med henvisning til de for tidligt fødte børns helbredstilstand, hvilket hun fik tildelt. Det udløb med udgangen af 2008. Hun søgte om forlængelse, men blev afvist.

Børnene fik fransk statsborgerskab. Krøllen i sagen er, at far bor i Frankrig og nu hvor den her sag ligger på Domstolens bord, har de to forældre ikke kontakt til hinanden.

Mor forsøger desperat at få opholdsret i Luxembourg, men myndigheder fortæller hende, at uanset hvor de kigger hen i såvel EU-regler som national ret, opfylder hun ingenting for at få lov til at være der. Det er hun ikke tilfreds med, og anker sagen.

Domstolen fastslår, at såfremt et afslag på ophold medfører, at de nyfødte må forlade EU som helhed (altså flytte med til moderens hjemland), vil afslaget ikke kunne gennemføres. Men kan der findes andre løsninger, for eksempel at mor og børn flytter til Frankrig, hvor børnene er statsborgere, vil der være grønt lys for afslag.

Link til dommen i sag C-86/12, Alokpa og Moudoulou:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=142826&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=4128540

———-

Sag C-140/12, Brey, dateret 19. september 2013:

Stikord: »Fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – ret til ophold i mere end tre måneder – artikel 7, stk. 1, litra b) – person, der ikke længere er arbejdstager – alderspensionsberettiget – betingelse om at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til ikke at blive en byrde for værtsmedlemsstatens »sociale system« – ansøgning om en særlig, ikke-bidragspligtig kontantydelse – udligningstillæg, der supplerer alderspension – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 3, stk. 2, og artikel 70 – bopælsmedlemsstatens kompetence – betingelser for tildeling – lovlig opholdsret på det nationale område – overensstemmelse med EU-retten«

Når man søger familiesammenføring efter EU-retten, kan man ofte se en henvisning til denne dom i det brev, man får fra SIRI. Nemlig når udtrykket “faktisk og reelt ophold” skal defineres. Der er helt konkret tale om præmis 37, hvor Domstolen udtrykker det sådan her:

“…. svarer en persons bopæl imidlertid til det sted, hvor denne har sit »sædvanlige opholdssted«, hvilket betyder den medlemsstat, hvor den pågældende person har sin faste bopæl, og hvor hans sædvanlige interessecentrum ligeledes befinder sig.”

Man kan også sige “… dér, hvor sengen står, hvor man sædvanligvis overnatter”.

Dette er også genstanden for denne sag som helhed. Peter Brey er tysk. Det samme er hans ægtefælle. De er begge folkepensionister og lever mildt sagt på en sten. De har nemlig kun hans pension på godt 860 euro om måneden før skat samt et plejetillæg på 225 euro om måneden. Hun har også en basisydelse, som domsreferatet dog ikke sætter tal på.

De vælger at flytte til Østrig, hvilket betyder, at han mister sit plejetillæg og hun mister sin basisydelse. Med en husleje på den anden side af 500 euro om måneden, er der således ikke meget at rutte med. Det får dem til at søge et særligt udligningstillæg af de østrigske myndigheder, men myndighederne ved ikke rigtig, hvad de skal mene om det, så de spørger simpelthen Domstolen.

Herfra henvises til en tidligere dom, som ikke er med i denne serie, men som fastslår, at den pågældende ydelse er omfattet af forordning 1408/71, idet ydelsen har til hensigt at sikre, at man har et eksistensminimum, hvis pensionen ikke er tilstrækkelig.

Desværre er det gået lidt for stærkt for den danske oversætter. I dommen er omtalt de to forordninger 1408/71 og 883/2004, og opholdsdirektiv 2004/38 men flere gange bliver der byttet rundt på nogle af tallene. Nå, det var en sidebemærkning, så man ikke leder forgæves, hvis man nørder sig ind i dommene.

Men er der ikke noget med, at man ikke må ligge gæstelandet til økonomisk byrde, når man er selvforsørgende? Svaret finder du ved at læse dommens præmisser 62-68.

I Brey-sagen er der nemlig et problem. De østrigske myndigheder har på forhånd og på automatpilot sagt nej til, at han kan få den nævnte ydelse, og derfor mener de heller ikke, at ægteparret har lovligt ophold i landet, selv om en anden myndighed faktisk har givet dem EU-registreringsbevis, og dermed anerkendt retten til ophold. En sådan forhåndsafgørelse med et automatisk afslag, er derfor ikke lovligt, formaner Domstolen.

Alligevel sender Domstolen sagen tilbage til den østrigske ret, der har sagen, og beder dem om at tage endelig stilling til sagen udfra de anvisninger, som Domstolen har lagt til grund.

Link til dommen i sag C-140/12, Brey:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=A77059C675F841BA769C89A28F1F6257?text=&docid=141762&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6572534

———-

Sag C-220/12, Meneses, dateret 24. oktober 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – ret til fri bevægelighed og ophold – statsborger i en medlemsstat – studier, der følges i en anden medlemsstat – bevilling af uddannelsesstøtte – krav om fast bopæl – uddannelsessted beliggende i ansøgerens bopælsstat eller en nabostat – begrænset undtagelse – ansøgerens særlige omstændigheder«

Nu skal vi møde Hr. Meneses, der har været vidt omkring, sin unge alder til trods. Han er født i Brasilien, han er tysk statsborger, han har gået i tyske skoler i både Italien og Spanien, han bor i Tyrkiet og har været igang med videregående uddannelser i Tyskland. Nu er han rykket videre til Maastricht i Nederlandene til et universitet dér.

Striden står om studiestøtte, det vi i Danmark kender som SU. Tysk lov bestemmer nemlig, at den tyske udgave af SU kun kan fås, når man har boet i Tyskland i en vis tid, samt at der skal foreligge særlige omstændigheder for at man kan få den med over grænserne. Dertil må studiet kun finde sted i Tyskland eller et af nabolandene.

Den tyske lov om studiestøtte bestemmer således, at man skal have boet i landet i mindst 3 år, for at være berettiget til støtte. Her går Domstolen ind og punkterer argumentet, fordi det er for ensidigt og lader alle andre relevante betragtninger ude (præmis 40).

De såkaldte særlige omstændigheder viser sig at være økonomiske. For at være helt præcis: Vi er nødt til at få statskassen til at stemme. Også dette hælder Domstolen ned ad brættet. Økonomiske betingelser kan ikke stå i vejen for retten til fri bevægelighed (præmis 42).

Kravet om, at studiet kun må finde sted i Tyskland eller et land, som grænser op til Tyskland, er Domstolen bestemt heller ikke fan af. Den bliver derfor også afvist (præmis 48-49).

Dertil fastslår Domstolen igen-igen-igen, at Medlemsstaterne ikke må straffe eller stille borgerne ringere ALENE fordi de bruger deres ret til fri bevægelighed (præmis 23).

Link til dommen i sag C-220/12, Meneses:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=7F52D1806DC70F596BEC9C458DD27217?text=&docid=143550&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6910127

———-

Sag C-233/12, Gardella, dateret 4. juli 2013:

Stikord: »Overførsel af pensionsrettigheder erhvervet i en medlemsstat – artikel 45 TEUF og 48 TEUF – national lovgivning, som ikke fastsætter ret til, at den kapital, der repræsenterer de pensionsbidrag, der er indbetalt til en national socialsikringsinstitution, overføres til en international organisation med hjemsted i en anden medlemsstat – regel om sammenlægning«

Vi hopper over Alperne til Italien, hvor Simone Gardella (som faktisk er en mand, trods fornavnet) står med en udfordring i forhold til pension optjent andre steder i EU. Han har arbejdet ved Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) i München, Tyskland, hvor han forinden arbejdet ved EPO har optjent bidrag svarende til 9 år og 17 uger i Italien. Men Italienerne mener ikke de kan overføre disse bidrag, da ingen lov i Italien giver mulighed for det. Og der er heller ingen regler i EPO, der tillader overførsel. Det vil reelt sige, at hvis Gardella taber sagen, har han lige mistet alt det, han har opsparet inden ansættelsen ved EPO.

Domstolen starter med at konstaterer, at EPO ikke er en institution under EU, men er en international myndighed, som reguleres af international ret. Gardella kan derfor ikke anses som tjenestemand i et EU-organ.

Men Domstolen er ikke i tvivl om, at han er arbejdstager, og dermed er han omfattet af artikel 45 TEUF. Problemet er blot, at han ikke er ansat i en almindelig virksomhed i Tyskland. Han er ansat ved en international myndighed, og det har for Domstolen en afgørende betydning. Det betyder nemlig, at hverken den internationale myndighed eller hjemlandet kan tilpligtes at indføre i deres lovgivninger, at der skal være mulighed for sammenlægning af forsikringsperioder.

Nu tænker du måske, at der røg lige ret mange bidrag ud ad vinduet. Domstolen slår dog fast, at når han rammer pensionsalderen, kan han bede myndighederne i Italien om at sammenlægge perioderne, og dermed har Gardella ikke tabt noget som helst alligevel.

Link til sag C-233/12, Gardella:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=139103&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5293128

———-

Sag C-275/12, Elrick, dateret 24. oktober 2013:

Stikord: »Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF − ret til fri bevægelighed og ophold – statsborger i en medlemsstat – studier, der følges i en anden medlemsstat – uddannelsesstøtte – betingelser – uddannelsesvarighed på to år eller længere – opnåelse af et erhvervskvalificerende eksamensbevis«Samantha Elrick er tysk statsborger og født i Tyskland. Hun bor officielt ved sine forældre dér, men studerer i Storbritannien. I Tyskland søger hun om studiestøtte. Hun får afslag med den begrundelse, at uddannelsen ikke er kompetencegivende, men det viser sig, at hvis hun i stedet havde taget en fuldstændig tilsvarende uddannelse i hjemlandet, ville uddannelsen være kompetencegivende og hun vil ligeledes kunne få studiestøtte. Ergo, de tyske myndigheder ville ikke anerkende den britiske uddannelse på lige fod med en tilsvarende tysk. Selv om de er fuldstændig ens.

Hun står dermed med et valg: Enten skal hun opgive sin ret til fri bevægelighed, eller opgive sin ret til studiestøtte. Det valg nægter hun at tage, så hun klager, og sagen ender ved Domstolen.

Man kan egentlig ramme hele dommen ind ved blot at læse præmis 27-28. I præmis 27 kan man læse de tyske myndigheders undskyldninger, mens præmis 28 er Domstolens svar. Desuden har Domstolen mere end svært ved at gennemskue argumentationen fra den tyske regering for, hvorfor studiestøtte ikke er berettiget ved studie i et andet EU-land, mens den er berettiget ved studie i hjemlandet.

Domstolen dømmer derfor den tyske regel for at være i strid med EU-reglerne om fri bevægelighed.

Link til dommen i sag C-275/12, Elrick:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=8911001D4466310C089C9211C336369F?text=&docid=143548&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7404939

———-

Sag C-378/12, Onuekwere, dateret 16. januar 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – artikel 16, stk. 2 og 3 – ret til tidsubegrænset ophold for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger – hensynstagen til perioder, hvor disse tredjelandsstatsborgere har været fængslet«

Jeg har i skrivende stund endnu til gode at se en sag, hvor en tredjelandsborger, som er gift med en vandrende unionsborger, ryger i fængsel. I nærværende sag, har hovedpersonen endda flere ulovligheder på samvittigheden.

Nnamdi Onuekwere er fra Nigeria. Han er gift med en irsk statsborger, de bor i Storbritannien og de har to børn sammen. De britiske sikkerhedsmyndigheder forsøger flere gange at få ham udvist for sin kriminalitet, men bliver hver gang stoppet med henvisning til, at han er gift med en unionsborger, der bruger sin ret til fri bevægelighed.

Han søger om et tidsubegrænset EU opholdskort, hvilket han bliver nægtet. Her peger myndighederne på hans kriminelle løbebane som den direkte årsag til afslaget. Han anker sagen, hvilket giver de britiske myndigheder mulighed for at stille Domstolen et par spørgsmål. For de har siddet med lommeregneren og lavet forskellige beregninger. Hvis man trækker de perioder fra, hvor han har siddet fængslet, opfylder han til fulde retten til opholdskortet. Og hvis opholdene bag de stive gardiner skal tælles med, er vi oppe på 10 år inden tvisten er endelig afgjort. Myndighederne er derfor nysgerrige på, om tiden i fængslet skal tælles med. Og hvis de ikke skal tælles med, kan man så sammenlægge perioder, hvor man ikke har været fængslet?

Domstolen henviser til opholdsdirektivets artikel 7 og artikel 16, der understreger to ting: For det første skal parret bo lovligt sammen, for det andet er der tale om 5 år uden afbrydelser. Efter sædvanlig retspraksis, tæller perioder i fængsel ikke som lovligt ophold (præmis 18 og 22-23).

Således er han ikke berettiget til et tidsubegrænset opholdskort.

Link til dommen i sag C-378/12, Onuekwere:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=82A4958D11386FD77AB4F1D6B09216AF?text=&docid=146433&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7558553

———-

Sag C-400/12, M.G., dateret 16. januar 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – artikel 28, stk. 3, litra a) – beskyttelse mod udsendelse – fremgangsmåde ved beregning af perioden på ti år – hensyntagen til perioder med fængsling«

Ja, vi skal beskæftige os lidt mere med emnet fængsling. Dommen her og den lige herover har tillige samme dato. Forskellen er blot nu, at det ikke er en tredjelandsborger, der er røget ind bag den tunge ståldør. Nu er det en unionsborger.

Hun kaldes i dommen for M.G. Hun er fra Portugal, hun er gift med en anden portugiser og de har nogle børn sammen. De bor i Storbritannien. Grunden til at vores hovedperson har været spærret inde er, at hun har været så destruktiv overfor nogle af sine børn, muligvis i narkorus, at de har måttet på skadestuen for at blive lappet sammen igen.

I en del år, har det været manden, der har tjent pengene hjem til familiens underhold, mens hun har gået hjemme. Nu er de blevet separeret – men dog ikke skilt – og bor hver for sig. Hun har stadig ikke noget arbejde, og efter overgrebene på børnene, mente den britiske centraladministration, at det var tid for hende at tage tilbage til Portugal.

Tvisten her omhandler opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a), som lyder:

Der må ikke træffes en udsendelsesafgørelse i forhold til en unionsborger, medmindre afgørelsen er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten, hvis de:

a) har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de ti forudgående år…

Spørgsmålet er hvordan de 10 år skal fortolkes. Er det fra personen er ankommet til gæstelandet, eller er det fra der er truffet en beslutning om udvisning – og igen – skal det være en uafbrudt periode?

Domstolen bekræfter, at det som princip skal være en uafbrudt periode og at der skal beregnes fra personen er ankommet og indtil der træffes afgørelse om udvisning. Hvis dette udgør mere end de nævnte 10 år, er det ikke sådan ligetil at udvise den pågældende.

Lige som i sagen lige ovenfor, er spørgsmålet igen, om en fængsling afbryder opholdets uafbrudte karakter, også når personen har boet i landet i mere end 10 år forud for fængslingen.

Til det svarer Domstolen, at der er en række momenter, der skal tages hensyn til, særligt integrationsmæssigt, når personen har boet i landet i mere end 10 år i træk. Og atter engang understreges det, at en fængsling i princippet er en afbrydelse af opholdet. Men fordi hun har boet i landet i mere end 10 år, har hun opnået en højere beskyttelse mod udvisning.

Link til dommen i sag C-400/12, M.G.:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=EB48BF3420E58768DAEEFB6151438458?text=&docid=146436&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7697621

———-

Sag C-423/12, Reyes, dateret 16. januar 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse ‒ direktiv 2004/38/EF ‒ unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – ret til ophold i en medlemsstat for en tredjelandsstatsborger, der er direkte efterkommer af en person, som har ret til ophold i denne medlemsstat – begrebet person, »som forsørges af unionsborgeren««

Tredje dom på stribe fra samme dato, men vi skifter dog spor fra det kriminelle til noget langt mere fredeligt. Vi har at gøre med en filippinsk statsborger, Flora May Reyes, som har studeret i Filippinerne, hvor hun opnåede status som sundhedsassistent. Under hele sin opvækst er hun blevet passet af sin mormor, fordi hendes mor var flyttet til Tyskland og nu er blevet tysk statsborger.

Det er langt fra unormalt på Filippinerne, at man overlader sine børn til familien, mens man selv rejser ud i verden for at tjene penge til familien derhjemme.

Moderen flytter til Sverige, hvor hun indlogerer sig hos en norsk statsborger, som hun senere gifter sig med. Moderen har intet arbejde i Sverige, men lever af sin ægtefælles pension.

Flora søger om svensk EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger. Migrationsverket giver afslag. Det samme gør Migrationsdomstolen i Göteborg og sagen kommer til Kammerretten i Stockholm. Her har man noteret sig sagerne 316/85, Lebon (se del 2) og C-1/05, Jia (ikke medtaget i denne serie), der handler om en tredjelandsborger, der forsørges af en unionsborger, og hvordan begrebet “forsørges af en unionsborger” skal fortolkes.

Sagen er nemlig, at de svenske myndigheder stiller krav om, at Flora blandt andet kan bevise, at hun har søgt jobs i hjemlandet uden at blive ansat. Et krav, som hun ikke kan imødekomme. Kammerretten spørger derfor Domstolen, hvor langt man kan gå for at kræve førnævnte begreb opfyldt.

Som Domstolen har sagt det i både Lebon-sagen og i Jia-sagen, er det nok, at der ligger et forsørgelsesgrundlag på ansøgningstidspunktet. At stille det krav, som Migrationsverket har gjort, er at gå alt for langt i forhold til det forfulgte mål, så det skal Sverige holde op med.

Men hvad så, hvis vores veninde her får arbejde i Sverige efter sin ankomst? Mister begrebet “forsørges af en unionsborger” så ikke sin betydning?

Det har ingen relevans, svarer Domstolen, for kravet gælder kun mens ansøgeren er i sit oprindelsesland (eller det land udenfor EU/EØS, hvor vedkommende bor) og på det tidspunkt forsørges af unionsborgeren. Hvad der sker efterfølgende, har ikke noget med sagen at gøre.

Domstolen gør det i øvrigt klart i denne dom, at det ikke kun er unionsborgeren, som kan forsørge familien. Det kan også være en tredjelandsborger, som er ægtefælle til en vandrende unionsborger (se præmis 21).

Link til dommen i sag C-423/12, Reyes:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=804F32F5B7C354501B5B2559589D7022?text=&docid=146437&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7899812

———-

Sag C-456/12, O og B, dateret 13. marts 2014:

Stikord: »Direktiv 2004/38/EF – artikel 21, stk. 1, TEUF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – berettigede personer – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger – unionsborgerens tilbagevenden til denne medlemsstat efter kortvarige ophold i en anden medlemsstat«

De spørgsmål, der rejses i denne sag, ser man også forholdsvis ofte i dag. Det er to sager, der er lagt sammen, fordi de har nogle fællestræk. Det, der går igen i de to sager er, at unionsborgerne er flyttet til Spanien, hvor de har lejet bolig. Men de er der kun i weekender og ferier, mens deres partnere er der fast. Spørgsmålet er derfor, om sådanne korte, gentagne ophold ligger indenfor eller udenfor rammerne af opholdsdirektivet og en artikel i traktaten.

Domstolen analyserer sig frem til, at det ligger udenfor rammerne, og at det derfor ikke giver adgang til familiesammenføring, heller ikke når unionsborgeren vender tilbage til sit hjemland.

En enkelt ting skiller sig dog ud: I den ene af sagerne, er unionsborgeren flyttet tilbage til Nederlandene, og først to år senere ankommer den tredjelandsborger, som danner par med unionsborgeren. Kan man bruge det til noget? Nope, svarer Domstolen. Det er alt for sent.

Det er i øvrigt første gang, at Domstolen italesætter, at parforholdene skal “konsolideres” i gæstelandet. Ifølge Den Danske Ordbog betyder “konsolidere” at opbygge, gøre stærkere, mere solid. Men Domstolen har for vane at komme med oplysningerne drypvis, og derfor har Domstolen ikke konkretiseret nogen tidshorisont for, hvor længe man skal bo sammen i gæstelandet.

Forud for dommen havde vi i Danmark for vane at sige, at en enkelt overnatning i gæstelandet for tredjelandsborgeren var tilstrækkeligt, men efter dommen blev offentliggjort, gik man væk fra den tidligere holdning. Nu er anbefalingen, at tredjelandsborgeren befinder sig i gæstelandet sammen med unionsborgeren i mindst 14 dage. Det har også været anerkendt af de danske myndigheder.

Link til dommen i sag C-456/12, O og B:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=4A5F8A907C24F45FC9F643FB379BBEED?text=&docid=149082&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=8163365

———-

Sag C-457/12, S og G, dateret 12. marts. 2014:

Stikord: »Artikel 20 TEUF, artikel 21, stk. 1, TEUF og artikel 45 TEUF – direktiv 2004/38/EF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – berettigede personer – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger – unionsborger, der er bosiddende og statsborger i samme medlemsstat – erhvervsmæssig beskæftigelse – regelmæssige rejser til en anden medlemsstat«

Forud for denne dom, var det af blandt andet de danske myndigheder et absolut krav for at kunne bruge EU-reglerne til familiesammenføring, at man rent faktisk flyttede til et andet EU-land (med mindre man var tjenesteyder). Det lavede Domstolen lige om på, og det har gjort dommen interessant for en del par.

Det er nemlig sådan, at referencepersonerne i den her sag, bor i deres hjemland, men pendler over grænsen til arbejde i nabolandet. De har påberåbt sig deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed og til familiesammenføring efter EU-reglerne. Den var hjemlandets myndigheder ikke helt med på. Det er Domstolen til gengæld, for den fortæller med dommen her, at man ikke nødvendigvis skal flytte bopælen over en landegrænse, men at det kan være tilstrækkeligt, at man har et job på den anden side af grænsen, og at man stadig pendler frem og tilbage.

Link til dommen i sag C-457/12, S og G:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=74A8B77EBDC579431DFB8DBC671E9D0D?text=&docid=149081&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=6605560

———-

Sag C-507/12, Saint Prix, dateret 19. juni 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – artikel 45 TEUF – direktiv 2004/38/EF – artikel 7 – begrebet »arbejdstager« – kvindelig unionsborger, som er ophørt med at arbejde på grund af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkningerne af en fødsel«

En kvinde bruger sin ret til fri bevægelighed, ved at flytte til et andet Medlemsland. Her finder hun sig et arbejde, men på grund af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditet, må hun opsige jobbet og senere også et studie, hun havde tilmeldt sig.

Hun søgte om en social ydelse da hun gik fra på barsel, men fik afslag hele vejen til Højesteret. Myndighederne mente, at når hun selv havde sagt op, var hun ikke længere arbejdstager. Vores franske veninde var på ingen måde enig med de britiske myndigheder i det spørgsmål.

Det var Domstolen heller ikke. Den konkluderede, at kvinder nyder en særlig beskyttelse i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkninger heraf. Hvis en kvinde således går fra på barsel og enten kommer tilbage til arbejdspladsen igen eller finder et andet arbejde indenfor rimelig tid efter barnets fødsel, er der ikke tale om, at hun opsiger sit job i ordets egentlige forstand, men at hun af naturlige årsager er nødt til at passe på sig selv og barnet.

Domstolen minder også Medlemsstaterne om, at en fødsel er en vigtig begivenhed.

Domstolen henviser til, at man i en situation som denne kan være “væk” fra arbejdsmarkedet i op til 12 måneder uden at miste sin status som arbejdstager.

Link til dommen i sag C-507/12, Saint Prix:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=153814&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=7208031

———-

Sag C-514/12, Zentralbetriebsrat der gemeinnützigen Salzburger Landeskliniken Betriebs GmbH, dateret 5. december 2014:

Stikord: »Arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 45 TEUF – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 1 – national ordning, der fastsætter en delvis hensyntagen til tjenesteperioder tilbagelagt hos andre arbejdsgivere end Land Salzburg – hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed – begrundelser – tvingende almene hensyn – loyalitetsformål – administrativ forenkling – gennemsigtighed«

Sagen her handler om folk, der er ansat som tjenestemænd på nogle sygehuse i Østrig. I forbindelse med at indplacerer dem i et højere løntrin, bliver der skelet til, om personerne har arbejdet hele deres karriere i den pågældende delstat, eller om de også har haft jobs andre steder – i eller udenfor Østrig. Hvis de har arbejdet andre steder, bliver der kun taget hensyn til 60% af deres tjenesteperioder, mens ansatte, der har arbejdet i delstaten altid, kan se frem til 100% af deres tjenesteperioder.

Den østrigske ret er ikke helt sikker på, at en sådan forskelsbehandling er i orden, så den har spurgt Domstolen, hvad der er op og ned. Blandt andet har Land Salzburg gjort gældende, at der er tale om et loyalitetsprogram, hvor man gerne vil belønne personer, der har arbejdet hele deres liv i samme delstat, samt det er begrundet i administrative omkostninger at gøre det sådan.

Domstolen bider ikke på krogen. I stedet svarer Domstolen, at der er tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet, fordi unionsborgere fra andre lande i Unionen kan blive afskrækket fra at blive ansat dér, når der kun tages delvis hensyn til deres tjenesteperioder andre steder, hvorefter Domstolen sætter trumfen ind: Selv den mindste lille forskelsbehandling af unionsborgere er forbudt (præmis 34).

Land Salzburg taber derfor sagen 100%.

Link til dommen i sag C-514/12, Zentralbetriebsrat der gemeinnützigen Salzburger Landeskliniken Betriebs GmbH:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=37DC0B64AD6FCB6A42060717AC1713ED?text=&docid=145246&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=9320306

Forenede sager C- 53/13, Strojírny Prostějov, a.s. og C-80/13, ACO Industries Tábor s.r.o., dateret 19. juni 2014:

Stikord: »Fri udveksling af tjenesteydelser – vikarbureau – udstationering af arbejdstagere, der foretages af et bureau med hjemsted i en anden medlemsstat – restriktion – virksomhed, der er bruger af arbejdskraften – indeholdelse af kildeskat af disse arbejdstageres indkomst – forpligtelse – betaling til statskassen – forpligtelse – situationen for arbejdstagere, der er udstationeret af et indenlandsk bureau – fravær af sådanne forpligtelser«

For første gang i denne serie, skal vi en tur til Tjekkiet, hvor der er nogle problemer med forskelsbehandling af arbejdstagere på grund af nationalitet. Vi er ovre i det mere skattetekniske, for det handler om, hvem, der skal inddrive indkomstskat, når man benytter vikarbureauer.

Det fremgår af domsreferatet, at såfremt man er udsendt af et tjekkisk vikarbureau, bliver indkomstskatten opkrævet hos leverandøren, det vil sige den kunde, som har bedt vikarbureauet om arbejdskraft. Men er man udsendt af et udenlandsk vikarbureau med filial i Tjekkiet, mener de stedlige skattemyndigheder, at pligten påhviler vikarbureauet.

Domstolen starter med i præmis 27 at konstaterer, at der er tale om arbejdskraft fra vikarbureauer, snakker vi ikke om arbejdstager-begrebet, men i stedet om tjenesteydelser, hvorefter den i præmis 41 og 42 erklærer de tjekkiske regler for en hindring for udvekslingen af tjenesteydelser, også selv om værtslandet mener, at det er en ubetydelig restriktion.

Tjekkiet prøver så en anden vej: Man har gjort det sådan her for at være sikre på, at der ikke sker svig eller skatteunddragelse. Men som vi også har set i tidligere sager, godkender Domstolen ikke hypotetiske og generelle undskyldninger, så her kommer de tjekkiske skattemyndigheder heller ikke igennem nåleøjet.

Link til dommen i forenede sager C-53/13, Strojírny Prostějov, a.s. og sag C-80/13, ACO Industries Tábor s.r.o.:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=390E7F1A763AF0EBE6520F0A256300CA?text=&docid=153810&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=140154

———-

Forenede sager C-58/13 og C-59/13, Toressi, dateret 17. juli 2014:

Stikord: »Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – adgang til advokaterhvervet – mulighed for at nægte statsborgere i en medlemsstat, der har opnået advokatbeskikkelse i en anden medlemsstat, registrering i advokatfortegnelsen – misbrug af rettigheder«

To personer, begge med efternavnet Torressi, er italienere og er taget til Spanien for at få en uddannelse til advokat. Da de havde fået papir på uddannelsen, tog de straks tilbage til Italien for at virke dér. Men det brød de italienske myndigheder sig ikke om. De mente helt bestemt, at det er misbrug af rettigheder, at tage uddannelsen udenfor hjemlandet og derefter forsøge at gøre brug af den hjemme.

Domstolen beskriver i præmis 44-46, hvad der skal til, for at man kan sige, at der er tale om misbrug af rettigheder. Lige efter disse præmisser konstaterer Domstolen, at det ikke er et misbrug af rettigheder at rejse til en anden Medlemsstat, for dér at opnå en titel under en mere gunstig lovgivning, og at denne flytten frem og tilbage er en beskyttet rettighed i traktaterne.

De italienske myndigheder stiller også spørgsmål til gyldigheden af en artikel i en forordning om advokaters fri etableringsret. Det er sådan i Italien, at for at man kan nedsætte sig som advokat, skal man være opført i et advokatregister, og for at man kan blive det, er det et yderligere krav, at man har opnået et nationalt certifikat i Italien. Men Domstolen svarer, at der tales om to forskellige ting, som ikke har noget med hinanden at gøre. Den omtalte artikel er derfor retskraftig samtidig med at det nationale krav stadig kan opretholdes.

Jeg bemærker dog en mulig skrivefejl flere steder i referatet, som bruger ordet “bestikkelse” om det at nedsætte sig som advokat. Det må vel næsten være “beskikkelse” i stedet for, for “bestikkelse” er vel et kriminelt begreb, men det må folk med større juridisk indsigt end jeg, kunne afklare.

Link til dommen i forenede sager C-58/13 og 59/13, Toressi:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=F097CC8BB358C9CE7B430E3859D744CB?text=&docid=155111&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=311576

———-

Sag C-91/13, Essent Energie, dateret 11. september 2014:

Stikord: »Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, og artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 – anvendelsesområde – indførelse af nye restriktioner for etableringsretten, den frie udveksling af tjenesteydelser og betingelserne for adgangen til arbejdsmarkedet – forbud – fri udveksling af tjenesteydelser – artikel 56 TEUF og 57 TEUF – udstationering af arbejdstagere – tredjelandsstatsborgere – krav om beskæftigelsestilladelse ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft«

En virksomhed skulle have opstillet noget stillads, så der blev ringet til en form for vikarbureau i Tyskland, der kunne klare den slags. Det lokale arbejdstilsyn drog på inspektion, og fandt 33 udenlandske arbejdere uden arbejdstilladelse, heraf var de fleste tyrkiske personer. Arbejdstilsynet udstedte derfor en bøde på 264.000 euro (knap 2 millioner kroner) for ulovlig arbejdskraft.

Essent Energie var ikke enig i bøden og mente heller ikke, at arbejdskraften var ulovlig, skønt de pågældende tyrkiske tjenesteydere ikke havde nogen arbejdstilladelse fra de nederlandske myndigheder. Men både en ankeinstans og den nederlandske regering holdt fast.

Sagen kom til Domstolen. Her blev sagen baseret på tillægsprotokollen i afgørelse 1/80 pure afvist, og derefter tog Domstolen stilling til EUs traktater (som den nederlandske retsinstans i øvrigt ikke havde spurgt til). Her viser det sig, at fordi vikarbureauet er tysk og disse tjenesteydere er bosiddende i og udsendt fra Tyskland, kan der IKKE kræves en særskilt arbejdstilladelse, da det vil være en hindring for udvekslingen af tjenesteydelser. Domstolen bemærker, at det vil være tilstrækkeligt, at myndighederne forud for arbejdet får besked på HVEM der arbejder på opgaven og for hvilken periode.

Domstolen tog ikke stilling til bøden.

Link til dommen i sag C-91/13, Essent Energie:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=157519&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=370221

———-

Sag C-202/13, McCarthy med flere, dateret 18. december 2014:

Stikord: »Unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på en medlemsstats område – ret til indrejse – tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, og som er i besiddelse af et opholdskort udstedt af en medlemsstat – national lovgivning, hvorefter indrejsen på det nationale område er betinget af forudgående opnåelse af en indrejsetilladelse – artikel 35 i direktiv 2004/38/EF – artikel 1 i protokol (nr. 20) om anvendelse af visse aspekter af artikel 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på Det Forenede Kongerige og på Irland«

Hvis vi skal sammenfatte stikordene herover, vil spørgsmålet være: Kan et EU-land kræve visum af en tredjelandsborger, som har EU opholdskort til et andet EU-land? Da den her sag kørte ved Domstolen, ville Storbritannien kun anerkende EU opholdskort udstedt af Tyskland og Estland, mens de ikke var villige til at anderkende opholdskort fra de andre lande. Der kunne jo være tale om snyd og falskneri, mente de.

Sagen omhandler familien McCarthy, der består af far, mor og datter. Far er dobbelt britisk/irsk statsborger, mor er fra Columbia i Latinamerika, mens datterens statsborgerskab ikke er nævnt.

Familien tilbringer det meste af deres tid i Spanien. Samtidig har de et hus i Storbritannien, som de ofte tager til. Men for at mor kan få adgang til britisk område, kræver de britiske myndigheder, at hun er i besiddelse af en “Family Permit” (familietilladelse, der er en form for visum) fra den britiske ambassade i Spanien. Ofte har de oplevet, at flyselskaberne tillige har afvist hende adgang til at gå ombord, hvis hun ikke har haft den med.

Nu var de blevet trætte af det renderi og de havde fundet ud af, at de britiske myndigheder faktisk ikke kan kræve en sådan “visum”, når hun nu allerede havde et EU-opholdskort. Så de gik rettens vej og den nåede til Domstolen.

Domstolen fejede alle beskyldninger om snyd og falskneri af bordet som dårlige undskyldninger. Dertil erklærede Domstolen denne Family Permit for ulovlig, og at Storbritannien har pligt til at overholde EU-reglerne om fri bevægelighed. Heriblandt stod det ikke til diskussion, at ethvert EU/EØS-opholdskort udstedt af et andet EU/EØS-land SKAL anerkendes omgående og SKAL give fri adgang til den retmæssige indehaver, der fremviser det.

Link til dommen i sag C-202/13, McCarthy:
https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=7DC31580AD8B97F165089FB9FFE7198E?text=&docid=160942&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=663785

Facebook Kommentarer